Og et synkefrit krigsskib
Mandag d. 27/3
Så er skipper atter skiftet ud, og jeg (Troels) er tilbage efter et par uger i køleboks (Danmark i marts). Hvor er det skønt at komme tilbage til troperne og blive varmet igennem.
Når vi har gaster, der skal i lufthavnen, er det ofte, at vi lejer en bil i stedet for at benytte en taxa. Dem, der skal til og fra lufthavnen, deler så normalt billejen, og det giver os andre mulighed for at benytte bilen til en udflugt, og på den måde bliver lufthavnsturen her endda noget billigere.
I går morges lejede jeg så en jeep, og Carsten, Gitte, Jesper og skipper (Troels) tog op for at se ”The Caribbean’s only drive in volcano”. Og det er faktisk ikke en gang løgn, man kan køre helt op ved siden af vulkanen. Den aktive del ligger i bunden af en vulkan, der senest har været i udbrud for et par hundrede år siden, og den består nu af en række bade med kogende vand, hvorigennem der bobler en masse svovl. Det ser fantastisk imponerende ud, men svovllugten er noget ubehagelig, det er som om jorden har dårlig ånde. Vi fik en sød lokal guide, og det var virkelig spændende. Bl.a. fortalte hun om, at det ville virke mod myggestik at bade de ramte dele af kroppen i det varme, mineralfyldte afløbsvand fra vulkanen, og vi foreslog jo straks Jesper at forsøge. Hans hænder har set forfærdelige ud efter en allergisk reaktion som følge af for mange myggestik, og ud over antihistamin sku’ svovlmudder altså ha’ en virkning.
Efter en tur op til besøgscentret, hvor vi så video og en flot udstilling om St. Lucia og især om Soufriere-området, stoppede vi så på vej tilbage ved en bro over et lille vandløb. Under broen var de helende svovlbade, som Carsten og Gitte satte sig i, og Jesper smurte sig ind i det gråsorte mudder fra bunden af vandløbet. Vi håber virkelig, at det hjælper.
Om eftermiddagen kørte jeg Hans og Lone til Hewanorra Airport, og det var så meningen, at jeg skulle samle min søster, Estrid, op. Men nej, flyet var forsinket, faktisk 5 timer. Jeg kørte så den lange tur tilbage, nej turen er egentlig ikke så lang – vel under 40 km – men det tager det meste af en time, da der er en del klatren med hårnålesving. Tilbage på vores guest house, som vi havde lejet for ca. 100 kr. pr. døgn pr. mand fik vi pakket og gik så ned til Dinghy-dokken, hvor de andre blev samlet op, og jeg kørte selv straks tilbage til Hewanorra, inden det blev helt mørkt. Nå, men efter en yderligere times forsinkelse lykkedes det så. En meget træt søster blev efter næsten et døgns rejse læsset ind i vores jeep, og vi begyndte tilbageturen.
Næste morgen aftalte vi at blive endnu en dag. På skippers morgenrunde opdagede han, at vores fortøjningsline var ved at blive gnavet over, så den blev omgående skiftet. Inden skipper afleverede bilen, blev den fyldt til randen med Ib, Jette, Preben, Jens Peter, Gitte og Nanna, som blev kørt op til vulkanen. Estrid og jeg gik så en tur op til Diamond Falls i Soufriere Estates helt fantastiske tropiske have. Kan klart anbefales. Så foretog vi indkøb og sejlede tilbage til båden. Vi var løbet tør for vand, men fandt ud af, at vi kunne bunkre olie og vand i Soufriere, så da alle atter var om bord, sejlede vi ind til dokken. Det lykkedes os at bunkre fuldstændigt uden oliespild på dækket – det er vist første gang. Vi fik god hjælp med bunkringen af Pascal, én af de lokale, som ellers mest beskæftiger sig med at udskære Calabasskaller. Han fik 25 EC$ og ud over hans hjælp fik vi to af de smukt udskårne skaller, hvoraf den ene straks blev lavet om til beholder til opbevaring af hvidløg.
Gitte og Jens Peter havde booket et værelse på det lækre Hummingbird Resort i det nordøstlige hjørne af bugten, og vi fik lov til at ligge ved deres dok for at aflevere dem. Efter aftensmaden tog de fleste af os ind for at hygge os i baren sammen med dem, men desværre (eller måske heldigvis – for det var lidt dyrt) blev vi bedt om at gå kl. 23.
Tirsdag d. 28/3
Frisk fra morgenstunden kastede skipper sig ud i bølgen blå for at snorkle lidt. Det viste sig at være et helt fantastisk område, hvor klippen nogle steder går næsten lodret ned til 200 m (The Hummingbird Wall). Der var også nogle undersøiske gasudledninger fra sprækker i klippen, og der var meget smukke koralformationer. Det var virkelig en oplevelse, og det må også være rigtigt godt til flaskedykning. Der er også en flagermusegrotte, hvor de store flagermus, som jager i vandoverfladen om natten, holder til om dagen.
Preben rensede fryseren, efter at den er blevet afrimet, og Estrid og Jesper tog i byen for at proviantere. Da de kom tilbage, var solsejlene og bompresenningen taget ned, og vi ved at være klar til afgang. Gitte, Jens Peter og Nanna kom ned for at sige farvel, og da de gribende afskedsscener med mange gange på gensyn var overstået, slap vi fortøjningerne og samlede ankret op.
Det var dejligt vejr, men vinden er jo lidt springende på læsiden af øerne. Skipper og Ib gik om læ for at rense impelleren til loggen, som sad fast. Derefter gik vi i gang med at gennemgå indholdet af køleboksen. Vi fandt blandt andet én af vores plastbokse med låg med et lidt ubestemmeligt indhold, og Jesper, som lige kom forbi, blev bedt om at smide det i vandet. Han går frisk op på dæk og smider hele beholderen ud, så nu glæder vi os til en omgang kvajebajere 🙂
Omkring 1530 ankrede vi op i Rodney Bay. Snart fik vi besøg af en dinghy fuld af danskere fra Epoke en 42 fods stålketch. Vi fik desværre ikke snakket så meget, da den noget sene frokost stod på bordet, men vi håber at møde dem senere. Bagefter tog Jesper, Dirk, Estrid og skipper ind for at checke mail og proviantere lidt. Der blev også lige tid til en forfriskning ved en af de mange barer i lagunen. Lige inden solnedgang gik turen atter mod Roselina, og vi nød en helt fantastisk solnedgang med tydeligt ”green flash”, hvor den øverste del af solskiven farves tydeligt grøn, lige inden solen forsvinder bag horisonten.
Onsdag d. 29/3
Estrid og skipper ind for at checke ud og købe et par ting i den meget veludstyrede skibsudstyrsforretning. Ved titiden gjorde vi klar til afgang. Vi satte storsejlet med ét reb og genuaen, og snart susede vi derudad for en halvvind. Det var en fantastisk sejlads, og Jette fortalte at hun kom til at græde af glæde. Efter en times sejlads fangede vi en pæn barracuda, så nu var aftensmaden reddet. Syd for Martinique passerede vi Diamond Rock, og Jette fandt en guidebog og læste op for os:
Diamantklippen ved landsbyen af samme navn er en 180 m høj klippe ude i vandet, som er tilholdssted for havfugle. Før i tiden var den tilholdssted for snurrige englændere. I 1802 satte man 120 marinesoldater af på klippen og lod dem bo i huler og grotter.
De placerede kanoner på øen, og så var der vel ikke noget mere naturligt end at udnævne klippen til krigsskib. Den blev officielt registreret som HMS Diamond Rock. I 17 måneder sejlede skibet, som nok var det mest synkefri, verden endnu havde set. “Skibet” generede franskmændene med utallige angreb og var umuligt at indtage. En fransk admiral blev dog klippeskibets banemand. Han satte en masse tønder rom på en tømmerflåde og skubbede den ud mod klippen. Det blev englænderne glade for. Og da de var helt bedøvede af den gode rom, ankom franskmændene og indtog klippen. Siden har også den været fransk.
Ved indsejlingen til den bugt, hvor Fort de France ligger, mødte vi atter Epoke, som sejlede lige foran os. Skipper, som ellers påstår, at han ikke interesserer sig meget for kapsejlads, beordrede straks rebet taget ud, og af sted gik det med Ib som rorsmand. Vi fik nogle rigtigt gode billeder af dem, da vi passerede. Inde i bugten tog vi fiskesnørerne ind, og det viste sig, at det ene blink var bidt af. Det var for sent at checke ind, så vi blev nødt til at blive på båden. Preben og skipper monterede finner på den nye påhængsmotor, så dinghy’en nu planer meget hurtigere. Vi tog så ud på prøvetur og smuttede lige forbi Epoke for at invitere dem over. Kl. 2000 ankom Kim, Torben og Ida, og de havde endda taget en flaske pastis med. Vi fik lidt øl og en masse rum punch, og inden gæsterne var gået, havde vi faktisk også drukket gaven. Men det var en rigtigt hyggelig aften med mange gode grin, og Kim fik billederne med sig.
Torsdag d. 30/3
Skipper tog ind for at checke ind. Her er det fantastisk nemt. Man går ind i en skibsudstyrsforretning en lille gåtur fra Dinghy-dokken, udfylder et enkelt ark, og så er alt i orden. Da jeg kom tilbage til båden, var de fleste klar til at tage på power-shopping. Fort de France er den største by i de franske Antiller, og her er lækre forretninger i rå mængder. Det er virkelig spændende bare at gå rundt. Menneskerne her er generelt meget smukke og modebevidste – det virker som en slags chokoladefarvet Paris med evig sommer. Estrid havde Jesper på slæb det meste af dagen. Efter at hans myggestik er ved at gå over, har han uheldigvis udviklet klumpfødder, og Jespers uheld stopper ikke der. Efter dankortsvindlen i Kvickly i Helsinge har han fået nyt dankort, det lykkedes ham at indtaste koden til kortet forkert tre gange, og så blev hans konto spærret, ærgerligt, ærgerligt. Vi er begyndt at vædde om, hvad der går galt for ham næste gang 🙂 Der var også tid til at besøge Lina’s sandwichrestaurant. Det er bare for skønt være kommet til en fransk ø.
Ib og Jette stod for aftensmaden – lækre lår med kokossovs, uhmm. Efter maden og opvasken blev der igen gjort ihærdige forsøg fra Carsten, Gitte og Dirks side på at finde en fjerdemand til et spil whist, denne gang vist uden held, så nu begynder de at spille et tremandsspil.
Troels