Nyhedsbrev fra St. Lucia
Preben Heide skriver fra Caribien
16. dec. 2001
Manden der sidder på dækket under solsejlet er broncefarvet af solen og grånet af vind og vejr. Kort, tætklippet hår og skæg kranser det furede, kloge ansigt. Et par skarpe, næsten hvasse brune øjne ser opmærksomt på den kraftige tolv tommer kniv han holder i hånden. De vurdere nøje dens skær og lader den hvile mod carborundumstenens slibeflade. Nu er den næsten skarp nok til fuglene, der snart skal pryde middagsbordet på det gode skib Roselina.
Nå, det solbrune pragteksemplar af racen Homo Maskulinus med muskler som tove under den glatte hud er såmænd kun gamle Heide fra Egå. Dolken er kun en almindelig køkkenkniv og fuglene er to dybfrosne rapænder i skibets fryseboks. De er købt til juleaften om bord, og mit bidrag er en slibning af hele knivsættet. Måske siger julemiddagens kok ”Godt Preben sleb knivene, før han tog hjem”. Måske siger han ingenting, men skidt med det, bare de får fjerkræet godt parteret under tropenattens julestjerner. Selv er jeg hjemme som planlagt allerede onsdag den 19. ved aftenstid, og jeg glæder mig til den danske jul.
Jeg sidder under det store blå solsejl, der er udspændt fra masten til mellemdækket. Ikke for at finde skygge for solen, men for at få læ for regnen, der uafladeligt velsigner os med udferskninger i regnskovsklasse. Sagt lige ud: vi har et temmelig blandet vejr. Voldsomme regnbyger, til tider alt for kraftige vindpust og dønninger, der gør det mere end vanskeligt at ligge for anker på en fornuftig og forsvarlig måde.
Vi forlod Rodney Bay for en uges tid siden, da trængslen blev lidt for stor, fordi ARC sejlerne begyndte at komme i havn. Syd på lagde vi os først i en ideel naturhavn kaldet Marigot Bay. Bunden skråner op fra havdybderne og ender i en sandet bugt med fornemme ankerpladser og fin læ for bølger og vind. Den inderste del er beskyttet af en lille landtange med palmer, og når man kan abstrahere fra de 75 andre sejlbåde er det noget af en drøm. Læ for sø. Læ for vind. Efter et par dage her var vi under sejl igen og gik syd på til et fiskerleje ved navn Anse la Raye. Så uberørt af tursime, som det nu kan være i det paradis, der tiltrækker folk fra den halve jordklode. Vi var i hvert fald eneste ankerligger.
Vi gik en tur på et par timer fra byen op i bjergene til regnskoven, hvor vi fandt det dejligste vandfald – den slags som bruges til reklame for balsamisk shampoo på TV. Hende den kaffesorte Miss Jungle på atten velproportionerede somre var der skam også. Vi gik ad små stier i kløfterne, krydsede de rivende flodstrømme og nåede endelig frem til naturfænomenet. Vandet brusede ned over en 60 meter høj klippeside, samlede sig i naturlige bassiner og fossede videre. Kokospalmer, kakaotrær og kastanier tilbød os gavmildt deres frugter, som blev samlet af vores guide (som vi fik fat i ved at spørge på den lokale politistation). Han kaldte sig ”The Snake Man” fordi han havde en slags licens til at indfange slanger til forskningsformål. Han traskede foran os i sine plastic klip-klapper, bar lille Anna over det strømmende vand og forlystede os med sang. Han var den lokale calypsoman, lavede selv tekster og melodier, som han gav til bedste under vandreturen. Teksterne var politiske. Han ville stille op i en sangkonkurrence, men var sikker på ikke at vinde, fordi hans tekster var for kontroversielle. Han kritiserer sine landsmænd for at være dovne og initiativløse og lade sig forføre af alt for meget ”back to Africa” propaganda. Så kommer St. Lucia på niveau med Guinea, Ghana og andre af de elendigt stillede ”motherlands”. Regnskovsturen levede op til navnet, for det regnede kraftigt. Jeg havde min ”latterlige” skotskternede paraply med. De andre blev enten gennemblødte eller dækkede sig under naturlige paraplyer: afskårne palmeblade på en halv kvadratmeters størrelse.
Vi lå for svaj i Anse la Raye og blev om natten ramt af en festlig regnstorm, der fik båden til at svaje hid og did i en vild calypso og gjorde det nødvendigt at vi holdt ankervagt – på skift. Så da den grå morgen gryede og de lavthængende decemberskyer lod lidt lys slippe igennem kunne vi snart få lettet krogen, så vi kunne prøve et nyt sted. Vi gik endnu længere syd på til Soufriere Bay lige ved bjerget Petit Piton, der rejser sig i en kegleform 2460 fod ret op af havet. Dette bjerg er østatens nationale vartegn og findes på dens flag. Her kunne vi lægge os ved en bøje og med en trosse i land til et palmetræ, idet vi troede at det ville være bedre. Det var det ikke. Vi rullede som bare f….., men det afholdt os ikke fra at tage snorklerne på og udforske den flotte fiskebestand under båden. Denne stille, blå verden er fantastisk, når man får øjnene op for den. Og det er jo ingen sag i 26-28 grader varmt vand. Og regnen? Skidt med den. Man bliver ikke våd, når bare man holder sig under vandet.
En nat i dønningerne gav os for alvor ruller-kuller, og nu holder vi søndag tilbage i Marigot Bay. Her er mange Rastamen (sorte mænd med filtrede, lange krøller, hængende løst til skuldrene eller samlet i en fantasifuld, mangefarvet hat med stor puld). De drøner omkring i speedbåde, pramme, vandfyldte, synkefærdige joller eller på et havareret surfbrædt uden sejl og prøver at sælge os mange gode ting fra brød og grøntsager til flettede stråhatte. Man skal være skrap med prisforhandlingerne. Ellers bliver man snydt med 5-10 gange overpris.
Mandag 17/12 damper vi syd på til havnen Vieux Port, hvorfra Finn Beton og jeg takker af tirsdag. Først skal vi lave stor julerengøring om bord og endelig skal jeg på nettet – det vil sket i hovedstaden Castries, hvortil vi kører i bus. Dette er altså den sidste hilsen fra ”havomfavneren og tilbagevenderen” – el Prebsi.