Roselina løber af sted med 8-9 knob for fulde sejl med lidt slæk på skøderne.
Hun duver blidt i Stillehavets dønninger for en gang i mellem at give et ekstra ryk, så bovvandet plasker op i underliget på genuaen.
Jeg står i pantryet og kigger ud af et åbent koøje, mens jeg laver mig en kop kaffe. Jeg kigger ud mod læ, og kan se henover skanseklædningen og ud på vandet, der brusende farer forbi kun en meter fra mig.
Månen stod tidligere på aftenen næsten i zenit, og gav et glimrende arbejdslys. Nu er det mørkt – rigtigt mørkt. Jeg bliver nødt til at føle mig frem på dækket.
Det eneste lys kommer i et grønligt skær fra instrumenterne og helt oppe i mastetoppen, hvor en hvid lanterne oplyser vores vindex og gør os synlig for andre skibe. Dem er der nu ikke mange af. En enkelt gang dukker en lille hoppende hvid lygte op over dønningerne. Det er sikkert en lille åben fiskerjolle med påhængsmotor og 2-3 personer ombord. De sætter drivnet herude 100 sømil fra land.
Og så er der morilden – den er helt fantastisk.
Morilden ligger som en lysende krans om hele skibet. Der er et glødende lys i bovvandet, i skummet omkring skibet og i kølvandet, hvor gløden kommer dybt nedefra. Oven på vandet glimter morilden som stjerner.
Hvis jeg kunne se Roselina udefra, ville jeg sikkert kunne se hele kølen som en lysende skulptur.
Bølgetoppene lyser i mørket, og delfinerne trækker de mest fantastiske lysspor efter sig.
Vi sejler på ækvator, og den sydlige himmelkugles stjernetegn begynder at dukke frem.
Nu hvor månen er væk, er stjernerne kommet frem i hobetal. Der er så mange stjerner, at jeg bliver helt svimmel af at se op på dem. Tværs over stjernehimlen ligger Mælkevejen som et lysende bånd. Afstanden til stjernerne er ikke ret stor herude på oceanet.
Nattevagten er et godt rum til gode tanker…
5. juni 2006
Hans