En lille ø med verdens største horisont
Turen fra Galapagos til Påskeøen var for mig det værste, jeg kunne forestille mig ud af hele denne tur på 8 måneder i Stillehavet. Højt sat kunne den vare fra mellem 14 – 18 dage i store søer uden mulighed for at komme af, tænk hvis jeg fik klaustrofobi, blev alvorlig syg eller bare fortrød hele turen!
…og det blev helt anderledes…
En dejlig tur med alskens forskelligt vejr fra vindstille, hvor 2 stk. 80 hestes motorer bankede af sted på den anden side af en tynd maghonivæg i mange timer, til tilpas vind og til storm og regn i kulde med rebede sejl, vindens tuden, bådens bragen gennem bidevind og til blafrende sejl med vinden agten ind.
Der er 6 milliarder mennesker på jorden, hvor pokker er de? Vi så kun to skibe på hele turen, som varede 12½ døgn. Stillehavet er verdens mest øde hav.
Men der var noget andet…
Flere fantastiske regnbuer, nætter med rigtig mange stjerneskud, andre mørke nætter uden måneskin men hvor Sydkorset blinkede blegt. Dage, hvor vi så masser af delfiner, mindst 200 – 300, de fyldte på begge sider af båden lige så langt ud i kimingen, vi kunne se. Disse kåde og legesyge dyr fik os alle til at blive helt høje, humøret hæves mange grader, når de laver opvisning – kun for at glæde os. Pludselig er de der, alle råber: delfiner, delfiner!! Alle mand på dæk for at få det perfekte billede af synkronopvisning, elegante spring over vandet, svømmen om kap med båden, delfinerne bevæger næsten ikke krop, hale eller finner, og alligevel skyder de forbi skibet på kryds og tværs, samtidig med de hopper, svæver og dykker ind og ud af vandet, selv de små følger trop og de rammer aldrig hinanden.
Flyvefisk og småblæksprutter bliver smidt overbord hver morgen, og nogle havfugle følger os det meste af vejen, undrende og benovede kigger vi på dem så langt fra land. En nat fandt en træt fugl hvile på søgelænderet det meste af natten.
Nogle dage tog det næsten 10 minutter at blive klar med varmt tøj, regntøj, redningsvest og livline til vagten. Det er aldrig farligt, man sætter sejl efter forholdene, men nogle gange er der så meget vind 12 – 15 sekundmeter og så store bølger, at der kommer andre bevægelser, så man let kan ryge udenbords i en snublen, mens man arbejder… og det er meget forbudt at falde over bord, selv om vi øver mand over bord etc., hver gang nye folk ankommer.
Jeg fangede en guldtun på 9 pund, så smuk at jeg næsten ikke nænnede at slå den ihjel eller rense den og en dorado (guldmakrel) på 5 pund, en slank fisk på ca. 70 cm, den allerbedste af alle spisefisk. Hvor var jeg stolt….især fordi de seje mænd tvivlede på mine evner udi krogbinding med wire og tilpas størrelse krog i forhold til line, skibsfart etc… så kan de lære det!
Påskeøen er en skøn ø. Vi snakker om, at den hurtigere end f.eks. Galapagos er kommet ind under huden på os. Duftene er stærke i land, for havet lugter af ingenting. Der er noget sommerlejr, Bornholmer-ferie, dansk sommerhus-koloni-pusse-nuttet over øen. Husene er små og hyggelige, det dufter af bål og træ, folk kører rundt i pick-up´er på de hullede lava-grusveje, her emmer af hygge og idyl. Folk er bemærkelsesværdig imødekommende, venlige og søde, tager os med i bilen når vi kommer gående, snakker og smiler i et væk. Nogle har polynesiske træk og de er meget frodige, andre ligner typiske latinamerikanske folk. Rigtig mange mænd har bundet det kulsorte og kraftige hår i lange hestehaler.
Vi er den eneste sejlbåd på hele øen, der er ikke nogen havn, vi kan lægge til ved, så vi flytter til forskellige steder alt efter vindens retning for at ligge for svaj. Den første nat blæste det ret hårdt, så de hvide skumtoppe blev revet af bølgerne som sølvstrimler og opløstes som glitrende vandstøv i vinden. Vindstødene mistede heldigvis en del af deres kraft bag vulkanbjergenes læ. Vejr og vind skifter hurtigt, næste dag kan vi gennem det krystalklare og rolige vand se ankeret på 20 meter vand.
Det er verdens mest isolerede ø: Rapa Nui, Påskeøen eller Verdens Navle og i chilensk besiddelse fra 1888.
Den nærmeste beboede nabo en endnu mindre ø Pitcairn Island, som vi også skal til, ligger 1900 km vest på, den næstnærmeste er Mangareva (Gambier) Islands, som vi også besøger, 2500 km vest på, Marquesas 3200 km nordvest, Sydamerikas kyst 3700 km øst på.
Øen er på 117 km2 og er 3 mill. år gammel opstået af 3 vulkaner, der er smeltet sammen til en ø. Der bor ca. 3790 mennesker, der taler polynesisk og spansk. Øen menes beboet fra 4. eller 5. århundrede af folk fra Marquesas og Asien og ikke fra Sydamerika, som Thor Heyerdahl troede – i dag bruges DNA-tests.
Der er ikke meget at leve af her: lidt fiskeri og landbrug og så turisme. Øen er genbeplantet med eukalyptustræer, og rundt om på de lavagærde-opdelte marker går smukke og rigtig mange vilde heste rundt. Hvorfor de ikke udnytter naturen til mere rentable husdyr, ved jeg ikke? Der var masser af får på Thor Heyerdahls tid (1954), men det er for varmt til dem, siger den lokale biludlejer Roberto, som jeg får kindkys af, når jeg kommer. Han ligner Antonio Banderas – måske er det derfor, at jeg ikke fik spurgt om mere.
Denne lille ø har verdens største horisont – så ubegribelig, næsten borte i verden, at den tegnes større på et kort, end den i virkeligheden er, for at man kan se den.
Måske er det derfor, at den har sat sig nogle enorme fingeraftryk af en forgangen kultur. Påskeøen har gåder, der bliver flere af, jo mere man ser sig omkring og læser om øen. Man vader rundt i et stort levendegjort museum.
Det fantastiske her er de kæmpestore statuer, moai´er, ca. 880 stk. Nogle af dem står på fundamenter der hedder ahu´er, fundamenterne er mærkelig nok det helligste. Moai´erne er hverken guder eller djævle, men figurer med sjæl, og de er forskellige. De er hugget ud med stenøkser – ingen jern eller metal havde man! Hver klan lavede en for at manifestere familien, mener man. Men hvorfor, der skal et stort overskud til for at lave dem? Alle statuer er hugget ud af det samme vulkanbrud. Nogle på ydersiden af krateret – det er endda til at forstå – men nogle er udhugget fra indersiden af krateret og skulle så vippes op over krateret og hele vejen ned på den anden side for derefter at transporteres ud til havet. De vejer i gennemsnit 12 tons og er 4 m høje. Den højeste, der har stået op, er 12 m. Ved bruddet ligger en moai halvt udhugget på 21 m! Man formoder, de er udhugget mellem år 1000 og 1600. Det er kun ca. 300 stk., der er kommet hele vejen til bestemmelsesstedet. Når man går i bruddet, ligger og står statuerne alle vegne i forskellige faser – en statue-børnehave. De, som er på plads, står alle ved havet med ansigterne pegende ind mod land undtagen et enkelt sted, hvor de står langt inde i landet og kigger ud mod havet. Man mener, disse har noget med astronomi at gøre, idet de står lige i solnedgangen.
Nogle mener, de forskellige klaner har bekriget hinanden på et tidspunkt, hvor der var flest mennesker, idet befolkningstallet steg fra 4.000 til 20.000, omkring år 1600-1700 lige før europæernes ankomst. Knaphed, mangel på ressourcer og i uenighed har de væltet hinandens statuer. Andre mener ikke, det kan passe, at man bevidst har ødelagt sin egen kultur.
Tirsdag den 25.07 eller onsdag den 26.07 afhængig af vindretningen sejler vi 9 besætningsmedlemmer videre til Pitcairn Island og de små øer der omkring, dvs. Peter, (skibets designer og skibsingeniør), Lars, skipper Poul, Karina (statskundskabsstud.), Rasmus, Rasmus T., Mads, Jakob (alle 4 nyslåede studenter og kammerater) og jeg. Nu skal vi videre, så stor er øen heller ikke og så meget er der heller ikke at se eller lave. Nogle fisker, kite-surfer, snorkler, dykker, cykler, shopper eller får tatoveringer.
Poul og jeg har været til polynesisk show med musik, sang og dans, det var fantastisk. Gruppens 30 musikere og dansere sang og dansede sig gennem et sensuelt og æggende show med en ægthed af stolthed og kraft bag de polynesiske toner serveret med en smittende varme og sødme. Både mænd og kvinder var rigt tatoverede, især kvinderne havde flotte strømpebånds-tatoveringer om lårene og fine ornamenter hen over hofterne. Senere samme aften var vi inviteret til at deltage i Robertos familiefest, over 100 samlet på familehotellet, sikke en fest med fyldte bægre, smægtende toner og glade folk…
Om søndagen …med tømmermænd… var vi i kirke, den katolske kirke virker mere fri herude, hvor man virkelig kan se, at jorden er rund, og der er højt til loftet. Selve kirkens ydre er dekoreret med polynesiske rongo-rongo-tegn sammen med korset i toppen af kirken. Man bydes velkommen af præsten, som står og tager imod med purpurfarvet bourgainvilla blomsterkrans og sneglehuskrans over den hvide præstekjortel. Inde er der propfyldt, et par af kirkegængerne har hver en lille harmonika med, en tredje slår rytmen på en tromme, og et par andre spiller guitar. Ikke noget med udgifter til prustende orgler og organister.
Påskeøen, den 22. juli 2006
Kirsten