Det er aften – natten er startet, og vi bruser afsted for passatsejlføring med spilet fok og genua mod vest under fuldmånen, som næsten står i zenit. Roselina sejler skønt, når der er vind, og det har vi lige nu. 9-11 m/s er en fornøjelse, og vi nyder hvert minut med god fremdrift.
Det er den 4. december. Vi er nu på vores tolvte døgn til søs og halvvejs til Barbados målt på distance – forhåbentlig ikke på tid. Om ni dage skulle vi gerne være fremme. Det bliver en noget længere passage end planlagt. Jeg havde selv gættet på 17 dage, men det var inden jeg for alvor fik kigget på vejrkortene. Passaten har været svagere end normalt i år, og vejen til de rigtige passat-breddegrader har været kringlet. Et højtryk mellem Gran Canaria og Cap Verde fik os sendt godt afsted mod sydvest og ind under Afrikas kyst, for så blot at omklamre os med ingen eller meget let vind i flere dage.
Vi har været tålmodige og ligget næsten stille halve og hele dage, mens vi har skiftevis undret os, været irriterede og fået en storslået oplevelse med et så stort ocean så stille. Selvom turen nu bliver lidt længere end planlagt, er vi glade – også for den stille og besværlige tur langs Afrikas kyst og forbi Cap Verde øerne. Vi har svævet om natten i et funklende hav af morild under Mælkevejen med Orions bælte og Cassiopeia, og vi har badet og dykket ned i det uendeligt store dybt blå ocean og set solens stråler spille mod Roselinas undervandsskrog. Vi har set delfiner lege omkring skibet, vi har hilst på en hval. og vi har sejlet ind i en havskildpadde. Og imellem alle disse indtryk har vi langsomt bevæget os mod syd på de store rolige oceandønninger, der vidner om voldsomt vejr langt væk fra os.
På et tidspunkt fik vi nok – vi fik kuller af at komme ingen vegne, så motorerne fik en gang diesel, og vi gik støt med 7 knob i et døgn tværs gennem resten af højtrykket for at komme ud på den anden side ved Cap Verde til en smule vind i den rigtige retning fra nordøst. Langsomt byggede passaten op, men kunne ikke rigtigt tage sig sammen, og Roselina skal helst have noget tryk at løbe med vinden på – en slatten passat er en slasket affære med Roselina. Så vi tog et par dage på halv vind og agten for tværs sydover til 14 gr. nordlig bredde, hvor vejrkortet lovede mere stabil vind.
Nu har vi fundet vinden, men det er ikke helt stabilt endnu – faktisk lidt underligt. Passaten kommer og går – heldigvis med stigende styrke. Det er som om Atlanterhavet for tiden har glemt, at det er et ocean. Passaten er ustabil og ikke så kraftig. Søen er krap med korte urolige bølger fra mange retninger, og selvom vi lige nu sejler 7,5 knob med en hoppende fornemmelse, fordi vi mangler de store passatdønninger, så går vi kun 6,7 knob over grunden – vi har simpelthen fundet et bælte med modstrøm! De ækvatoriale havstrømme kan åbenbart heller ikke finde ud af, hvor de skal hen i år…
Nå – vi har stadig en god uges sejlads foran os, og den rigtige passat skal nok finde os, så vi kan få en ordentlig slædetur.
I mellemtiden nyder vi den storslåede natur under fuldmånen sammen med flyvefiskene, der også er lidt forvirrede og jævnligt lander på Roselinas dæk eller klasker ind vores fribord med et ordentlig bump. Vi vil helst have dem på dækket, så er der nemlig ikke ret langt til stegepanden – uhm 🙂
Fiskeriet kommer i stimer. Nogle dage med flere fisk – flest dage uden fisk. Når vi hiver en Dorado eller en lille Barracuda-lignende fisk op, er der fest og blodbad i styrebrønden og efterfølgende alskens friske retter fra Doradosalat til sashimi.
Omkring 500 sømil efter Cap Verde fik vi besøg af en fugl, som bestemt ikke hører til midt på oceanet – en guineafugl-lignende fyr med lange ben og tær. Charles – eller Charles von Philip, som han hurtigt blev døbt – var helt færdig, da han nærmest faldt ned på Roselinas agterdæk. Charles var dog ikke mere færdig, end at han kunne være kræsen med menuen. Havregryn, nej tak – brødkrummer, nej tak – kerner, nej tak – en luns frisk fanget fisk, ja tak… Efter et par timer fik Charles farve i fjerene og begyndte at spankulere rundt på dækket med en vigtig attitude mellem, under og over benene på os. Men Charles ville ikke bo i kassen, som vi lavede på agterdækket til ham. Han ville hellere balancere sin nattesøvn på rælingen, og næste morgen var han væk – tak for liftet – jeg finder selv vej til Barbados… det her går for langsomt 🙂
Dagligdagen og rutinerne har for længst indfundet sig – vi har snart været 14 dage til søs. Vi er tolv personer ombord, som er fordelt på fire vagthold. Døgnet er inddelt i fire nattevagter og tre dagvagter på tre og fire timer. Tre personer på hvert vagthold deles om opgaven med at styre, holde udkig, passe sejlene og skibet. Morgenvagten fra 0600 til 1000 har ansvaret for at spule dækket og tørre alle lakerede flader med ferskvand – det er både for at beskytte lakken, som har et hårdt liv med sol og salt og også for, at vi ikke slæber mere salt end højst nødvendigt ned i skibet. Vi gør i det hele taget meget for at undgå salt og fugt nede om læ.
Ferskvand er en kostbar ressource. Vores vandtank er på 1.200 liter, og vi skal være sikre på, at vi har vand til tolv personer i tre uger plus lidt ekstra. Heldigvis har vi en watermaker, som omdanner havvand til fint drikkevand. Vi kan producere 25 liter i timen, men det koster energi, som igen skal produceres med vores generator. Vi bruger meget saltvand til afskylning, noget til madlavning og til bad. Det fungerer fint at bade i saltvand, når man slutter af med at afsalte sig i 1,5 liter ferskvand. Vores badeværelse har verdens bedste udsigt – det foregår på fordækket med en pøs til at hive havvand op.
To dage ude fra Gran Canaria opdagede vi, at vores ferskvand var dårligt – det begyndte simpelthen at få en rådden smag. Vi tog en hurtig beslutning og adskilte vores vandtanke i to sektioner og tømte den ene for at fylde den op med frisk vand fra watermakeren. Da første runde gik godt, og slanger og filtre var blevet renset, kunne vi tømme den anden sektion og også fylde den med frisk vand fra watermakeren. Det tog godt to døgn at producere mere end et tons vand. Nu har vi glimrende vand i tanken og kører watermakeren et par timer hver dag.
En uges tid ude fik vi sat passatsejlføring første gang og havde ikke sejlet mere end et par timer, før vi fik en flænge på en meter i genuaen. Ned med genuaen og op med et meget mindre sejl, mens vi reparerer – det tager en dags tid at hånd sy sådan en flænge… Der er hele tiden vedligeholdelsesopgaver – også selvom vi ikke flænger vores sejl. Sejlads i døgndrift på oceanet slider på grejet. Tovværk skal beskyttes mod skamfiling, beslag og rig skal jævnligt efterses for belastningsskader. Og når oceanet er stille, kan vi også udføre almindelige vedligeholdelsesopgaver – fx skifte nogle beslag på masten, som længe har ligget klar og ventet på tid til at få jobbet gjort.
Med mange mennesker på lidt plads uden mulighed for at få hjælp til noget som helst i ugevis, er rengøring og oprydning enormt vigtig. Det er både af hensyn hygiejne og sundhed ombord, hvor en infektion eller dårlig fødevarehygiejne kan have alvorlige konsekvenser, men også for vores almene velbefindende. Der er ikke plads til, at laveste fællesnævner bliver standard – skibet skal hele tiden være indbydende og rart at opholde sig i, ellers bliver humøret derefter.
Og vores humør er godt! Det går forbavsende godt og gnidningsfrit at være tolv meget forskellige mennesker med en god aldersspredning samlet i vores fælles verden på Roselina. Tiden går med at fortælle historier, læser bøger, gøre rent, sove, lave mad, bage brød, spille kort, synge og spille guitar, sejle skibet og simpelthen nyde rejsen og den storslåede natur på oceanet.
Vi har tid til at få os selv med på rejsen – jetlag bliver ikke et problem. Turen over Atlanten bringer os igennem fire tidszoner, og vi stiller uret når vi synes det passer med vores rytme og solopgangen.
Vi lever godt ombord og har tid til personlige sysler, laver god mad og er glade – også selvom kaffen måske når at blive knap, inden vi er fremme, og den sidste friske frugt blev spist i går.
Jeg er i gang med min tredje roman siden Gran Canaria, og om lidt går jeg på dæk igen for at tage min rortørn. Det er midt om natten og i modsætning til starten af passagen, hvor nætterne var så mørke, at vi skulle føle os frem på dækket og ikke kunne se hvem, der stod ved siden af os, så er er her nu helt lyst. Fuldmånen står i zenit og oplyser havet omkring os. Det er meget anderledes end den kulsorte nat med morild og Mælkevejen, men Orion og Cassiopeia er trofaste på himlen, og vi sejler støt mod vest med delfiner om stævnen mod solnedgangen aften efter aften.
Kh Hans 🙂