Fisk om natten og farvel til Sal
Klokken er lidt i elleve om aftenen. Vi er ud for Boavistas sydøstkyst. Vi nærmer os fuldmåne, og selv om det er lidt overskyet, er det meget lyst. Lasse og Dirk er på vagt. Der er ikke meget vind, men vi har lige rullet genuaen ud og stoppet motoren og går ca. 4 knob, da fiskehjulet går. FISK lyder råbet. Lasse, som er døset hen, vågner brat og griber stangen. Skipper kommer susende op nedefra og spænder bremsen på fiskehjulet, og Dirk drejer båden op i vinden. Lasse begynder at spole ind, og skipper griber handskerne og hjælper med at trække ind. Efter lidt besvær med at holde båden op i vinden, får vi endelig fisken tæt på båden, og vi kan se den glimte i månelyset. Den bliver trukket ind over rælingen, whaauu, den er stor. En yellow-fin-tuna på ca. 8 kg ligger og glinser i brønden i cockpittet. Linne er blevet vækket af postyret og henter vores Mag-lite, mens Lasse suser ned i pantry’et for at hente fiskekniven. Skipper slagter dyret, og efter at brønden er skyllet grundigt, fyldes tunen i pøsen, og den sættes ned i vasken, så alle får chancen for at beundre dyret, når de skal op på vagt.
Så sejler vi altså igen. Denne gang med kurs mod Santiago, som er hovedøen på Cap Verde. Natten til søndag blev AC hentet i lufthavnen. Da vi på forhånd havde hørt, at han ikke havde sejlpinde med, var der ellers bred stemning for, at det slet ikke kunne svare sig at hente ham. Det viste sig senere, at han oven i købet havde glemt de lovede poser med Piratos, så det var også efter de unges mening helt spildt 🙂 Det havde blæst en del op i løbet af lørdagen, og dønningerne var vokset. Da vi skulle tilbage på båden med AC og alle de ting til båden, som han faktisk havde fået med, var det temmeligt vildt. Peter og Jørn sejlede ind for at hente os kl. 0230, og bølgerne begyndte at brække lige efter det sted på molen, hvor stigen er. Molen er forøvrigt i en meget ringe forfatning, og der er faktisk et skilt med adgang forbudt, så det var virkelig en spændende tur ud med al bagagen i mørket i sik-sak mellem hullerne og med dønningerne slikkende mod undersiden og så ned ad stigen til en dinghy, som bevægede sig 1,5 m op og ned. Da vi så kom ud til båden var problemet med dønningerne der selvfølgelig igen, men alle på nær Jørn kom tørskoede om bord 🙂
Vi må jo indrømme, at det er meget rart at have AC om bord igen, og ud over at han led lidt af søsyge den første dag på grund af de overordentligt kraftige dønninger på ankerpladsen, er han også faldet fint til igen. Søndag var stille dag på båden, de fleste tog ind på stranden, og AC og skipper fik gennemgået alle de dejlige ting, han havde med i godteposen, men det var slet ikke muligt at lave noget om bord, sådan som vi rullede. Det fortsatte faktisk hele natten igennem, og først i løbet af dagen blev dønningerne mindre, og det meste af vinden forsvandt også. Men nu havde vi altså besluttet os for at sejle.
AC og skipper iførte sig de nye, smarte hvide crew-polo-shirts fra godteposen og tog en taxa til Palmeira for at checke ud. Linne og Mia tog med ind til land for at checke mail. Vi mødte dem, da vi kom tilbage, men de gik i forvejen ned til opsamlingsstedet. Da vi nåede derned, var de der ikke, men de dukkede op kort efter med vores ene gule redningskrans. Vi havde mistet den to dage i forvejen under det dårlige vejr. En tysk kvinde havde fundet den delvist begravet på stranden. Hun havde så med en kikkert fundet ud af, at den måtte tilhøre Roselina, og hun havde så i to dage forsøgt at vinke os ind på stranden, så vi kunne få den tilbage. Det viste sig, at hun, der nu havde en Cap Verdisk kæreste, selv var sejler og havde sejlet en del i danske farvande, og hun vidste jo, at vi ville mangle den. Det varmer virkelig at møde den slags mennesker.
Da vi kom tilbage var båden gjort søklar, og da vi forlod Baia de Santa Maria, som angiveligt ud over nogle spredte “resorts” er det eneste virkligt turistudviklede område på Cap Verde, var der kun nogle små dønninger tilbage. Men det er nu godt at komme af sted igen. De fleste syntes vel godt om området, men man kan ikke gå mange øjeblikke på gaden, før man bliver tilbudt noget kunsthåndværk eller nogle tjenester på en ind i mellem ret påtrængende måde. Men stranden er virkelig lækker, og forholdene til wind- og kitesurfing er virkelig gode, så der er nok ikke tvivl om, at turistudviklingen kommer til at gå rigtigt stærkt.
Troels