Montserrat, Guadeloupe, Antigua og videre
6. januar
Kl. 0700 lettes anker, og vi er på vej. Max og Dirk var oppe for at hjælpe med at få ankret op, og gik så til køjs igen. Det var ellers en fantastisk smuk morgen i læ af Nevis uden ret meget vind, så vi måtte gå for motor. Da vi kom fri af øen var vinden så meget i mod os, at vi fortsatte med motorerne, også efter at sejlene var sat, for ikke at komme så sent til Montserrat, at vi ikke ville kunne nå en vulkantur. Ulla, Rasmus og skipper tog rortørn, og vi sejlede tæt hen under kysten af Redonda, som er en slags selvudråbt kongedømme, men det er nu kun fugle der bor der.
En af dem, en stor søfugl kaldet en “boobie”, fattede interesse for vores fiskeline og fulgte længe den “squid”, der sidder som lokkemad til fiskene. Jeg har ofte set, at fugle følger lokkemaden, men denne her var særlig dum, og efter nogle forsøg lykkedes det for den at “fange” vores line, og pludselig havde vi en levende fugl som drage efter båden. Det var meget ubehageligt – sikkert især for fuglen – men da den dykkede ned i vandet kom den fri og kunne heldigvis flyve videre, tilsyneladende uden men.
Ankret blev kastet i Little Bay, og formaliteterne blev ordnet først hos told- og havnemyndighederne og så immigrationsmyndighederne, som bor i en gammel utæt container, der står skråt, og så til en fjerde myndighed, som jeg ikke helt fandt ud af, hvad gik ud på. Men det var venlige mennesker alle steder, og det gik faktisk overraskende hurtigt (under en time).
En meget entreprenant taxichauffør – Sam Sword – havde allerede kaldt os på radioen, da vi sejlede ind, og jeg mødte ham så og aftalte en vulkantur til 15 US$ pr. person i stedet for de 20$, han mente var rimeligt. Hele besætningen tog med, og det blev faktisk lidt af en oplevelse. Jeg ved ikke rigtig, hvor meget Sam vidste om vulkanen, men han snakkede hele tiden – det var dog mest gentagelser af typen: “When you see these houses in the distance they look perfectly all right, but when you get closer you will see that they’re falling apart”. Det sagde han så igen og igen, og han havde for øvrigt ret hver gang, for husene i den forbudte zone havde stået tomme i mange år og havde været udsat for et meget fjendtligt miljø i form af svovlgasser, vulkansk aske og syreholdig regn. Sidst jeg var på Montserrat i april for tre år siden, var vulkanen meget høj, og man forventede en snarlig eksplosion, og den skete så i juli måned. Siden har aktiviteten været faldende, og nu kan man komme meget tættere på vulkanen end observatoriet, som af sikkerhedshensyn lå 5 km fra selve udbruddet. Vi tog op til St. Georges lookout, hvor der var en rimelig udsigt til vulkanen, men en fantastisk udsigt over den tidligere hovedstad Plymouth, der nu er dækket af vulkansk aske, de fleste steder op til anden sals højde. Ved udsigtspunktet var der et hus, som man tydeligt kunne se var blevet forladt i en fart. Tilsyneladende havde menenskerne slet ikke haft tid til at tage andet end det allermest nødvendige med.
På hjemturen stoppede vi og drak af en kilde tæt ved vejen. Det siges, at hvis man drikker af vandet, vil man komme tilbage til Montserrat, og det har i hvert fald virket for skipper. Tilbage på båden havde vi sidste-aftens-hygge, selvfølgelig med rum punch, men vi skulle jo desværre tidligt op for at sejle til Guadeloupe.
9. januar
I forgårs sagde vi så farvel til familien Gars Holm. Det var lidt vemodigt, for det var virkelig rart at have dem om bord. Rasmus og Sofie var både søde og vakse, stemningen om bord var god, og det fælles arbejde foregik helt uden problemer. Tak for denne gang – vi ses måske på Roselina igen.
I går aftes kom Preben Hougaard så om bord dagen efter sin 76 års fødselsdag: Ud over at han sejler selv, har han også sejlet i handelsflåden, så han er ubesværet gledet ind i Roselina daglige rutiner.
Uddrag af dagens logbog fra turen ml. Guadeloupe og Antigua: 15.15 Max opdagede en stor fisk, der havde bidt på krogen og surfede efter båden. Vi fik den trukket ind og det var en MEGET stor hundorado, meget større end dem, vi har fanget hidtil, og den indeholdt ca. 500 g rogn. Aftensmaden er reddet, og vi har fisk til flere uger 🙂
12. januar
Efter et par dage på Antigua er vi tilbage på farten igen.
I går sagde vi så farvel til Max. Han skulle flyve ud i dag, men havde til gengæld for at udføre slibearbejde fået lov til at overnatte på Sincerity, som er en rigtig smuk norsk ejet klassisk ketch fra 1928.
Nå, Dirk og skipper fik ønsket go’ tur hjem og held og lykke med fremtiden til Max, og efter at vi havde hentet vasketøj, var vi klar til afgang omkring solnedgang. De sidste par dage har vejret været noget ustabilt, og vi har ligget og kørt rundt om os selv i English Harbour. Til søs er der virkelig meget vind, og derudover kommer der nogle byger med endnu mere, så det blev en ret spændende nat med meget fart på det meste af tiden, selv om vi var godt rebet ned. Faktisk nåede vi vores påtænkte mål, St. Barth’s, som er en fransk ø med en fortid som svensk koloni, inden solopgang, så vi besluttede os til at sejle videre til St. Marteen, den hollandske side af den lille ø, som er delt med Frankrig. Ved hovedstaden Philipsburg var ankerpladsen så urolig, at vi atter en gang besluttede os for at sejle videre, denne gang til Simpson Bay. Endelig ankrede vi så op, men efter at vi havde fået sovet lidt, blev vi enige om, at det også var uudholdeligt at ligge der på grund af dønningerne, så op med ankret igen og af sted til Marigot Bay på den franske side af øen.
Her ligger vi så nu – det ruller stadig noget, men nu bliver vi altså! I morgen skal vi så ind og se på “Paris i troperne” som stedet kaldes i en af guidebøgerne.