Vejret er nok ikke noget jeg kan prale med, det svarer til en dansk sommer, der er ved at blive til efterår – eller blot en dansk sommer, når den ikke er helt god. Glæder mig derfor til at komme hjem til varmen (lyder meget underligt og er lidt svært at tro, at det virkelig er sådan det forholder sig). Håber blot at vejret i Danmark ikke skifter lige når jeg kommer hjem.
Har lige været nede i banken og hæve nogle penge og få et knus. Da jeg kom ind i banken, kom en meget gammel mand hen til mig. “¿Como estas?” “¿Como te llamas?”. Det kunne jeg selvfølgelig svare på. Han selv hed Lamon (udtaltes i hvert fald sådan). Han spurgte mig også om noget mere, men det var temmelig svært at forstå, da han mumlede en del og slugte mange af endelserne. Så da jeg gav udtryk for ikke at kunne forstå hvad han sagde, lagde han armen omkring mig og gav mig et klem.. Lidt efter hjalp han mig med at finde den rigtige skranke at gå hen til, da det er lidt forvirrende inde i banken på Påskeøen (som faktisk også er veterinær center – eller noget i det retning).
Vinden er drejet, så nu er vi flyttet op til den nordlige kyst, hvor de to eneste strande på øen ligger. Den vi ligger for svaj ved hedder Anakena. Den samme strand som Hotu Matua (den første konge, der i følge sagnene engang kom sejlende til øen) i sin tid gik i land på. Så vi ligger nu med udsigt til en stor hvid sandstrand, hvor der vokser en masse palmer (indbyggerne må selv have plantet dem, for de står i snorlige rækker). På stranden står desuden 7 statuer, som i følge de lokale er syv af Hotu Matuas krigere, der var med til at finde land.
I forgårs var vi på en ridetur op til det højeste punkt på øen, som er 506 m over havets overflade. Vi red to timer for at komme derop. På små lavaoverstrøede stier, mudrede stier, galop gennem høje græsmarker og op af bakke. Da vi endelig kom derop, var der en fantastisk udsigt. Vi havde været rigtig heldige med vejret. Solen skinnede fra en nogenlunde skyfri himmel og det var helt klart. Vi kunne derfor se horisonten hele vejen rundt om øen. Man kunne simpelthen se vand hele vejen rundt.. det var rimelig vildt. Turen ned gik også mere eller mindre smertefrit (kun Sofus hang på et tidspunkt helt ude på halsen af sin hest, da sadlen ikke sad ordentligt fast). Det var først da vi steg af, det kunne mærkes, at vi havde hoppet op og ned på en hesteryg i 4 timer. Inden denne ridetur havde vi dog fået vores opgave for med at nå at komme ind til byen, hvor vi havde en aftale med hestemanden klokken 9.30. Vi var nemlig flyttet aftenen forinden, hvor vi var sejlet op til Anakena. Da vi havde lavet aftalen havde vi ikke vidst dette og havde derfor aftalt et sted lidt uden for byen klokken 9.30. Anakena ligger 18 km fra Hanga Roa (byen), og der bor ingen derude, da stort set alle bor i byen. Vi kunne derfor kun stå tidligt op og håbe på at kunne få et lift på vejen, da det heller ikke var muligt at kalde en taxa. Vi begav os da også af sted, 6 personer på en helt øde vej. Det var som en frisk sensommermorgen i Danmark. Da folk var begyndt at snakke om hvorvidt vi skulle vende om og hvor stor sandsynlighed der var for at vi ville blive samlet op, kom der to biler kørende. De stoppede begge to. Karina og jeg kom ind på bagsædet hos to fiskere, der var vældig snakkesalige og kørte 100 km/t på de veje, hvor fartgrænsen var 30 km/t. De andre sad bag på ladet af en anden fisker.
I går var planen bare at slappe af på båden. Det blev dog til en lille svømmetur ind til stranden og en gåtur til den anden strand, der ligger tæt på og er utrolig dejligt. Fra den strand gik vi over en gammel vulkan, hvorfra vi kunne se rigtig langt. Efter at have gået gennem meget krat og terræn fyldt med rullende lavasten – og masser af hestepærer. Der er heste alle vegne og tilsyneladende også på de stejle vulkansider. Da vi kom ned til stranden igen, lå vi lidt i sandet og solede os, da himmelen var helt skyfri. Derefter svømmede jeg ud til båden, for at få en til at sejle ind og hente Karina, da vi ikke kunne kalde nogle af de andre op på dækket inde fra land. Kort tid efter vi begge var kommet derud, begyndte det at regne. Vejret er helt utilregneligt her på øen. Så det er med at nyde det når solen skinner, men ikke så meget, at man ikke kan nå i tørvejr, hvis der pludselig kommer en sky og byge.
I dag har vi endnu engang begivet os ud på den øde vej ved Anakena i håbet om at få et lift. Denne gang vidste vi dog, at de to fiskere ville komme på et eller andet tidspunkt. Sidste gang fortalte de nemlig, at de hver morgen og aften kørte op til nord siden af øen for at fiske. Ligesom sidste gang, kom de også denne gang. Denne gang sad vi fire på bagsædet; Karina, Sofus, Dirk og jeg. De havde fanget tun, hvoraf en af dem lå i bagruden. Dem skulle de ind og sælge på markedet, hvor vi blev sat af. Der købte vi nogle tomater, mens de i boden ved siden af stod med en sav og en halv ko (eller hvad det nu var). Lader lidt til, at en stor del af byens indbyggere er samlet der om morgenen. Midt i det overdækkede marked, er der en form for restaurant/bod, hvor de serverer morgenmad. Ved de fire plasticborde ude foran, stod der kopper parat, og der blev også senere helt fyldt. Snakken gik og der var fyldt med mennesker. Nu er jeg så kommet til starten igen, da jeg efter besøget på markedet, gik ned til banken for at hæve nogle penge.
Nu sidder jeg så på isl@net, vores faste netcafe, sammen med de tre andre. Om lidt begiver vi os ud på endnu en tur. Denne gang går turen til fuglemandens by, der ligger på toppen af den sydøstlige vulkan, Rano Kao. Før kristendommen kom til øen, havde de en tradition. Den gik ud på, at den der først fandt et æg på de øer, der ligger ud for den sydøstlige kyst, og bragte det tilbage til fastlandet, blev udnævnt til fuglekonge for et år. Den by vi skal op og se, er så den by, hvor mændene sad og holdt øje med hvornår fuglene kom til øen, hvorefter de plukkede siv nede i den mose, der befinder sig i det gamle vulkankrater. Dem skulle de bruge til at lave en lille båd. Derefter gik jagten så ud til øen for at finde et æg. Der skulle være nogle meget interessante huler fyldt med hulemalerier og nogle gamle huse. Det skal nok blive rigtig spændene.
20-7-2006
Mikkeline