Agten for tværs
6/10 midt på dagen
Jeg er lige søgt ned i skyggen, under dæk, til computeren, da min hud på ryggen er begyndt at boble som nystegt flæskesvær, efter et par timers rortjans. Der er tale om den mest vidunderlige sejlads. 5 m/s agten for tværs, blide lange dønninger, sol, enkelte vattotskyer – og Bora Boras kontur ret forude – kurs 309. Vi har alle sejl sat.
Et par suler ses i doven glideflugt over mesanmasten. Om bagbord ses Raitea og Tahaa øernes grønne skråninger, og havet er blåt blåt blåt – som Brits lapis lazuli ring. Med denne fart kan vi ikke nå frem til Bora Bora før det bliver mørkt. Det bør vi. Der er kun én passage ind igennem revet, og det er ikke anbefalelsesværdigt at besejle den slags koralkorridorer i mørke. På den anden side. Det er fuldmåne.
Det har været en dejlig uge. På intet tidspunkt har jeg anet hvad klokken var – og det er da også kun efter længere tids summen, at vi når frem til rette ugedag. Det tog os ikke lang tid at falde ind i rytmen ombord. Og den er unægtelig anderledes end hjemme.
Brit og jeg sover fortsat på dækket – og vågner ved daggry hver morgen. Så har vi også fået en god 10 timers søvn – for den er sjældent over 20, når vi puster luftmadrassen op… (jeg har dog det princip, at jeg IKKE går tidligere i seng end Katrine på knap 2 år). Er søvnen lidt urolig, slår man øjnene op til den der vilde stjernehimmel. Ligger man på ruffet kan man se ud over vandet, som flere nætter har været spejlblankt og badet i måneskin i vores lagune.
Vi har ligget nogle dage ved Huahine. Først nær den meget søvnige eneste lille by Fare, senere ud for en idyllisk lille palmestrand ved den næsten ubeboede Huahine Iti halvø. Meget idyllisk. Man hørte blot junglelyde (fugle), og en kontinuerlig lavfrekvent brusen af surfen mod revet, som omgav vores lagune (-når altså generatoren ikke lige kørte, hvad den desværre må gøre flere gange om dagen). På Huahine er tiden gået med læsen og dasen og dykken, soven og spisen, snorklen og svømmen og snakken. Vi har også prøvet at fange fisk, men det går bare ikke særligt godt for os. Og vi har endda set gennem egen dykkerbrille, at der er MASSER af store fisk overalt. På vort dyk forleden var vi i centrum af en kæmpestime jacks, og senere omgivet af over 20 pænt store grey reefsharks. Men de bider heller ikke!!
7/10 – årle morgenstund
Det blev for varmt at sidde under dæk og skrive i går, så jeg satte mig tilrette på dækket i storsejlets skygge, med min rejselekture (Tales of Love and Darkness, af Amos Oz, – hermed anbefalet på det ihærdigste). Det er skønt at have tid til at læse. Andre medbragte bøger venter (må ikke være medslæbt forgæves) – selvom Roselinas bibliotek er særdeles voluminøst. Fx har Troels Kløvedal foræret signerede kopier af alle sine bøger – han er jo ven og nabo til en af ejerne, Lars Aaby Jensen, hvis ”På Valsen med Kraka”, om hans jordomsejling, som endte med forlis i Røde Havet, også er at finde her i et noget flosset eksemplar.
Nå, men i går blev der tid til et par skyggefulde kapitler, inden Brit og jeg gik i gang med madlavningen. Det er sin sag i en sejlbåd, der hælder, men vejret var jo ikke hårdt, så det gik fortrinligt. Man skal lige vænne sig til at karte rundt på gulvet, og til et søkomfur, som hele tiden står og gynger, så grydens indhold er i vater. Men det blev en god Lamb Curry, – og midt imens vi stod der og smagte til, måtte vi på dæk, da der blev råbt ”Så er der hvaler!”. Et par killer whales (tror vi nok), sprang op af vandet, så de kunne blive foreviget med Bora Boras højeste bjerg som baggrund. Wow!
Men nu er det jo ikke første gang vi ser hvaler. Da vi kom til Moorea i sidste uge, havde vi kun akkurat kastet anker, og sad med en ankomst Nescafe (…!) – da en stor hval dukkede op ved vor skibsside, og sendte et mægtigt blås som velkomsthilsen. Fantastisk, den var indenfor revet, og måtte ud igen samme vej efter et kvarters tid, så vi kunne følge den tæt. På Moorea snorklede vi med store stingrays, som er blevet menneskevante af at blive fodret. De var bløde som velour at mærke på, og virkede nærmest kælne. En fin oplevelse.
I går blev vi fulgt ud igennem passagen i revet omkring Huahine af 2 delfiner, som fulgte os legesygt ved stævnen i nogle minutter. Det er ikke svært at forstå, hvorfor sømænd altid har været så glade for at møde disse skønne dyr, de virker helt menneskelige.
Forleden, da Tove, Claus, Brit og jeg tog dinghy´en ud for at prøve at fange noget i skumringen, så vi en stor Manta Ray, som dovent plaskede rundt i vandoverfladen.
Menneskelige skabninger har vi også mødt en del af. Særligt indtryk har det noget specielle folkefærd – de såkaldte ”Yachties” – gjort. Det startede med, at vi mødte et svensk ægtepar i tresserne, som med deres lille sejlbåd Hilda lå på samme ankerplads på Moorea. Roselina havde mødt Hilda tidligere, på vejen fra Panama – (sådan er det ofte), så de var kendt af skipper og Kirsten. Det var et glædeligt gensyn, så der blev inviteret på Nescafe, og bløde småkager. Et dejligt par, fra Gøteborg, Lisbeth har arbejdet sammen med min tante Kerstin i socialforvaltningen i Stenungssund engang i tidernes morgen – sådan er der så meget, og Verden bliver mindre og mindre.
Nå, men de der Yachties er altså ægtepar, som sælger hus og møbler og alt hvad de ejer og har, rigger en sejlbåd til, og sejler ud på det blå. De har som regel blot tænkt sig at sejle et par år, men Lasse og Lisbeth har nu sejlet i 3 år, Garreth og hans kone, (canadier og englænder) siden 2000, og sidst men ikke mindst Les og Dianne fra Sydafrika (et par vi var en del sammen med ved Huahine Iti, og som Roselina tidligere havde mødt på Galapagos), som har været af sted i 12 år! Men nu har Dianne altså også fået totalt spat. Af båden, som er en elendig lille utæt plimsoller, – af hurricanes, – og ikke mindst af sin mand… I could kill him, sagde hun smilende, – og hun mente det. Den båd skal sælges, og det kan kun gå for langsomt. De er på vej til New Zealand, for at slå sig (eller hinanden) ned.
De var godt nok søde, vi havde dem ovre til single malt den sidste aften, – og der falder mange skægge anekdoter af, sådan en aften. Les skulle for nylig have sine pæne sko på for første gang i 12 år, men de gik helt op i limningen, så han endte med et par læderflapper snøret omkring anklen.
At dømme ud fra hvad de fortalte, må det frie liv til søs tiltrække en del originaler. De havde bl.a. mødt en pensioneret tandlæge, som havde monteret en komplet tandlægestol i kahytten, og således kunne klare sig ved at tilbyde en tandudtrækning for en tun, og den slags.
Livet om bord er ind til videre trygt og forudsigeligt. Vi har haft en anelse drama den første nat på Moorea, hvor det blæste op, og vi begyndte at svaje for alvor. Vi blev purret op af skipper Polle, for at bemande ankerspil og kædekasse, da det viste sig, at vi ikke kunne starte den ene motor. Det var lidt nervepirrende på et tidspunkt, da kun Garreths dinghy tjente som fender mellem vore både, og vi skulle finde en ny plads i mørke blandt store koralformationer. Vi fik smidt ankeret et sikkert sted – og Polle drønede næste dag til Tahiti med færge, for at få fat i en ny starter. Det kunne han ikke – så nu er det klaret ved, at starteren er skiftet fra styrbords motor, til bagbords, som har lænsepumpe. AC, som gerne skulle påmønstre i dag her på Bora Bora, har en frisk starter med hjemmefra Dannevang.
De har nu arrangeret sig smart i dette Roselina foretagende. Skipper Polle, er maskinmester. En anden medejer er bådebygger (har bygget skibet), en tredje er sejlmager, en fjerde computerekspert (hvorfor kommandocentralen her, er udstyret med lækre dingenoter, som fladskærm på væggen, og andre nødvendigheder), en femte er revisor, en sjette er tømrer, en syvende er maskiningeniør osv.
Det er jo ikke fordi vi har sejlet så forfærdeligt meget endnu, men jeg begynder at få lidt forståelse for dette ædle håndværk. Det er ikke nogen nem båd at lære at sejle i, da der jo er flere master, og derfor særlig sejlføring, flere fald og skøder at tage fejl af, og da det er en stor båd, er alt stort og lidt uhåndterligt. Men jeg stiller uhyre mange dumme spørgsmål, og skal nok komme efter det. Det der med at holde en kurs er ligesom i Olfert (min egen lille motorbåd), men at læse dravater og låringsvind (kunne jeg godt bruge lidt af), og trimme kicker, og bagstag, og have styr på agterlig, rovsende tørn, og skødbarm og faldbarm (her er ikke pikfald), på gaj, frølår, kapstaner og kutniggere, på sin klabuf og på sin pjark, og den slags, er i sandhed et nyt univers. Møffen kan være streng, og her er ikke plads til krumholtsgaster.
Det var en eventyrlig indsejling til Bora Bora. Først var der jo de der hvaler, og derudover en fantastisk fuldmåne, og en fantastisk, nærmest kitschet solnedgang – og oveni det hele fangede vi en fin størrelse yellow fin tuna. Vores første! Hurra. Nu har vi knækket koden. slut med blot at se dem hoppe rundt omkring os). Det var en særlig fornemmelse at styre båden ind i lagunen her, – det er den rette måde at ankomme til øen på.
Det er lidt af en omvæltning fra vores fredelige egen lille bugt. Der er honeymoon resorts overalt – og der var musik og trommedans fra barer langs kysten. Her til morgen startede vandtaxierne tidligt. Stedet er dedikeret til turismen, – så vi bliver her nok ikke mere end et par dage. Dog længe nok til at cykle rundt om øen (det gjorde Brit og jeg også på Huahine – 2 km 15 % stigning i 30 grader… – der blev trukket en del…) – til at hike op på en klippetop og beundre udsigten, til at dykke (shark-feeding skulle være most thrilling…) og til at få vasket hår i ferskvand, sendt rejsebrev fra internet café, drikke kolde øl på strandbarer, eller paraply drinks i et af verdens ABSOLUT mest fashionable resorts. Det må prøves – har tænkt mig at prøve at crashe deres swimming pool…
Herfra går det mod Cook Islands – hvad der kommer til at byde på rigtig sejlads, i dagevis uden landkending. Det glæder jeg mig også til.
Det var alt for nu. Der er en ø og en lagune, der skal udforskes!
Kærlig hilsen
Mette Marie