eller mundlam som en stenstatue…
Jeg tror jeg har en skriveblokade lige nu. Noget der svarer til at være mundlam. Jeg ved i hvert fald slet ikke rigtig hvad jeg skal fortælle, for der er så meget. Hele tiden nye indtryk der skal bearbejdes.
Jeg kommer direkte fra kirke, hvor jeg har været inde og se en gudstjeneste. Det var en hel fantastisk oplevelse. Pludselig stod vi alle sammen forbundet, ved at vi alle holdt hinanden i hånden, mens de spillede musik. Der blev spillet harmonika og tromme, hvilket gjorde det ud for vores orgel. Det lød utrolig smukt. Det var en dejlig oplevelse, som endnu sidder i mig.
I forgårs havde vi lejet en bil og kørte rundt og så hele øen. Selvom den ikke er større end Samsø, så tog det en hel dag, da man mange steder ikke kan køre mere end 10 km/t pga. dårlige veje… Og så skulle vi jo selvfølgelig også se de mange maoí’er (stenstatuerne), der står og ligger overalt på øen. Det var meget fascinerende at se dem. Det mest fantastiske var dog at se det sted, hvor de i sin tid blev hugget ud af en udbrændt vulkan (Rano Raraku). På ydersiden af krateret står de mange kæmper i jord til halsen, så kun deres hoveder stikker op. Til gengæld stikker der hoveder op alle vegne. Vi gik så op på toppen af vulkanen, hvor vi sad og nød udsigten ud over søen nede i det gamle krater, de røde skrænter, gulgrønne enge og statuer, der sås overalt i horisonten. Derfra gik jeg en lidt anden vej end de andre, der gik den samme vej tilbage, som vi var kommet af. Jeg ville lige kigge ud over kanten på vulkanen og endte med at klatre ned den anden vej. På min egen lille vej opdagede jeg flere gange, at jeg stod på en næse eller i et øje. Andre steder var der pludselig et stort rektangulært hul i klippen. Det manglende stykke er så engang blevet forvandlet til en maoi. Andre steder lå der hele stenstatuer, sådan som de engang er blevet forladt, da dem der har lavet dem pludselig er forsvundet.
Jeg er efterhånden ved at have rimelig godt styr på Rapa Nui’s historie, der ikke er ganske almindelig.
Jeg har øvet lidt spansk på turen hertil og forsøger nu at praktisere det så godt jeg kan. Det går såmænd ganske fint, og jeg får snakket med en del. Jeg har i dag tænkt mig at gå ned og snakke med de lokale fiskere, der to gange er kommet ind med en halvanden meter lang tun. Jeg vil så høre, om de ikke kunne bruge en ekstra hånd en af dagene, da jeg synes det kunne være rigtig spændende at komme ud at fiske rigtigt. Vi har jo fanget et par fisk på vejen hertil. En af dem fileterede jeg faktisk. Inden jeg greb fat om fisken og kniven, blev jeg lige nødt til at synke en ekstra gang. Og da jeg havde fileteret den, fik de mig også til at spise et stykke af den – råt! :s..
I går slappede jeg bare af og var på båden hele dagen sammen med et par stykker andre. Det var dejligt, og dagen gik også ganske hurtigt.
Vi har nogle dage været ude at snorkle. Jeg har aldrig oplevet noget vand, der var så klart! Det er helt utroligt. Selvom det rev man svømmer over befinder sig ti meter nede, ses fiskene og korallerne helt klart og tydeligt (nu skal jeg dog ikke overdrive, for der er ikke noget særligt farverigt hav liv – i hvert fald ikke lige der hvor vi har snorklet ved båden).
Kh. Mikkeline