På hesteryg til verdens skabelse – ja det lyder stort, men det var det også!
Når man er på Galapagos skal man naturligvis se vulkaner. Galapagos øerne er vulkanske, og mange vulkaner er stadig aktive. På Isla Isabela ligger Volcán Sierra Negra, der er den næststørste aktive vulkan i verden, hvis man måler på kraterets størrelse. Selve krateret er 10 km i diameter og 100 meter dybt. Kraterbunden er et enormt plateau, hvorfra der forskellige steder stiger damp- og svovlskyer op. Vulkanen har senest været i udbrud i december sidste år.
Vulkanekskursionsdagen er kommet!
Op kl. 6.30, havregrød indenbords – og lidt kaffe, pakke rygsæk – husk regntøj, finde gode vandresko frem, børste tænder og så af sted med 11 mand i dinghydyret ind til molen, hvor vores to biler venter.
Vi har lavet en aftale med nogle af de lokale taxa/altmulig-mænd om arrangementet, så der står 2 pickups med bænke på ladet klar til os. Godt vi huskede regntøjet, for selvom vejret er fint ved kysten, så regner det næsten hele tiden, når man kommer ind og op i landet. Luften er tilpas kold og fugtig til at blive til tåge og finregn, når den bliver presset op. Og det gør den jo uvilkårligt, når den skal flyde op over en vulkan.
Efter 45 minutters kørsel, hvor det hele tiden bliver koldere og vådere, ankommer vi til Paradero Sierra Negro, hvor vi skifter transportmiddel. Fire gummihjul med mange hestekræfter bliver udskiftet med fire ben og én hestekraft per person. Jeg er ikke den største fan af ridesport – har aldrig forestillet mig, at jeg skulle håndtere en hest – så jeg starter lige med at holde mig lidt i baggrunden.
Men omvendt må jeg jo hellere holde mig til, da jeg kan se en vis variation i udbudet – og når jeg nu skal ride, så må det hellere ske standsmæssigt. Anne-Line udvælger sig et fint eksemplar af racen, og hun ser meget målbevidst ud i sit valg, så jeg tænker: – lad mig snuppe en, der ligner Anne-Lines!
Nu har jeg jo ikke kørekort til sådan et væsen, og der bliver ikke udleveret nogen instruktionsbog, men heldigvis forventer min hest ikke umiddelbart handling fra min side – den forholder sig stille og roligt afventende, mens jeg dingler rundt på ryggen af den og får styr på at sidde nogenlunde ordentligt. Det giver mig også lidt tid til at få indhentet lidt rådgivning hos dem, der ser ud til at have prøvet at sidde på en hest før.
Pludselig beslutter Anne-Line og Gitte, at nu må vi af sted – vi kan jo ikke vente her hele dagen, og så er der plads på stien til de andre, når vi er væk. Jeg kan jo heller ikke bare sidde her og vente, så jeg trykker også på startknappen for at følge trop. Og det virker!
Godt der ikke er mere end én hestekraft under mig! Jeg holder godt fast med den ene hånd i saddelknappen, mens jeg prøver at styre med den anden. Det sidste er nu ikke nødvendigt – min hest kender åbenbart vejen og er temmelig ligeglad med hvilken vej jeg styrer – den lunter stille og roligt derudaf. Måske mangler jeg endnu lidt autoritet i min håndtering af transportmidlet……
Vejen bliver til en sti, der bliver mere og mere mudret. Hvis det ikke var så tåget, ville udsigten sikkert være formidabel. Vi bevæger os tydeligt opad blandt en overflod af grønt og vådt.
Pludselig hører jeg lyden af hove bag mig – kadencen er klart en anden – og umiddelbart efter bliver jeg passeret af en hest med Dirk ovenpå. Hesten er i trav – jeg ved ikke hvad Dirk er, men han bliver da siddende mens han siger sjove lyde. Men Dirk får lige sat skub i butikken – nu skal min hest altså også trave – jeg holder bare fast og ser med fryd, at jeg får indhentet Anne-Line, som var stukket af fra flokken – he he!
Stien bliver smallere, det grønne bliver grønnere og det våde bliver mere vådt. Udsigten bliver sikkert også bedre og bedre, men den gemmer sig desværre stadigvæk i tågen. Hesten skifter mellem gang og trav, og jeg finder ud af flere finesser i betjeningen. Et klask bagpå og hælene ind i siden – og vupti mere fart. Et træk i tømmen, og minsandten om ikke farten går af dyret – skønt.
Pludselig bliver stien bredere og mindre smattet, og jeg hører lyden af galopperende hove bag mig. Anne-Line kommer susende forbi mig – og det vil min hest åbenbart ikke finde sig i – jeg synes ellers det er OK – omstændighederne taget i betragtning.
Jeg holder vejret og min hest galopperer – øh – hjælp. Da tiden er gået, og jeg ikke har mere luft og skal tilbage til overfladen, husker jeg hvor bremsen sidder, og det virker heldigvis – puha…
Men det var egentlig meget sjovt – så måske……? Jeg spænder rygsækken ekstra godt fast og giver et klask og et tryk, og vupti – af sted det går! Balancen lader noget tilbage at ønske, men det er faktisk lidt ligesom på ski og skib – hold dig i balance ovenpå det som bevæger sig – lad være med at hænge til siderne eller bagud – læn dig hellere lidt frem i vinden.
Det er da sjovt, der her!
Da Anne-Line overhalede mig kunne jeg se, at hun lænede sig godt forover, så det prøver jeg også. Og det er som at give et ekstra tryk på gaspedalen – hold da helt op – prøver lige bremsen igen 🙂
Pludselig åbner skyerne sig, og udsigten kommer farende. Nu ridder vi simpelthen på kanten af vulkankrateret, og det er bare stort! Det går stadig opad, skiftevis i gang, trav og galop. Vauw, hvor er det flot! Bag os regn og tåge – foran os blå himmel, vulkan, og nu også et kik til oceanet på den anden side af Isla Isabela og Isla Fernandino.
Det er meget smukt! Hvad kan jeg gøre andet, end at sætte i galop – det er da den perfekte kulisse – og nu har jeg også fået styr på at trække vejret, mens min hest galopperer!
Jeg overhaler vores guider, som bekymret råber efter mig, om alt er OK – kan ikke lige svare, men de forstår sikkert min opadvendte tommelfinger til dem. Og jeg overhaler Anne-Line (hun ville nok bare være flink).
Og efter en alt for kort tur kommer jeg til toppen, hvor jeg helt alene kan nyde stilheden og udsigten – lidt, inden først Anne-Line og senere resten af flokken ankommer. Nu gider min hest heller ikke mere, tror jeg. Den er helt våd af sved og godt varm at klappe. Der skal vist tankes op, så den går i gang med at slå græsset og hive noget løv af træerne – velfortjent!
Mads ankommer i ægte rodeo-stil. Hans hest bukker og prøver alle mulige hestekunster for at få ham af. Men Mads er sej – han holder sig ovenpå – godt det ikke er mig. Dirk ankommer i fint trav – i hvert fald hesten – og Dirk ømmer sig – noget med et siddesår. Skipper Polle fik vist ikke en hest – han minder lidt om Jomfru Maria som han kommer ridende til toppen, mens Lars kommer ridende stateligt som en af de vise mænd.
Efter en lille pause med kiks og vand, fortsætter vi til fods ned på ydersiden af det store vulkankrater. Først minder det lidt om en almindelig vandretur i bjergene, men pludselig ændrer landskabet sig totalt.
Jordens indre er simpelthen blotlagt – som om vrangen er vendt ud. Den ene størknede lavaflod ligger oven på den anden i de mest fantastiske formationer. Det er fuldstændigt fjendtligt landskab, der på kort tid flænser selv de bedste vandresko, hvis ikke man holder sig på stierne. Og alligevel gror der en enkelt kaktus hist og her.
Lavamassen er rødbrun i alle afskygninger. Der er knivskarpe spidser, glatte flader og tunneller, hvor der har rendt flydende lava i den ellers størknede masse. Der er huller og sprækker, som om jorden bare er blevet trukket fra hinanden. Ovenpå den rødbrune lava kommer der en størknet lavaflod, som er næsten sort. Det er lavaen fra det seneste store udbrud i 1979.
På den anden side af hele dette voldsomme lavahav ligger vulkanen Chico. Krateret er ikke stort, men meget stejlt og dybt. Der kommer damp- og svovlskyer op, og indersiden af krateret er meget frodigt.
Hele dette surrealistiske landskab har den formidable udsigt til Isla Isabelas kyst, Isla Fernandino, Stillehavet og den blå himmel som kulisse.
Tilbage ved hestene er vi klar til nedstigningen. Turen tilbage langs kraterkanten af den store vulkan er storslået. På det store plateau under os i kraterets bund er der skiftevis dampskyer, små klynger af grønt og tomhed på noget, der ligner et stort sort lavahav. Kan jeg gøre andet, end at sætte i galop – hesten altså…
I galop er den første del af nedstigningen hurtigt overstået, og stien bliver smallere og mere smattet og snart kommer regnen og tågen.
Dirk kommer i fin stil i trav udenom, og lægger sig i front – nu ser det ud som om det ikke kun er hesten, der er i trav – det er helt OK, og sikkert også en bedre stil, hvis han vil undgå mere siddesår 🙂
Desværre er det slut med galop – jeg er ellers begyndt at holde af det, men jeg skal ikke nyde noget af en firebensudskridning med mig ovenpå – her er simpelthen for glat.
Og alligevel – til sidst bliver vejen tilpas bred og usmattet til at jeg godt tør fyre den af – eller rettere – bede min hest om at gøre det.
De sidste par 100 meter bliver tilbagelagt i galop, og smilet/grinet er ikke til at tørre af mit ansigt, mens jeg venter på resten af flokken og min hest er gået i gang med græsplænen.
16. juni 2006
Hans