Jespers Fårekylling og andet godt fra logbogen
Tirsdag d. 11/4 – Iles des Saintes
I går aftes er Preben vist kommet lidt til skade med en finger, og på mystisk vis er det lykkedes ham at afsætte blodspor over hele båden, så det så lidt makabert ud, da skipper vågnede og gik sin morgenrunde.
Så gik turen ind med skrald og selvfølgelig forbi det nærmeste ”boulangeri”. Da jeg kom ind i butikken blev et stik fuldt af baguettes kørt ud af ovnen, og de var så varme, at man ikke kunne holde om brødposen. Så der var varmt og sprødt morgenbrød til de morgenfriske. Estrid, Jesper, Preben, Kristine og Henrik blev sejlet ind. Det er lykkedes Henrik at blive så solbrændt, at han ikke længere behøver at iføre sig pyjamasbukser, når han skal i land, og det har virkelig fået hans troværdighedsfaktor til at stige. Om bord var Dirk, Gitte og Carsten begyndt på de mentale forberedelser til aftensmaden, og snart havde de lavet en huskeliste. Skipper sejlede så også dem og Sigurd ind og udstyrede dem med vores VHF-radio.
Skipper gik så i gang med generatoren, hvor den nye olietemperaturføler blev monteret. Generatoren slog dog snart fra igen på samme måde som tidligere, så atter en gang blev føleren luset ud. VHF’en volder os også problemer, så Sigurd og Carsten måtte svømme ud til båden for at hente dinghy’en. Efter frokost tog Dirk, Gitte og Carsten ind for at finde ud af, om det var muligt at leje Hobie Cats i sejlklubben. Det kunne vi for 20 € hver og ved 1430-tiden tog skipper med dem ind, og snart susede vi af sted. Vi havde det virkeligt sjovt og prøvede endda at få virkelig fart på og komme ud og hænge i trapez. Totalt optur.
Hen under aften tog Estrid med skipper ind for at købe is. Vi fik dog lige et par øl først og havde det rigtigt hyggeligt. Det har virkelig været dejligt at have hende om bord. Tilbage på båden blev der efter aftensmaden gjort klar til afskedsfest for Estrid og Preben, og snart genlød båden af latter og høje stemmer, som forsøgte at overdøve ”subwooferen” i Dirks anlæg 🙂
Onsdag d. 12/4
Så kan vi ikke skubbe den længere, Estrid skal af sted i dag, så vi må sejle til Pointe a Pitre for at læsse hende af. Lidt i otte tog Kristine, Henrik og Jesper ind for at hente baguettes, mens vi andre klargjorde båden. De blev lidt forsinkede, fordi de skulle vente på, at brødene var færdige, men da de dukkede op, fik vi hurtigt dinghy’en på dæk, og så lettede vi anker. En stor katamaran havde ankret op oven på vores anker, men der var lige plads nok til at få det op uden at puffe til ham. Der var ikke meget vind, så bagbords motor fik lov til at køre for at give os lidt fremdrift. Dækket var noget tomt det meste af tiden. Skiftevis går folk ned for at tage sig en lille lur, men det var heller ikke en særlig spændende sejlads. Sigurd fik dog øje på en kæmpestor havskildpadde, som lå i overfladen og åndede ind nogle gange, inden den langsomt dykkede.
Kort efter ankomsten til Pointe a Pitre ved 13-tiden tog Estrid og Preben med skipper ind. Estrid skulle til lufthavnen, og Preben ville med for at bekræfte sit afrejsetidspunkt. Vi fandt hurtigt ud af, at det ville blive billigere at leje en bil end at tage taxa, så på stedet lejede vi en meget gul Jeep fra Hertz. I lufthavnen blev Preben hurtigt væk, og da han dukkede op igen, havde han flyttet sin afrejsedag til torsdag, så han ikke behøvede at sejle med os væk fra Pointe a Pitre eller finde overnatning. Efter en tårevædet afsked, snøft, gik turen atter tilbage til marinaen og med dinghy-dyret ud til Roselina.
Torsdag d. 13/4
Tidligt op næste morgen. Kl. lige efter solopgang sejlede Dirk os ind, og Preben, Kristine, Henrik og Jesper satte sig sammen med skipper til rette i airconditioneret luksus med kaleche, og så gik det derudad på motorvej. EU har på vores vegne sørget for at udbygge infrastrukturen på de franske øer, så kvaliteten af motorvejene er helt i top, og det ser faktisk ud som om, der er mere brug for motorveje her end i Nordjylland :-). Skipper havde forsigtigt foreslået at kombinere bilturen med en lille vandretur på en halv time hver vej op til et vandfald, men han blev ikke ligefrem mødt af den store opbakning. Alle mødte op i sandaler eller klip-klapper, så fra starten stod det klart, at der var størst interesse for drive-in-seværdigheder.
Guadeloupe består egentlig af to øer, Grande Terre, som er den lille! og flade ø, og Basse-Terre, som er stor og bjergfyldt. Turen gik først til Basse-Terre via en bro over Rivière Salée, en saltvandsflod, som adskiller de to øer, og så ad Route de la Traversée, som gennemskærer et meget stort regnskovsområde, der har status som nationalpark. Ikke overraskende regnede det en del i regnskoven, og på et tidspunkt kørte vi op til Morne de Louis for at nyde en angiveligt storslået udsigt. Vi så dog ikke andet en skyer, og det var faktisk både vådt og køligt. Så efter ganske få skridt uden for bilen søgte vi atter tilbage til hyggen og trygheden under kalechen. Af sted gik det igen, og snart nåede vi den vestlige kyst. Vi drejede mod syd og kørte nogle få kilometer ned til Pigeon Island, som Jacques Cousteau har fået erklæret som undervandsnationalpark. Også her lykkedes det for skipper at få folk ud af bilen, men atter en gang kun kortvarigt. Så kørte vi til Guadeloupes hovedstad, som også hedder Basse-Terre. Her kunne vi ikke finde nogen parkeringsplads tæt på bymidten, så vi kørte bare videre. Lidt senere stoppede vi dog ved den marina i udkanten af byen, som vi lå ved sidst i december, og her kunne vi få en parkeringsplads meget tæt på et konditori. Efter endnu en meget lille gåtur var vi atter tilbage i vores hyggelige transportmiddel, og vi fortsatte ad vejen langs med kysten sydpå. Her er virkelig smukt, og snart kunne vi se Iles des Saintes og Dominica. Vejret har været noget ustadigt på det seneste, og der var faktisk en ret kraftig brænding på den strand, som vendte mod syd. Heldigvis kunne vi køre næsten helt ned i strandkanten, så atter en gang slap vi for at gå.
Kl. var ved at nærme sig middag, så snart gik turen hele vejen tilbage til Pointe a Pitre, hvor vi kørte til et kæmpesupermarked kaldet Cora. Her var virkelig alt, man kan købe for penge, og af en virkelig god kvalitet. Vi delte os op, og efter tre kvarter mødtes vi atter med vore fyldte indkøbsvogne. Da vi nærmede os bilen, kom skipper i tanker om, at Jeepen er udstyret med et bagagerum, hvor der dårligt er plads til en six-pack. Så det endte med, at bagsædepassagerne satte sig til rette, og så blev de overdænget med frostvarer, kød, oste, olivenolie, kildevand, baguettes og alt muligt andet lækkert, og så gik turen tilbage til marinaen. Her ventede Gitte og Carsten sammen med Dirk og Sigurd. Gitte havde desværre fået dårlige nyheder hjemmefra om sygdom i den nærmeste familie, så stemningen var meget trykket. Vi lever jo tæt sammen og følger meget med i hinandens glæder og sorger, så vi føler alle med hende og håber det bedste.
Ude på båden trak Preben sin bagage frem, og snart sejlede skipper ham ind for at køre ham til lufthavnen. Han har virkelig været en stor hjælp på båden og er en rigtig arbejdsbi, selv om besætningen nogle gange godt kunne have klaret sig uden helt så mange af de velmente råd, for som skipper en gang sagde: ”Hvis det er rigtigt, at gode råd er dyre, kan vi vist ikke blive ved med at have råd til Preben.” 🙂
Kl. 1500 blev bilen afleveret og turen gik til immigrationen. Her stod en franskmand og kiggede skipper over skulderen under udfyldelse af papirerne. ”what is your draft?” spurgte han med en tydelig accent. ”Two meters ’n twenty” sagde skipper. ”Well, then I think you can go through the canal”. “Oh, really!” sagde skipper, og så begyndte franskmanden at fortælle, at han med en båd, der stikker 2,10 lige var sejlet igennem strædet mellem de to øer uden problemer, eller som han sagde, der var kun lige et par steder, hvor det er kritisk, men han ville gerne sejle foran os, hvis vi ville prøve. Jeg har virkelig gerne villet sejle den vej igennem, og vi vil kunne spare os selv for en omvej på 40 sømil, og få en fantastisk oplevelse. Men i guiden står der, at den maksimale dybde på det laveste sted kun er 6 fod og 9 tommer, altså ca. 2,05 m. Lige nu er det lige omkring fuldmåne, hvor der er højeste højvande, så det ville da være et forsøg værd, især når vi nu kunne få en lods med lokalkendskab. Tilbage på båden fremlagde skipper forslaget, og der var bred enighed om at gøre forsøget.
Fredag d. 14/4
Ulempen ved sejladsen gennem strædet er dog, at der er en bro i hver ende, og broen i den sydlige ende åbner kl. 0500, så det var tidligt op. Det var ikke noget problem for skipper, der i bar spænding over den forestående tur allerede vågnede 0215.
Snart mødte han Jesper, som angiveligt ikke har sovet det sidste par døgn. Et lille dyr i forkahytten, hvor Jesper bor, og som vi selvfølgelig har døbt Jespers Fårekylling, har drevet den forreste del af båden til vanvid. Skippers modstand mod pesticider blev lagt på hylden, og bevæbnet med en dåse af det bedste fra Bayer, entrede han forkahytten og fyldte den op med giftige dampe. Hostende og spruttende kravlede han så op gennem forlugen og sendte de sidste sprøjt ned i kahytten, inden den blev lukket hermetisk. Jesper var så hjemløs indtil afgang, men snart gik vi i gang med at klargøre båden.
Kl. 0400 blev resten af besætningen purret, og 0415 var vi klar til at tage ankret op. Det var endnu meget før solopgang, men månen lyste klart, og der er gode søafmærkninger, så det var en fin oplevelse at sejle op til den første bro. Vi var der et kvarters tid før broens åbning og sejlede lidt rundt, og snart mødte vi den flinke franskmand. Efter endnu nogen tids træden vande blev broen åbnet. Først skulle den udgående trafik dog passere, og sammen med en 10-12 andre både fik vi endelig lov til at sejle igennem. Der var lidt strøm og kun ca. 7 meters bredde under broen, så det var ret spændende at sejle igennem. Så gik turen mod nord i det gryende morgenlys.
Kanalen er helt omkranset af mangrove, og morgenstemningen var helt fantastisk. Flokke af ”cow egrets”, som er fugle, der om aftenen får nogle af mangrovetræerne til at se ud som om de blomstrer med store hvide blomster, lettede for at begive sig ud på dagens tur for at finde hver sin ko. De bruger så hele dagen på at holde vagt ved koen og spise generende insekter. Ko og egret kommer rigtigt godt ud af de med hinanden, og man kan nogle gange se en egret, som sidder oven på en ko, der ligger og tygger drøv. Der er dog også andre flyvende dyr i mangroven, de små såkaldte sand flies, som vel er en slags små myg, der giver ret smertefulde bid. De kunne dog ikke ødelægge den fantastiske oplevelse, og der blev taget en masse billeder.
Efter ca. 20 minutters sejlads kom vi til den nordlige svingbro. Her skulle vi også ”træde vande” i lang tid, og der var strøm og ikke megen bredde, så det var lidt af en opgave, men efter 10 minutter åbnede broen så, og vi kunne slippe ud i friheden igen. Det var dog først her på det sidste stykke efter broen, at de kritiske steder er. Vi fulgte i franskmandens kølvand og det gik fint det sidste stykke af kanalen. Det allerlaveste sted ventede dog uden for mangroven, hvor det ellers ser ud som om, alle problemer er overstået. Dybdemåleren gik fra 2,3 m ned til under 2 m og fortsatte nedad. Vi flyder, når den viser 1,7, og står på bunden, når den viser 1,6. På et tidspunkt faldt motorernes omdrejninger, og dybdemåleren viste 1,5. Vi sejlede dog fint igennem, da der tilsyneladende kun var tale om blødt mudder. Efter nogle nervepirrende øjeblikke fortsatte turen op gennem Cul de Sac Marin, hvor tungen skal holdes lige i munden hele tiden, da hele området er lavvandet og fyldt med småøer og sandbanker. I modsætning til de fleste steder i Caraibien er det her svært at se de lavvandede områder, sikkert fordi der er mange partikler i vandet, så man skal virkelig holde øje med bøjerne og følge med på kortet. Efter en lille times sejlads er vi endelig ude i åbent vand. Der er overraskende lidt vind, så vi fortsætter med den ene motor i gang. Snart kommer der dog lidt mere vind, og vi sætter også mesanen og et stykke tid går det rimeligt derudad.
Vi har monteret nye blink på begge snører, og efter nogle timer giver det resultat på stangen, der er monteret med en meget stor ”squid”. Det er tilsyneladende også en meget stor fisk, og båden bliver sejlet op i vinden. Desværre lidt for meget, så storen bliver bagluftet, båden bliver skubbet rundt, og snøren kommer ned omkring den ene skrue. Da vi får båden vendt rundt knækker snøren desværre og fisken forsvinder, surt surt. Da både vind og bølger kommer fra en sydlig retning, er der ingen læ at finde uden for English Harbour, da storen skal tages ned. Det bliver lidt af en opgave for besætningen, for vi ruller virkelig meget. Inde i Freemans Bay er der også overraskende uroligt, men skipper finder et rimeligt sted, og ankret kastes. Det bider dog ikke rigtigt, og vi forsøger et par gange uden held. Da det atter samles op, kan vi se, at vi har fanget to store betonblokke. Dirk er hurtigt i vandet, men kan ikke få dem fri, da de har kilet sig fast. Efter nogle mislykkede forsøg får han en hammer, og kan så slå et hjørne af, så blokkene atter forsvinder ned i vandet. Efter endnu et opankringsforsøg lykkes det endeligt.
Hurtigt er skipper i dinghy’en og på vej ind for at checke ind. Det er ret fantastisk her på Antigua. Af uransagelige grunde skal de have 6, altså seks, eksemplarer af oplysningerne om båd og besætning. Det virker vildt overdrevet, når man de fleste steder kan nøjes med to eller tre. Efter immigrationen gik turen til havnemesteren, hvor man betaler for at ligge i nationalparkens område, også når man ligger for anker, men det er nu ikke så dyrt. Vi fik lov til at sejle til dok næste dag, og det er fint. Nu er det længe siden, at besætningen bare har kunnet komme og gå, og desuden skal vi have vand på. Efter at skipper var tilbage på båden, tog Kristine, Henrik og Dirk ud for at snorkle ved ”the Pillars of Hercules” lige uden for English Harbour. Det er et fint dykkerområde, og de ville rekognoscere til en dykkertur næste morgen.
Lørdag d. 15/4
Der er noget galt med vejret. Normalt er vejrudsigten stort set den samme hele vinteren: Vind på ml. 5 og 10 m/s fra østlige retninger med risiko for kortvarige byger. Men lige nu er det helt forkert, vinden er gået helt ned i syd og pludselig blæser den fra sydvest. Vulkanen på Montserrat er gået i udbrud igen, så derfor bliver båden fyldt med aske og støvpartikler, og sigtbarheden er meget dårlig. Under vandet var den dog fin, og Dirk nød virkelig at være ude og dykke med Kristine og Henrik. Carsten og Gitte tog med ud og snorklede, mens de andre dykkede, og da de kom tilbage gjorde vi klar til at sejle til dok.
Som sædvanlig gav skipper en lille briefing, og så sejlede vi derindad. Vi skulle klemme os ind mellem en engelsk båd og en italiensk båd, og Roselina er altså over 4,5 m bred og der var kun ca. 3 m mellem de to andre både. Det er ret spændende at forsøge at skabe plads ved at møve sig ind, når man bakker med 30 tons. Men med Dirk på ankeret og mange friske fendergaster gik det fint, og snart lå vi sikkert ved kaj.
Eftermiddagen gik med rundtur til de to store marinaer i Falmouth Harbour. Her ligger nogle af de meste imponerende lystfartøjer i verden, og det er virkelig en speciel oplevelse at gå rundt og se på så meget overflod. Og så var det tid til at holde afskedsfest for Kristine og Henrik. Det var virkelig hyggeligt at ha’ dem om bord, og jeg tror bestemt, at de også kommer til at mindes opholdet med glæde 😉 Aftenen blev afsluttet med en bytur. Først gik vi til Mad Mongoose og så gik turen til Abracadabra, hvor den høje musik dog snart fik de gamle hjem. De unge holdt lidt længere ud, men der var lasagnerester i køleboksen, så snart var alle hjemme.
Troels