Dagbog fra en vintersejlads i Stillehavet
Fransk Polynesien, øen Hao, den 21.08.06.
Kære rejsevenner
Vi forlod Påskeøen tirsdag den 25.07.06 sidst på eftermiddagen. Aftalen med havne- og udklareringsmyndighederne var i ”båd” så at sige – de ville komme ud på båden kl. 10.00 om formiddagen. Da vi hentede dem i dinghy´en, skulle vi sejle mindre end en halv time senere, sagde de! Du milde himmel – det kunne vi da slet ikke nå – vi skulle lige have handlet det sidste ind til 14 dage og hentet vores vasketøj og skrevet en sidste mail, det sidste sagde vi dog ikke. Set i bakspejlet er der jo ræson i, at man skal forlade øen lige efter udklarering, men det havde vi ikke lige tænkt på, så med jysk stædighed og pågående venlighed fik vi de herrer – med kors og bånd og stjerner på – 4 stk – overtalt til at komme igen kl. 16.00. Da var hele skibet pakket, pudset, vasket og klar til afgang, og vi havde kaffe med sukker og store smil parat til øvrigheden. Endnu engang oplevede vi lutter smil, venlighed og kindkys til pigerne ved adios y hasta la vista! Jeg fik endog en rigtig matroshue af en af macho´erne.
Nu skulle vi bare lige sejle en lille smuttur på ca. 900 sømil til Gambier Islands, nærmere betegnet Mangareva, i Tuamotu øgruppen, det sydøstlige fransk Polynesien. Med den rigtige SØ-lige vind ville det tage ca. 5-6 dage. Hvis vejret artede sig, skulle vi gøre stop forskellige steder undervejs.
Vinden blev aldrig rigtig, det er vinter og uforudsigeligt her. Enten var det bidevind eller regn eller begge dele, undtagen en enkelt dag eller to med vindstille og motorsejlads. Vi blev nødt til at krydse en hel del og tilbagelagde 1350 sømil, og turen varede over 14 dage, for ind imellem var det også vindstyrke 10, og vi måtte ligge underdrejet.
De 4 nyklækkede studenter var grønne på flere måder – talte om, at det her, det var værre end et fængsel, tænk sig at det er vores ferie, jeg har ikke mere tørt tøj og rigtige mænd brækker sig mere end to gange om dagen. På de 14 dage fik de lært at vaske toilet og dørk, vaske op i rigtig rækkefølge, lave et utal af varierende humørgryder, (dvs. alt kød og grøntsager i den samme gryde, da arbejdspladsen i hårdt vejr er begrænset til et slingrekomfur på ca. 70 x 70 cm og en køkkenvask til frasætning), kan se en fordel i at tage søsygepiller forebyggende, kan bage et brød og en kage, hænge deres våde tøj til tørre og møde til tiden på vagt.
For os alle har det været en tur op ad bakke.
Lars, som har sejlet i 40 år og har været 3 gange over Atlanten foruden jorden rundt i båd, siger, at det har været det værste vejr, han har oplevet. Det allerværste har været fra Azorerne til England, men det er en anden historie. Over tid har turen fra Panama og hertil været værst, vejret har været rigtigt kontrært. Man kan sejle over Atlanten i magsvejr uden at banke kølen i bølgerne og uden det mindste røgvand på dækket. Her har vi for det meste haft modvind, regntøj på og vådt dæk. Halvvind og læsning på dæk har begrænset sig til 2–4 dage, og det regnet helt fra Panama. En af grundene er som sagt, at det er vinter og derfor ret omskiftelig vejr.
Ducie, tirsdag den 01.08.06
Nu er det hele jo ikke så surt – vi var så heldige at have en dejlig dag, da vi kom til en ubeboet øde ø, en atol kaldet Ducie. Solen skinnede, himlen var blå og havet for en gang skyld stille. Det var helt Robinson Crusoe-agtigt. Øen er 1 x 2 km, uden ferskvand og derfor er der kun én slags små mangrovetræer på øen. En masse afstødte småkoraller er skyllet i land og danner øen, som de højeste steder når 8 m over havoverfladen, lagunen er 10 m dyb. Der er et enorm rigt fugleliv, og fuglene var helt ligeglade med os – vi kunne ae dem og tage dem op, hvis vi ville. De pudsigste var de en halv meter store hvide suleunger, der bare stod der ret op og ned på koralbankerne, helt dunede og fluffige som en stor hvid tot tvist. Nogle små fine hvide fugle havde det dovne islæt slet ikke at have nogen rede, de lagde bare ægget direkte på en vandretliggende stamme, dog med en lille revne eller fordybning, så ægget ikke trillede ned. Vi så også en unge ligge sådan på en gren. Andre brune havfugle lagde deres reder direkte på jorden, dvs. korallerne – nogle lidt i læ bag en stamme, andre med lidt tang omkring, som skærmede. Der var mindst to pr. m2, så vi skulle virkelig passe på, vi vadede i fugle, da vi udforskede øen.
Vi tændte bål og stegte fisk og grøntsager over ilden. Mætte og tilfredse snorklede vi rundt og dykkede ned til et skib Arcadia, som forliste i 1881. Vi fandt kobberspiger og –stykker og så gamle jernknæ ligge hulter til bulter mellem koøjer overgroet med koraller. Vores rigtige sømænd faldt i svime over en ægte jomfru i dybet! En jernomviklet trætalje med tre huller, behøver jeg sige mere!
En af drengene harpunerede en fisk, og blodet derfra tiltrak 4 hajer, den største 2 m, de svømmede mellem korallerne ca. 1 m fra strandkanten. Alle stirrede betaget på dem, de kunne være farlige, stod der i guidebogen, men det var først vel ude på båden igen, at det gik op for Karina, at det måske kunne have været farligt, da hun havde svømmet de 300 m i land fra båden, og at hun i grunden var bange for hajer. Jeg har en frygtelig respekt for hajer og får tics i dykkerbrillerne, bare jeg mærker min egen sparkebølge bag på lårene, når jeg snorkler omkring. Men de fleste hajer er små og ikke farlige, især ikke de white tipped og de black tipped – det står også i guide bøgerne, men kan de læse, hajerne, jeg spø´r bare?
Pitcairn Island, fredag den 04.08.06
Det blæste for meget til landgang. Vores brave garvede sømænd måtte skiftes til at holde ankervagt om natten. Næste dag fyldte skibets ”benjamin”, Jakob 20 år, han blev vækket med fødselsdagssang og pandekager. Måske var det fødselarens skyld, at vejret artede sig, så vi kunne komme i land. Halvdelen af besætningen af gangen, så der hele tiden var nogle ombord, der kunne lette anker, hvis vejret udviklede sig. Det blev til et fire timers besøg for hver af os. Øen virker fra havet utilnærmelig, som den stiger næsten lodret op fra dybet. Den er meget grøn, og når man er vel inde, åbenbarer der sig den mest fantastiske bounty-ø. Bounty betyder skat, og der er alt, det bugner af frodighed. Her lever ægte efterkommere fra mytteristerne på skibet ”Bounty”.
I 1789 sætter Fletcher Christian, leder af mytteristerne, skibets kaptajn Bligh og 18 besætningsmedlemmer i redningsjollen, og mytteristerne bosætter sig på Pitcairn. Historien derom er lang og spændende, filmatiseret x 3 og skrevet bøger om x flere. Læs og se selv, senest med Mel Gibson i hovedrollen.
Det er den første stillehavsø, der blev britisk, og hvor alle voksne fik stemmeret, incl. kvinderne! Der bor 41 mennesker der, de taler cockney-engelsk, står der i guidebogen. Det var helt dejlig at snakke engelsk igen, og det var nu ganske almindelig engelsk, de talte. En af deres bjerg/bakkesider kaldes Hill of Difficulties, og det var meget betegnende. Vi blev afhentet i små ”APV´er”, all purpose vehicles, og det var nødvendigt! De glade og gæstfrie folk kunne næsten ikke forestille sig at have undværet dem. Vi humpede og skrumlede op og ned og mest meget stejlt op over bjergkammen og kom til sidst om til deres lille by Adamstown, opkaldt efter den sidst overlevende mytterist. Der kommer fragtskib x 4 årligt. Jeg besøgte deres lille Health Center, hvor der er et par sygesenge, laboratorium med autoklave, tandlægeklinik og lægeklinik. Der er en læge tilknyttet, de fleste fra New Zealand, 3 mdr. af gangen. Der havde for nylig været én fra Tyskland. Lægen kan i nødstilfælde hele tiden træffes på VHF, et dejligt job, som ferie, sagde den nuværende kvindelige læge, vi senere mødte. Ved ulykke kaldes Mayday til alle skibe, og så bliver man sejlet til nærmeste lufthavn eller Tahiti og evt.derfra fløjet til New Zealand, som øen er tilknyttet. Beboerne er 7dags adventister.
Øens øvrige historie er barsk med evakueringer op gennem tiden grundet overbefolkning og fødevaremangel. Inden for de seneste år har der vist nok været nogle incest tilfælde, som vi dog ikke spurgte ind til.
Beriget med gæstfrihed, munterhed, passionsfrugter, appelsiner, bananstok og papayas skyndte vi os tilbage til de tiltagende bølger og et ventende skib parat til afgang.
PS. det skal lige nævnes, at Troels Kløvedal aldrig har været på Pitcairn!
Mangareva, torsdag den 10.08.06
Fransk Polynesien er som små knappenåle øer med palmer på i Stillehavet. Det strækker sig i en trekant fra Hawaii, New Zealand til Påskeøen. Der er 118 øer, 76 ubeboede. Hvis man lagde Fransk Polynesien på Europa, ville det fylde fra Stockholm, London, Madrid til Bukarest. Der er 5 øgrupper og det totale areal er kun 3500 km2.
I hjertet af Fransk Polynesien ligger Tuamotus – en verden for sig. De 77 atoller strækker sig1500 km fra nordvest til sydøst og 500 km fra øst til vest. Den nærmeste ø er ca. 300 km fra Tahiti. Disse koralringe er blevet til af intens vulkanudbrud og strøet ud som konfetti på det dybblå hav. Der bor ca. 1000 mennesker i alt.
Vi sejlede til det sydlige af øgruppen, Gambier Islands, Mangareva (den største ø) og ankrede op i lagunen. Det beskyttende rev omkring øerne er ca. 90 km i omkreds. Så lå vi HELT STILLE. Dejligt! Her skaber man sig sit eget eventyr: snorkler i lagunens transparente turkis vand, kigger på koraller og fisk, solbader på atollen, går på opdagelse i historien og naturen. Hibiscus så store som træer står ved siden af kokospalmerne direkte ved vandet, hvor de taber deres blomster ud i lagunen, og de flyder nikkende hen til skibet ca. 10 m derfra, og det er skønt at høre hanegal, børnelatter og hundeglam fra land. Små huse på pæle ligger strøet som perler på en snor rundt om øerne, her ”dyrkes” de berømte sorte perler – jeg måtte gøre en lille handel.
De unge har ikke vind nok til kite-surfing, men de bruger brættet til vandski efter dinghy´en. Det ville jeg også gerne lære. Du skal bare blive ved med at holde godt fast i håndtaget, selv om du får hovedet under vand i starten, fik jeg at vide, og ret ryggen, og pres fremad med den forreste fod og så af sted….. nu kan vi piger jo godt gøre flere ting på en gang…..så jeg blev spurgt, om jeg var ved at dykke, da jeg ikke længere kunne holde vejret og til sidst måtte slippe grebet langt under vandoverfladen. Men i andet forsøg fløj jeg hen over vandet i tilbagelænet stil, lige indtil jeg skulle forcere en næsten tsunami stor bølge – så røg jeg i – sjovt var det.
Her er slet ingen turisme eller internet, ikke en eneste souvenirbod, perlebod eller bar, det er ret svært at forestille sig at være sådan et sted, at driftige folk ikke har gang i et eller andet for at tjene penge, næh… folk er meget tilbagelænede og flinke og de taler kun fransk og en afart af polynesisk.
Søndag den 13.08.06
Jeg havde for nogle dage siden foreslået en lille kabaretaften, hvor de, som havde lyst, kunne optræde med et eller andet for at få en anderledes aften, så vi kunne hygge os med lidt ekstra god mad, drikkevarer ad libitum og lære hinanden at kende på en anden måde. Det blev en hyggelig aften med sketch, hjemmelavet sang om livet ombord og skibets sangbøger blev hevet frem. Emner er der nok af. Vi er 3 generationer samlet med deraf vidt forskellige interesser. Nogle af os har læst B.S´s bog om livet på kanten, andre er i gang med den, mens andre troede, at det var poeten B.S. Ingemann, der var tale om og ikke B.S.Christiansen.
Vi var med til en lille lokal fest mandag den 14.08, da den kvindelige franske højkommisær fra Tahiti kom forbi og indviede et nyt bibliotek og der blev holdt nogle politiske taler. Festligt og flot og helt lokalt – ikke noget lavet til turister – der var dans og musik af først små udklædte piger i overdel og skørt lavet af trevlede bananblade, dernæst unge mennesker udklædte i kokos bast – det var meget sensuelt og graciøst. En 2 m høj transvestit havde swing og overblik til at styre både orkester, dans og løjer. Spørg ikke hvorfor, men jeg har læst i Lonely Planet, at ofte opdrages den ældste dreng som pige – mit eget gæt kunne være, at familien vil være sikre på at få rigtig omsorg og hjælp, når de bliver gamle…. Her på Roselina kunne vi nok trænge til lidt mere ”gender bender” iblandt besætningen…..2 piger og 7 drenge…..
Onsdag den 16.08.06
Vi lettede anker mod Tureia, som ligger på vejen til Tahiti, men da vi kom dertil efter et par dage, var der for meget vind til at ligge udenfor atollen og for lidt vand i passet til at vi kunne gå igennem. Vi mødte og talte med nogle fiskere derom – øen er end ikke opmålt på søkortene .Fiskerne var så venlige at forære os en af deres friskfangede tun på 15 kg – deres mindste, heldigvis. En fantastisk fisk, fuldstændig strømlinet. Den kan ligefrem nedfælde rygfinnen, og sidefinnerne kan også lægges ind i fordybninger hen langs siderne – et flot stykke ingeniørkunst, der rigtig lægges mærke til og kommer til sin ret i så store dimensioner. Ved at se på fiskernes kæmpetykke liner og hjul, er det nemmere at forstå, at vi mister en del kroge og liner, da de tykkeste, vi har kunnet få fat i, er 2 mm tykke. Fordi vores fryser er kaput, så har vi tilberedt tun på 1000 måder og næsten spist det morgen middag og aften.
Turen gik videre til næste ø Hao, hvor franskmændene havde base under atomprøvesprængningerne – ikke på grund af det, men det skulle være muligt at ligge inde i atollens lagune. Heldige var vi for en gangs skyld at komme lige ved højvande kl. 13.00, så vi kunne gå gennem passet, hvor der kan være op til 10 knobs strøm. Første nat lå vi ved en bøje derinde og det blæste op til 15 m/s inde i lagunen. I dag har vi været i land med dinghy´en og lodde dybden inde ved kajen, og der er lige nok vand til, at vi kan lægge til, så for første gang i tre måneder ligger Roselina til kaj. Det er blevet fejret med ”kolde” øl. Vandet er 24½ grader og luften varmere, da solen i dag skinner fra en skyfri himmel.
Der er et lille supermarked her – i aften skal vi have lammekølle og nye kartofler! Tænk sig, hvad man kan få af ting, som de forvænte danskere hungrer efter og overvældes af i det lille udbud.
Der er en skriver én internetopkobling her på øen…wauw! Så derfor får I dette brev nu, inden det bliver længere…..
Kirsten