…business has improved
Tobago Cays er et skønt sted, og det var det også for 20 år siden. Dengang lå vi 5-10 både i størrelsen 30-40 fod og en enkelt kæmpe – en Swan 65.
I dag ligger her over 50 både og vores 62 fod er ikke kæmpe, vi er bare almindeligt stor.
For 20 år siden kunne min bror Klaus gå på vandet helt ude fra et af revene og hen til dinghy’en. Det var fordi han havde harpuneret en rødfisk, som en muræne umiddelbart følte et vist ejerskab for.
I dag ville han også kunne gå på vandet, men det ville være på ryggen af snorklende endagsturister med små grønne svømmeveste og orange snorkler. Og undervandsjagt er i øvrigt forbudt nu. Det er også meget rimeligt, når man tager alle de grønne svømmeveste i betragtning – de bryder sig sikkert ikke om at blive punkteret af en harpun.
De grønne svømmeveste bliver sejlet til Tobago Cays på store katamaraner, som er specielt indrettet til endagsture for rigtigt mange passagerer. De fleste sejler hertil fra Union Island.
Da vi kom hertil i går, blev jeg noget overvældet af mængden af både bag revet. Hvor pokker skulle vi lægge Roselina, som jeg bestemt ikke synes er lille, når det gælder om at manøvrere rundt mellem ankerliggere, der i forvejen ligger alt for tæt på både rev og hinanden. Det blev bestemt heller ikke bedre af, at vi først ankom ved 17-tiden. Men skal helst ankomme når solen står højt for at kunne se revene – visse steder er navigationen “strictly eyeball”, som der står farvandsbeskrivelserne. Og for at sætte prikken over i’et ankom vi i dagens eneste byge, der både havde vind og vand med til os. Men regnbuen gav da en flot kulisse, til en storslået entré i Tobago Cays.
Efter et par ture rundt i meget langsom fart havde vi fået styr geografien, og fandt et sted helt ude ved revet som sydligste båd. Her ligger vi nu med en forrygende udsigt til Atlanterhavet, der kun lige brydes af revet og lidt længere ude af en lille ø, Petit Tabac, der har været kulisse for nogle af scenerne i Pirates of the Caribbean. Vi har kun knap en meter krystalklart tyrkisblåt vand under kølen, og jeg var sikker på, at det nok skulle holde andre både væk fra vores udsigt. Men nu ligger vi alligevel ikke længere i første række. Fem andre pænt store både har åbenbart vurderet, at knap en meter fri vand at flyde på er alt for ødselt, så de ligger nu mellem os og revet.
De lokale business folk fra Union Island sejler rundt i deres karakteristiske både, som er en blanding af fiskerjolle og speedbåd, naturligvis hjemmebygget i træ, og faldbyder alskens varer og tjenesteydelser. Vi kan købe brød, fisk, udflugter og meget, meget mere. For 20 år siden var der ikke helt så meget business over dem, og vareudbudet var noget mere begrænset – det bestod for det meste af sjov tobak.
Vi har fundet vores business partnere her i Tobago Cays. Gennem Henrik fra det gode danske skib Lucia af Århus, har vi fået kontakt til Laston og Seymore, der skal arrangere grillparty på stranden for os i morgen aften. Vi skal forhåbentlig have lobster og helt sikkert fisk.
Hans