Pirates of the Caribbean

– Wallilabou Bay rules

Jack Sparrow kommer flintrende hen ad balkonen, kaster sig ned på broen og videre ud i tovværket på broens lastekraner. Han lander på forunderlig vis på piratskibet, som han stjæler og flygter ud af bugten med.

På broen står den sædvanlige skare af lokale ”hang-arounds” og fisker og lige nedenfor ligger Roselina med hækken fortøjet til en kokospalme og ankeret ude i bugten.

Eller var det slet ikke Jack Sparrow, men Johnny Depp, der svingede sig henover Roselina for at stjæle piratskibet.

Hmmm – her er vist tale om en tidsforskydning. Vi ligger i Wallilabou Bay, som er lukket, meget dyb, omgivet af høje bjerge og med sort vulkansand i strandkanten, der næsten forsvinder lodret ned i vandet. Dystert – en ægte sørøverbugt – og det har den også været brugt som i ”Pirates of the Caribbean” filmene. Vi ligger midt i kulisserne, som står her endnu. Men Jack Sparrow er taget hjem, og ved nærmere eftersyn ser den solide stenmurede lastekran heller ikke ud til at blive her så længe – den er lavet af pap og krydsfiner.

Her ligger vi og nyder stemningen sammen med kulisser og ”hang-arounds”.

De kvikke af dem ror om kap ud af bugten for at møde os, og lave en handel om at tage vores line i land til kokospalmen. Straks vi er inde kommer resten farende, svømmende, padlende, roende for at faldbyde alt. Vi virker som et stykke fluepapir. Der skal mere end almindelig diplomati til at fordele ”business” retfærdigt til alle sider. Vi får både købt mango, smykker og en komplet rengøring af hele Roselina’s undervandsskrog.

De to gutter, der skulle udføre den opgave, grublede lidt over deres tilbud, da skipper fik dem forklaret, hvor stor Roselina faktisk er under vandet. Men de ville alligevel lave jobbet med maske, snorkel og børste. Puha….. Efter 2 timer proklamerede de færdigt arbejde – kom ned og check. Skipper tog dem på ordet og fik sig et par dyk under skibet. Tjaaa – kun med snorkel kunne skipper og Dirk nok ikke have gjort det bedre. Men skruer og skrueaksler var stadig fedtet helt til – dem ville skipper have gjort rene – og det ville de ikke, for ham, der kunne dykke dybt, gad ikke mere. Så måtte vi handle igen, for så måtte skipper jo selv gøre den del af jobbet. Skippers udgangspunkt var, at de havde efterladt ¼ del af arbejdet, og det måtte de kompensere på prisen. Vi blev enige, og alle var glade – også skipper, for det bliver Dirks job at rense resten.

Wallilabou Bay er rigtig dyb. Roselina ligger 25 meter fra stranden med hækken på 4 meter og stævnen på 16 meter vand. Ankeret er droppet på 25 meter og 100 meter ude i bugten er dybden 60 meter. Langs kanten er dykningen sublim. På sydsiden ligger ”Bottle and Glass”, der en aflang flad klippeformation vinkelret fra kysten. Klippen går lodret ned til 22 meter, hvorfra bunden skråner 45 grader ned i Atlanterhavets mørke. Fascinerende og flot – det vrimler med koraller og fisk. Pludselig er vi omgivet af en kæmpe stime blå fisk – så gule fisk – og så røde fisk – og det bliver bare ved. Hvis man lægger sig på ryggen, kan man se hele vejen op ad klippen til overfladen 20 meter oppe. Det er nærmest som at kigge op i kuplen på den smukkeste katedral – vi mangler bare ekkoet……..

Rompunchen til solnedgang fandt vi på den lokale beværtning, der ligner en Hollywood kulisse forfra og en lokal blikhytte bagfra. På vejen kom vi både forbi ”Harbour Master”, smeden, skomageren og et væld af depotbygninger, men de var vist alle fra Jack Sparrows tid. Her er ganske stille nu.

Hans