Kryds og dukkeben
Nu har vi levet skråt og sejlet bidevind i en uge siden vi forlod Panama. Distancen fra Panama til Galapagos er 900 sømil, og det har vi allerede tilbagelagt. Der er stadig 380 sømil til Galapagos. Vi har været langt til havs og helt inde under den Colombianske og Ecuadorianske kyst. Roselina sejler godt, men kryds er absolut ikke hendes stærkeste side. Nu er vi kommet tæt på ækvator og begynder at få mere S-lig og SØ-lig vind, så vi langt om længe kan holde op mod Galapagos.
Om 40 minutter skal jeg på vagt sammen med Søren. Vores vagt er fra 14 til 18. Vi har fire vagthold, der deler 3 dagvagter á 4 timer og 4 nattevagter á 3 timer mellem sig. På den måde ruller vi alle gennem vagtplanen i løbet af 4 dage, og har haft en vagt på alle døgnets timer.
Efter at være sluppet ud af Panama-bugten, hvor vi måtte gå 12 timer for maskine, har vi haft god vind – desværre bare fra en forkert retning – vinden er kommet lige fra Galapagos. Så vi har krydset og krydset og krydset og krydset i 6 dage lige indtil i nat, hvor begyndte at kunne holde kurs mod Academy Bay på Santa Cruz. Vores sejlføring har varieret fra fulde sejl (genua, storsejl og mesan) til fok og rebet storsejl og vejret har været godt blandet “dansk sommervejr”.
Panama var stegende hed og stille luft. Puha – det var hårdt at komme i hak direkte fra Danmark. Det er regntid i Panama, så vi har fået nogle gevaldige regnskyl og tordenbyger. Vores tur gennem Panama-kanalen gik ganske smertefrit og heldigvis uden for megen ventetid, og tiden i Balboa på Stillehavssiden var heller ikke lang. Roselina kom en tur på bedding, hvor vi bl.a. fik monteret en watermaker. Så nu producerer vi vores eget vand, og det smager rigtigt meget bedre end det vand, som vi ellers plejer at kunne bunkre – nu er det slut med at købe kildevand på flasker.
Vores tur ud af Panama var i mange henseender at sejle fra en verden til en anden. Det er første gang Roselina er i Stillehavet. Caraibien er også godt, men Roselina er bygget til mere end Caraibien tur/retur, så det var et stort øjeblik, da den sidste port i Miraflores slusen mod Stillehavet åbnede sig, og vi kunne sejle ud under “Bridge Of The Americas” med et nyt ocean forude. Det var også et farvel til Mellem- og Sydamerika og goddag til Polynesien og andre Stillehavssamfund (nuvel – Galapagos er også Sydamerika, men der er vist flere pingviner, skildpadder, søløver og leguaner, end der er mennesker, så det må være udenfor kategori). Og det var et foreløbigt farvel til stegende hede og et goddag til mere “danske” temperaturer.
Efterhånden som vi nærmer os ækvator, bliver vejret og vandet køligere og køligere. Vi er nu 40 sømil nord for ækvator, og vandtemperaturen er faldet fra 29 til 22 grader, og om dagen vil man gerne have tøj med ærmer på. Ja, man kan endda komme til at fryse om natten – dejligt :-).
Hver eneste sømil vi tilbagelægger, er nyt vand for Roselina og en ny oplevelse for de fleste af besætningsmedlemmerne. Lars er faktisk den eneste af os, der har sejlet til Galapagos tidligere.
Roselina og besætningen har fundet langdistancerytmen på en god og rolig måde. Vagtplanen kører, skibet bliver holdt rent og i orden og måltiderne er veltilberedte og rigelige. Alle får læst bøger og nydt naturen og sejladsen, når ikke lige søsygen kommer snigende. Jeg er lige blevet færdig med “Da Vinci mysteriet” og er gået i gang med “Nordkraft”. Vi har mange gode bøger i skibsbiblioteket.
Skibets rytme nu er i skærende kontrast til tiden i Panama, hvor der var hektisk aktivitet hele tiden. Vi skulle kommunikere med et hav af myndigheder for at indklarere og komme gennem kanalen. Vi skulle proviantere (for langtidsholdbare varer skal provianteringen række til Tahiti – det er 3 måneder for 10 personer). Vi skulle gøre rent og rydde op, så der var klart skib til at stuve alt af vejen. Vi skulle overhale maskiner og udstyr – Panama var sidste chance for at skaffe reservedele inden Tahiti. Vi skulle sejle gennem kanalen. Vi skulle på land for at installere watermaker og checke bund og propellere. Vi skulle bunkre diesel og vand (for foreløbig sidste gang).
Mens vi var på bedding, blev hele besætningen på nær skipper (Polle), Lars og jeg sendt på hotel. Så vi er nogle stykker, der kun fik set Panama fra dækket af Roselina og gennem et taxavindue. Men jeg skal nok tage revanche på Galapagos.
Turen på bedding i Flamenco Marina var ganske interessant. Bossen hedder Clark, eller Mr. Clark, og han er god til at “bosse”. Han gør meget ud af sit renommé, så han lover ikke noget som helst, og han har intet materiel på lager på sit “værft”. Så kan han jo ikke love noget, som han ikke kan holde! Vi blev med lidt forsinkelse og efter moderat pres fra skipper løftet ud af vandet sidst på eftermiddagen lørdag.
“Viel Geschrei og wenig Wolle” sagde bonden, da han ville klippe ulden af sin gris! Det passer meget godt på scenariet med at få Roselina løftet af vandet. Vi kom op i en stor travellift, som er en ganske udramatisk og enkel måde at få skibet løftet op på land. De lokale beddingsfolk råbte og dirigerede i munden på hinanden, mens Lars først på engelsk og så på jysk kommunikerede tilbage med “easy now, easy…” og “rolig nu”. Det var der nu ikke nogen, der notits af – kommunikation på beddingen foregår åbenbart bedst råbende med lidt panik i stemmeføringen.
Mr. Clark ville gerne hjælpe os, og lovede at arbejde så hurtigt som muligt, men uden deadline (så havde han jo ikke lovet noget, der kunne skade hans renommé). Og vi skulle nok blive klogere – med alt det vi skulle lave, kunne vi umuligt nå at komme i vandet efter kun én dag på bedding! – Nææ, når først hans folk gik i gang, så skulle vi bare se løjer! Det kunne vi nu ikke vente på, så vi skaffede selv maling og stumper, og var klar til søsætning mandag efter én fuld arbejdsdag på beddingen. Det var hurtigt, mente selv Clark – vi må have arbejdet hårdt, og det havde han jo ganske ret i!
Mandag aften ved 22-tiden var der afgang fra Panama – næste stop Galapagos. Først skal man ud af “Inter Tropical Convergens Zone” ITCZ, hvor der ingen vind er, dernæst skal man kæmpe sig mod syd helt ned i nærheden af ækvator, hvor der kommer S-lig og SØ-lig vind, og så skal man over mod Galapagos. Vi har oplevet det lige efter bogen bortset fra, at ruten mod syd var meget lang og besværlig – vinden kom for meget fra S frem for SV allerede fra starten.
Det første døgn blev der sejlet meget for maskine – ITCZ levede op til sit rygte. Men vi skulle også ud af en anden zone – PGZ – “Panamanian Garbage Zone”. Den findes sikkert ikke officielt, men den er meget virkelig. Til tider sejlede vi simpelthen igennem en regulær losseplads på vores vej ud af Panama-bugten. Først efter et døgns sejlads holdt det op med at flyde med store bælter af plastaffald, sko, baljer, dukkeben, kæmpe træstammer, tønder og al verdens andet skrammel. På et tidspunkt måtte Mads stå i stævnen og dirigere mig udenom de største stammer. Heldigvis var vejret stille, så vi kunne se det meste inden vi ramte det. Kun en enkelt 5 meter træstamme forsvandt ned under Roselina for at komme op igen 30 meter agterude i vores kølvand.
Og pludselig kommer vinden – til tider rigelig – med det resultat, at vi lige lader Roselina dyppe stævnen i de store Stillehavsdønninger, inden vi har fået vendt doradeventilerne og skalket forlugen. Så min køje er noget klam og saltet, efter at have været totalt gennemblødt. Heldigvis har vi et godt tørrerum i maskinrummet og rent sengetøj og et vandtæt liggeunderlag i vores tørre stuverum.
Så jeg kan stadig sove godt i min køje i forkahytten, hvor jeg bliver rusket og hoppet og vugget godt og grundigt på vores vej over Stillehavet til Galapagos, mens vagtholdet sidder på agterdækket og synger mere eller mindre lødige sømandsviser.
4. juni 2006
Hans