Nevis

Nyt år og nye gaster

Det er torsdag aften, og vi er ankret op ud for en rigtig lækker sandstrand med palmer nord for Charlestown, som er hovedbyen på Nevis.

Nytåret medførte selvfølgelig et lidt stramt program, især fordi vi aftenen inden besluttede at lave grillaften på stranden. Det blev en fugtig tur, selvom det ikke regnede, og alle hyggede sig voldsomt omkring både bord og bål med guitarsang og megen klog snak. Nytårsaften blev selvfølgelig alligevel fejret efter alle kunstens regler med mad og vin og skum kl. 24 og efterfølgende dans til den lyse morgen på den lokale klub Abracadabra, som klart kan anbefales, hvis man har den slags tendenser. Efter at have overstået nytårets strabadser fulgt af den obligatoriske søndagstur til Shirley Heights med et rigtigt godt steelband og lidt for dyr mad, var det endelig tid til at komme i bevægelse igen.

Den anden januar sagde vi farvel til Jørgen, Jørn, Mads, Mia, Lasse og Linne, og nu sejler vi, det vil sige Lars, Ulla, Sofie og Rasmus Gars Holm, Max, Dirk og skipper under rene luksusforhold med masser af plads om bord. Der er dog også ulemper forbundet med den manglende besætning. Vi sejlede en natsejlads fra Antigua til St. Eustatius (Statia i daglig tale) og pludselig var der meget få timers søvn til rådighed, og det var en meget spændende sejlads, for der var vind op til 20 m/s og ret store bølger.

Tidligt om morgenen samlede vi en bøje op ud for Statia, hvor hele området omkring øen er en “Marine Park” med virkelig gode muligheder for dykning. Vi nøjedes dog med at snorkle en tur om morgenen inden afgang, da vi brugte det meste af den første dag på at komme os oven på den manglende nattesøvn samt på en tur i byen, hvor stort set alle mennesker hilste på os, så der kommer vist ikke så mange turister her. Udvalget i byens supermarked var heller ikke overvældende, men der var en fin stemning i Oranjestad (Statia er en gammel hollandsk koloni), og angiveligt nogle rigtigt gode vandrestier op til toppen af den udslukte vulkan, som øen er dannet af.

Den nye stil om bord førte til, at selv Dirk og Max kom tidligt op for at snorkle den efterfølgende dag, hvor vi blandt andet så en rigtig stor ottearmet blæksprutte samt et kanonløb, og kl. 10 tog vi af sted mod St. Christopher (kaldet St. Kitts) for at checke ind i hovedstaden Basse Terre. Det viste sig at være en noget kompliceret affære, hvor det er nødvendigt at gå til Customs office, Harbormasters office samt til Police office, som ligger flere kilometer fra de to første kontorer. Men efter at have betalt adskillige gebyrer og gået en længere tur i byen havde vi endelig de alle de nødvendige stempler på papirer og i pas til at vi kunne få lov til at sejle en lille tur længere sydpå til en rigtig lækker ankerplads kaldet Ballast Bay, som vi havde helt for os selv.

På rette tidspunkt blev der serveret sundowners, og efter aftensmaden blev der delt jetoner ud, og så gik det derudad med et par spil Texas-hold-’em-poker, som snart fik sat adrenalinniveauet i vejret hos de deltagende, og især Sofie og skipper syntes godt om spillet 🙂 Det lykkedes dog alligevel af få endnu en morgen, hvor besætningen var oppe tidligt for at snorkle – dvs. familien Gars Holm, så Dirk lidt senere, men Max nåede det aldrig. Revet, som de snorklede på, var meget spændende, og de så blandt andet en stor rokke.

Så blev der lettet anker igen, og vi satte kursen mod Nevis, som er anden halvdel af landet, som består af de to øer. De har dog kun immigrationsmyndighederne til fælles, toldmyndighederne skulle atter besøges ved ankomsten til Charlestown. Det gik dog ret let, og hele besætningen kunne tage med ind til byen, hvor vi brugte et par timer. Her er der også en god stemning, men udvalget i supermarkedet var heller ikke overvældende. Det lykkedes dog for Ulla og Lars at få hentet noget kød fra bagbutikken, og der var også et lille frugt- og grøntmarked, så der blev provianteret, så der var mulighed for aftensmad af passende høj kvalitet, for også de nye gaster er meget interesseret i mad 🙂

Øerne, som vi besøger i denne uge, ligger lidt uden for standardruterne for lystbåde i Caraibien, og her er ikke så turistpræget. Men her er meget smukt, og i morgen gælder det så Montserrat, som er spændende, fortrinsvis på grund af en aktiv vulkan, der har været i udbrud siden 1995 og har lagt halvdelen af øen, inklusive hovedstaden, øde.

Skriv et svar