…så er vi klar…
…til at tage hjem. Men det er kun rent praktisk. Roselina er helt klar til sin nye skipper og nye besætning. Vi skal pakke sammen, men det er hurtigt klaret. Mentalt er vi overhovedet ikke klar til at tage hjem endnu. Vi har haft pragtfulde 3½ uge med god sejlads, gode oplevelser og meget arbejde på skibet. Først nu er vi ovenpå og har styr på detaljerne – og så skal vi allerede hjem – suk!
Vi lettede anker fra Wallilabou i morges kl. 6.30 for at tilbagelægge de 38 sømil til Soufriere på St. Lucia. Besætningen er stadig skipper Hans og Lone med Dirk, Yu Linn og Li Li, Gitte og Jens Peter med Nanna, Jette og Ib (bedste og bedstefar til alle skibets unger) og Preben. Og i morgen skal Hans, Lone, Yu Linn og Li Li afmønstre.
Læsiden af St. Vincent var rolig sejlads, hvor ungerne bare sov videre. Det blev hævnet senere, da de ikke nåede at få søsygepiller inden passagen mellem St. Lucia og St. Vincent. Her hersker Atlantens bølger, og de rykker! Midt i yngelplejen siger Yu Linn pludselig: “Gummibåden sejler! Skal den det?”
Det var startskuddet til 1 times “indfang gummibåd” manøvre – en yderst lærerig proces for skipper og hele besætningen. Ligheden med en “mand over bord” manøvre var umiskendelig. Vi smed ikke vores markeringsbøje overbord, men ellers blev hele “mand over bord” proceduren gennemført. Én person er 100% fokuseret på at holde øje med gummibåd. Resten af besætningen får hurtigt andre opgaver, der hedder – aktiver “mand over bord” på navigationssystemet – bjærg forsejl – bemand storsejlsskøde – klargør bjærgeredskaber – få børnene af vejen.
Inden forsejlet er bjærget, og alle er klar til at vende Roselina, er der faktisk blevet tilbagelagt en anseelig distance. Det var skræmmende – specielt fordi det hele foregik i Atlanterhavets bølger, der meget hurtigt skjuler en lav genstand eller person bag en bølgeryg. Der måtte 4 forsøg til, inden vi fik manøvreret tæt nok på gummibåden til at indfange den. Vi var også helt tæt på de 3 foregående forsøg, men den svømmede os ikke i møde den sidste meter. Vores manøvre var platlæns forbi gummibåden, spids op til bidevind, stagvending og op til gummibåden på bidevind eller næsten i vindøjet. Selvom vi havde gummibåden på luvsiden, blev den alligevel med næsten usynlig kraft hele tiden holdt en meter for langt fra fribordet til, at vi kunne nå den. Først i fjerde forsøg, hvor vi bandt en lang line i vores tunge pøs og kastede den over i gummibåden, blev den indfanget.
Øvelsen viste os med al tydelighed, hvor vigtigt det er, at hver mand holder sig 100% til sin opgave. Og hvor vigtigt det er, at blive ombord! Vi var gode til jobbet, men glade for, at det kun var gummibåden, der skulle indfanges.
Yu Linn synes, at der var meget dramatik, men hun er også med rette stolt over, at hun opdagede gummibådens frihedstrang og fik os gjort opmærksom på det.
Vi ligger nu nedenfor Petit Piton, der udgør halvdelen af St. Lucia’s vartegn. Petit og Gros Piton er 2 enorme sukkertop formede klipper, der ligger direkte på kysten. Vi ligger med hækken mod land, hvor dønningen bryder 20 m inde. I stævnen er vi fortøjet til en mooring – vi er nemlig i et naturreservat, hvor vi ikke må bruge vores eget anker. Under kølen har vi fra 1 til 4 m vand, og få hundrede meter ude er vanddybden over 500 m. Cikaderne og andre af nattens lyde myldrer ud til os, og Petit Piton ligger som en enorm silhuet syd for os og peger mod stjernerne.
Li Li har lige ligget på dækket og peget op i himlen for at vise mig “O’ion” – man kan lære meget, selvom man ikke helt er 3 år endnu. Yu Linn har vist hende hvor Orion holder til.
I eftermiddags havde vi besøg af Roselina´s pt. faste skipper Troels (ja – jeg skal hjem…) og Gitte, Carsten og Jesper fra den nye besætning. Ingen tvivl om, at forventningens glæde er stor, og det er dejligt at vide, at den næste besætning glæder sig lige så meget, som vi gjorde.
For at få trænet lidt flere manøvrer efter “indfang gummibåden” manøvren, besluttede Jens Peter, at Roselina skulle fotograferes for fulde sejl ud for St. Lucia. Det er en udfordrende manøvre, når den foregår i god luft, og skibet går over 8 knob. Nå – den lille påhængsmotor, Jens Peter, en håndholdt radio og et kamera blev firet ned i gummibåden, og så blev der ellers manøvreret.
Vi havde haft en pragtfuld hurtig sejlads for genua, rebet storsejl og mesan. Rebet blev taget ud og genuaen blev rullet ind og ud et par gange, mens vi cirklede rundt om Jens Peter. Det blev til nogle rigtigt gode billeder, som vi glæder os til at vise frem.
Og nu sidder vi her, og er klar til at tage hjem. Afskedsmiddagen er spist, rompunchen indtaget og børnene er puttet. Vi er helt mætte og helt klar til næste gang. Vi glæder os allerede, som den ny besætning gjorde det tidligere i dag.
Hans