Så er der gået 14 dage…

…siden i forgårs

Ja, det lyder selvfølgelig underligt, men ikke desto mindre føles det sådan.

Vi er kun lige kommet ombord. Vi er Hans, Lone, Yu Linn og Li Li. Vi er lige ved at finde os godt tilrette med alle rutiner og gøremål. Vi er ved at vænne os til vejret, vinden, temperaturen, køjen der nogle gange ruller meget, provianteringen og meget meget mere. Det jo mange ting at få styr på siden i forgårs – nå ja, det er jo også 14 dage, der er tale om, men de er bare gået alt for hurtigt.

Et kig i logbogen fortæller, at vi har nået meget og været mange steder. Vores ankomst til Grenada var noget af en omvæltning direkte fra et nedfrosset Danmark. Allerede i Kastrup blev det afgjort, hvad vores 3 første dage i Caraibien skulle gå med: Vi skulle få kontrol over vores bagage! Den nåede nemlig aldrig videre til det rigtige fly i London, da vi blev 1½ time forsinket fra Kastrup. Flyene holdt i kø for afisning. En noget abstrakt tanke lige nu, hvor et af navigationsinstrumenterne foran mig fortæller, at vandtemperaturen er 26,7 grader. Luften er lidt køligere, for kl. er 1 om natten. Vi skulle fra London til Grenada via Barbados. Det er en noget kringlet rute at eftersendt bagage ad, men det lykkedes heldigvis til sidst på tredje dagen.

Nu er der jo ikke brug for meget bagage i det caraibiske klima, men vi havde meget dykkerudstyr med hjemmefra. Og det er svært at undvære, når det er muligt at se ned til bunden på 15 m, og når mængden af fisk og koralrev er så overvældende, som her.

Vores første dage blev tilbragt i Prickly Bay. Vi fik en storslået modtagelse af skipper Troels og hele besætningen, der bestod af familien Jacobsen og Trine, samt Preben og storebror Dirk. Allerede næste dag tog Troels, Jacobsen familien og Trine til lufthavnen for at vende sommernæsen hjem mod frost og kulde. Skipper (som nu hedder Hans) tog med til lufthavnen for at hente Helle og Linn, der skulle være gaster i 1½ uges tid. Og de er allerede taget hjem igen – puha – det går bare for hurtigt!

Med Helle og Linn vel ombord (vi måtte lige vente en ekstra dag på deres bagage, der også var blevet “overiset”), skyndte vi os ud på eventyr. I Dragon Bay fandt vi vores første rolige ankerplads, hvor vi var helt alene. Nord og syd i bugten var der de fineste rev til snorkling, og en gummibådstur rundt om sydhjørnet og hen over revet åbenbarede den fineste lille helt private stump sandstrand. Et sandt lille paradis, som blev udnyttet til fulde.

Yu Linn fik indviet sin maske og snorkel. Først noget (meget) modvillig, men da hun fik øje på sin første fisk blev hun selv som en fisk i vandet. Nu er hun helt ustyrlig – skifter konstant retning med fiskene – jager rundt efter de små barracudaer, der går i overfladen, og checker jævnligt med et OK tegn til mig, om jeg kan følge med. Det er bare skønt!

Dirk, Helle og jeg fik også lavet et par gode flaskedyk. Det er bare på med udstyret, udover siden og ned til revet – som at tage på sightseeing i Danmarks Akvarium (varmtvandsafdelingen, selvfølgelig). Lækkert!

Uden mad og drikke, sejler helten ikke! Efter et par dage måtte vi en tur til St. George for at proviantere. Stilheden blev afløst af byens larm, og havnen kunne der ikke bades eller dykkes i. Så vi måtte hurtigt videre mod nord. En rigtig dejlig sejltur på bidevind med genua, rebet storsejl og mesan førte os til Tyrrel Bay på Carriacou, hvor fik smidt anker lige inden det blev helt mørkt – perfekt. Det er simpelthen skønt at kunne sejle bidevind hele dagen i ikke andet end badebukser, og stadig have lyst til at hoppe i vandet, når ankeret er lagt.

En tur på stranden, en snorkeltur på revet, et frokostbesøg på et lille spisested i strandkanten, et i øvrigt adstadigt caraibisk tempo – så forsvinder tiden på en eller anden forunderlig måde, uden at man egentlig opdager hvor den blev af. Pludselig var vi så på vej til Petit St. Vincent og Petit Martinique, men måtte lige tage et stop på Sandy Island først. Sandy Island er en lille – ja ganske rigtigt – sandø. Et par palmer og et lille lætag bygget af nogle palmeblade, ellers ikke noget. Find et postkort med en drømmestrand fra troperne. Vælg den version med det mest tyrkisblå vand og den hvideste strand – så har du Sandy Island. Snorkling og dykning hører naturligvis til “opgaverne”, udover leg på stranden og bare nyde farverne.

Vejret er for det meste helt stabilt med 6-10 m/s fra øst, sol, vand 27 og luft 30 grader. Men af og til kommer der nogle byger med kraftig regn og vind, og en sjælden gang regner det mere vedvarende. Mens vi lå på Sandy Island kom en byge rullende – og den rullede hurtigt! Vi nåede ikke engang ud af vandet før vinden øgede betragteligt og regnen stod ned i stænger. Mens det meste af besætningen gemte sig for regnen i palmehytten, tog nogle få ud til Roselina for at lukke lugerne og holde ankervagt. Da vinden igen havde lagt sig, gik turen videre mod Petit St. Vincent og Petit Martinique.

Petit St. Vincent er en lille ø, der er privat ejet. Øen er faktisk et “resort” med hotel og ferieboliger i 500 USD pr. nat kategorien. Det hele er trimmet, transporten forgår i elektriske golfbiler og græsset må ikke betrædes. Kun gæsterne kunne godt være lidt mere veltrimmede. Men når vi kommer sejlende i så smukt et skib som Roselina, så ligner vi også 500 USD pr. nat – så det passer meget godt ind i billedet.

Petit Martinique er Grenadas yderste forpost mod nord, og virker meget søvnig og stillestående i forhold til sine nordlige naboer i St. Vincent Grenadinerne. Her bor ikke mange sjæle, men der er dog et lille samfund omkring øens by. Og der bliver hele tiden sejlet personale frem og tilbage til “resort” Petit St. Vincent. Og for at være trimmet til at gå på job på naboøens “resort”, sikrer kvinderne naturligvis frisuren med en plastikpose over hovedet.

Mens vi lå her, fik vi forøget besætningen med Ib og Jette, samt Jens Peter, Gitte og Nanna. Den kvikke læser vil her straks bemærke, at nu er der da godt nok fyldt op på skibets besætningsliste! Og det er ganske rigtigt – vi kunne mønstre 13 personer, hvoraf de fleste er i familie. Hans, Lone, Yu Linn (6 år), Li Li (2½ år) og naturligvis Dirk, som vi ikke havde set i et ½ år. Jens Peter, Gitte og Nanna (2½ år). Ib (Lone og Gittes far) og Jette. Helle og Linn (2½ år, som vi kender fra Kina, hvorfra hun og Li Li kom samtidigt til Danmark). Og Preben, som ganske uforvarende er havnet midt i hele dette cirkus, men han var på forhånd advaret.

Petit St. Vincent er omgivet af koralrev, behøver jeg at skrive, at dykningen er god……

Men når vandet er så klart, kan det også være vanskeligt at ramme de rigtige steder. Efter et vellykket dyk for mig og Helle, skulle vi have Jens Peter og Gitte vippet ned til korallerne. Vippet blev de, men ikke ned til – snarere ud på! Det var tilsyneladende for vanskeligt for os at afgøre, om vandet var 2 meter eller 8 meter dybt uden at prøve efter. Op igen og prøv igen…..

Tiden går og Helle og Linn skulle hjem og vi andre videre. Via nok et visit på Sandy Island kom vi et smut til Hillsborough, der er hovedbyen på Carriacou, Grenadas nordligste “port of entry”. Her kunne Helle og Linn tage en færge til Grenada, hvor et fly skulle bringe dem tilbage til kulden, brrr…….. Og her kunne vi checke ud for at sejle til et nyt land, nemlig St. Vincent.

Vores første havn i St. Vincent Grenadinerne var Union Island. En lille metropol i forhold til Grenadas Grenadiner. Vi fik os klemt ind på en plads i første række bag revet, hvor vi lå med ankeret næsten helt oppe på revet og stævnen direkte ud mod Atlanterhavet. Det er fascinerende at ligge sådan, direkte eksponeret for vind og vejr, men med et rev til at tage alle bølger. Vejret blev noget skummelt mens vi lå her bag revet. Der kom meget regn, mange byger og vindstød på 15 m/s. Så skal ankeret helst holde, når man ligger så mange både så tæt, og med nok et koralrev lige bagved i læsiden. Jeg iførte mig derfor finner, maske og snorkel for at inspicere ankeret på bunden.

Ud til ankeret , kigge rundt i alle retninger for at se efter både, der ikke ligger stille. Og så ned til ankeret. Mens jeg ligger dernede på 4 m og kigger på ankeret hører jeg en hurtiggående motor. Jeg beslutter, at jeg vist godt kan holde vejret et pænt stykke tid endnu, og det var klogt, for nogle øjeblikke senere suser en speedbåd henover hovedet på mig. Det ser ganske fascinerende ud nede fra bunden, men er i øvrigt ikke særligt betryggende. Næste gang har jeg vist en markeringsbøje med, selvom jeg blot skal ned og se ankeret.

Ombord på et skib er der altid mange ting, der skal ordnes og holdes ved lige. Nogle gange skal der laves større ting. Vi fik lavet “store projektdag” i går på Union Island. Hele besætningen på nær Hans og Jens Peter blev sendt i land med besked om at vente længst muligt med at komme tilbage ombord. Så blev værkstedet åbnet, dørken fjernet og det store rørlæggerarbejde gik i gang. 12 timer senere kunne vi gå på toilettet uden at forurene vandet, som vi godt kan lide at bade i – en holdingtank er nu en god ting!

Godt det kun tog én dag, ellers havde omkostningerne vist været for store. Da jeg i morges tog ind til byen med Lone og ungerne kunne jeg konstatere, at vi var blevet stamkunder i op til flere cafeer og forretninger i byen. Vældigt hyggeligt, men også et vink om, at nu må vi vist videre.

Nu ligger vi så i Salt Whistle Bay på nordspidsen af Mayreau, ca. 4 sømil fra Union Island. Roselina er jo et sejlskib, så vi sejler selvfølgelig for sejl. Men det er lidt svært at få sat både forsejl, storsejl og mesan inden de 4 sømil er tilbagelagt. Og vores flotte nye sejl skal jo op! Også mesanen – man kan jo ikke sende en dame halvt påklædt i byen, som Lone siger. Så vi måtte forlænge turen med 1½ time forbi Mayreau og tilbage igen. Og hvem gør ikke gerne det i dette pragtfulde sejladsvejr. Det er ren lykke at stå ved roret på bidevind med Roselina i perfekt trim og mærke kræfterne, balancen, bølgerne, vinden og varmen. Eller sætte sig alene i stævnen med en kop kaffe og nyde synet hele vejen ned af skibet, der støt og roligt bevæger sig gennem passatvindens bølger ude fra Atlanterhavet.

Og nu ligger vi som sagt i Salt Whistle Bay, der nærmest er fyldt til bristepunktet. Jeg er sikker på, at jeg har været her før for 20 år siden. Dengang var det ikke svært at finde en ankerplads – og det er ikke fordi skibet kun var 30 fod dengang, men fordi vi var de eneste i bugten. Og der var heller ikke et “resort” bag palmerne på stranden. Et “resort”, der ifølge områdebeskrivelsen er så naturligt, at man slet ikke tror det er der!

Jeg må checke min gamle logbog, når vi vender hjem til kulden om 1½ uge……

Hans