Farvel og goddag og løst og fast….
Søndag d. 2/4-06
Det er søndag morgen, og der er virkelig søndagmorgenstemning. Ankerpladsen er helt stille, kun afbrudt af lidt dønninger fra passerende færger på ruten mellem Anse Mitan, hvor vi ligger, og Fort de France.
Fredag d. 31/3 sejlede vi fra Fort de France op til St. Pierre på øens nordlige del. Vi sejlede plat læns stort set hele vejen, men det var en fin sejlads med helt fladt vand vand, og Jette styrede en stor del af vejen. Vi lagde os alene ud for en badestrand i den sydlige del af den bugt, som St. Pierre ligger ved. Efter aftensmaden tog de unge (dvs. dem under 53) ind til byen for at snuse lidt til nattelivet. Det var der nu ikke meget af, men vi fik en rigtig god ven i form af en hund på en bar. Det hjalp bestemt på venskabet at vi fodrede den med saltstænger, og det lykkedes faktisk at få den til at ligne en kat med knurhår ved samtidigt at placere fire saltstænger på tværs i munden af dyret. Da vi havde fået nok af byen, gik vi ned til dinghy’en, og vores nye ven fulgte os hele vejen og stod og kiggede langt efter os, da vi sejlede ud. Efter hjemkomsten valgte de rigtigt unge (dem under 26) at spille kort og drikke rom, mens de mere erfarne foretrak køjen. Det var derfor ret imponerende, at Gitte og Carsten udtrykte ønske om at hike op til den nærliggende vulkan næste dag. Uheldigvis blev kl. 1100, inden vi sejlede ind, og den begyndende middagshede fik dem til at ombestemme sig. Så vi tog alle sammen ind for at se byens spændende museum og ruinerne af teatret og fængslet. St. Pierre blev totalt ødelagt ved et vulkanudbrud i 1902. D. 8. maj kl. 0802 sprang Mt. Pelee nogle få kilometer mod nord simpelthen i luften og sendte en ekstrem varm sky af gasser og aske ned over byen. Skyen indeholdt mere energi end en Hiroshima-bombe og efterlod død og total ødelæggelse på sin vej ned ad bjerget mod havet. Dødstallet blev opgjort til 29.933 personer. En enkelt overlevede, hans navn var Cyparis, og hans held var, at han var i isolationsfængsel i en lille stencelle. I havnen lå 11 skibe, hvoraf kun ét undslap med nogle få overlevende. Det er derfor et populært sted at dykke på de mange vrag.
Byen var på det tidspunkt Martiniques hovedstad og centrum for handlen mellem Frankrig og de oversøiske territorier, og det var virkelig en smuk by med fantastisk arkitektur, botaniske haver og et aktivt kulturliv. Byens indbyggere var ikke blevet evakueret, skønt der allerede inden havde været adskillige småudbrud, som oven i købet havde dræbt mennesker. Men der var for store økonomiske interesser involveret, og plantageejere i området pressede en uerfaren guvernør til i samarbejde med den lokale avis at berolige befolkningen. 1000 mennesker havde dog valgt selv at forlade byen. I dag er St. Pierre genopbygget, men er kun en skygge af fordoms storhed. Der bor ca. 6000 mennesker i byen, som nu ikke er noget særligt, men ind i mellem husene kan man ofte se ruiner og dele af mure, der står tilbage efter udbruddet.
Kl. 1400 sejlede vi så fra St. Pierre med kurs mod Anse Mitan. Det blev også en dejlig sejlads det meste af tiden, bidevind på fladt vand med alle sejl sat, men ved den centrale del af øen kom vi i fuldstændig læ af bjergene, så vi valgte lidt motorhjælp, da farten var nået under 1 knob. På vej ind i bugten fik vi atter god vind, og det var tydeligt, at Ib nød at styre under de forhold. Inden 1800 havde vi kastet anker. Lidt tid forinden havde Jesper fyldt øl i fryseren, så der var ankomstøl til alle. Han valgte at lade dem tælle som kvajebajere, så nu fører han suverænt i ølkonkurrencen – det vil sige, at han er den, der har flest streger i ølregnskabet 🙂
Efter aftensmaden diskuterede Dirk og Carsten atter Skat-regler. Skat er det kortspil af tysk oprindelse, som kan spilles af tre mand. Uheldigvis var Gitte gået helt kold, så skipper måtte let modstræbende deltage. Vi var dog alle ret trætte, så det blev en tidlig lørdag aften.
I dag vågnede Gitte og Carsten faktisk lige så tidligt, som de havde truet med, og nu var de klar til trekking. Skipper sejlede dem ind lidt over syv og smuttede lige forbi et ”boulangerie” for at købe baguettes til at starte dagen på.
Nu går Jette og Ib og pakker og er ved at gøre klar til at forlade båden. Det er lidt vemodigt, for vi har virkelig haft en dejlig uge, og vi kommer alle til at savne dem.
For et par timer siden tog Ib og jeg ind for at se på færgeplanen, og de vil sejle med færgen herfra til Fort de France og så tage en overnatning på land, inden de i morgen flyver til St. Lucia. På vej til færgelejet så jeg FaiDaTe fra Havnsø, som vi kender fra St. Croix. Dianna var om bord sammen med én af deres venner, Birgitte, og inviterede straks Ib og jeg på kaffe. Find, hendes mand, var inde for at aflevere bil. Vi fik en hyggelig snak over en kop kaffe, og da vi kom tilbage til båden, opdagede vi, at Find allerede havde fundet Roselina, og han og vennen Bo var allerede inviteret på kaffe. Vi havde det hyggeligt, og Find inviterede os over, så i morgen skal vi over og se deres skib.
Kl. lidt i tolv sejlede Dirk og skipper Jette og Ib ind til færgelejet, og vi fik ordnet afskedsceremonien på dokken, før vi gik ud for at finde nogle øl. Ib og Jette ville give afskedsøl, men der var ingen tilbage om bord, så vi fandt den nærmeste kiosk. Ved totiden lettede vi atter anker og satte kursen mod Marina de Cohé, som ifølge guidebogen er et godt gemt sted, hvor man kun kommer, hvis man har ærinde i lufthavnen eller er på flugt fra en orkan eller fra ekskonen. Området er helt omkranset af mangrove, og der er mudrede, lavvandede områder overalt.
Ved 16-tiden tog vi alle tilbageværende – undtagen Jesper – ind til marinaen med dinghy’en. Dirk, Estrid og skipper gik så til lufthavnen, mens Preben blev tilbage som dinghyvagt. I lufthavnen mødte vi, som aftalt, Gitte og Carsten, og så gik vi i gang med at vente. Lidt i syv fik skipper en SMS fra Henrik. Han og Kristine var blevet forsinket fra London og havde ikke nået forbindelsesflyet på St. Lucia, så de ville første dukke op med det næste fly 24 timer senere. Trætte og slukørede traskede vi tilbage til marinaen, hvor det viste sig, at vores dinghy var blevet lukket inde af en mægtig stor katamaran. Ejeren var dog stadig om bord, og han var meget flink til at hjælpe os med at lukke den ud igen.
Tilbage på båden var der krise – under vort lange fravær var Jesper løbet tør for smøger, men det lykkedes Estrid at genoplive ham med en Prince, vistnok i sidste øjeblik. Troels
Mandag d. 3/4
Tidligt op og afgang kl. 0700. Kl. 0800 ankrede vi atter op ud for Fort de France. Estrid tog med skipper ind for at leje bil. Hos Budget fik vi en lille Opel Corsa til en rimelig pris. Så ned til dinghydokken for at få gasflasker med i bilen, og så af sted til lufthavnen for at hente Sigurd. Han ankom planmæssigt kl. 0900 fra Barbados, og så kørte vi sammen til industriområdet Californie, for at få fyldt gasflasker. Her kunne vi kun få fyldt de store aluminiumsbeholdere, men de forklarede, at vi kunne få byttet de små blå på visse tankstationer. Efter en ret omstændelig procedure for at få betalt og lidt ventetid, hvor vi fik strenge ordrer om kun at opholde os ét bestemt sted på området, fik vi vore flasker tilbage. Så gik turen atter mod Fort de France, og Sigurd blev sejlet ud på Roselina. Så gik skipper til Sea Services for at møde Jette og Ib, og få dem af crew-listen. De havde haft en fin aften i byen, men alle restauranter havde desværre lukket, så de var endt på McD. Vi sagde atter farvel – øv, hvor jeg hader at sige farvel – men vi sagde selvfølgelig også på gensyn.
Estrid og skipper kørte derefter til Hiper Y for at købe ind. Det er et kæmpesupermarked, som ligger i et storcenter, La Galleria. I guiden står der om La Galleria, at det er ”a mall to end all malls” og det er ret imponerende med over 100 specialbutikker. På vej dertil var vi lige for en gangs skyld omkring lufthavnen, for vi havde fået at vide på en tankstation, at vi kunne få byttet de små gasflasker på Shell-tanken ved lufthavnen. Det lykkedes, så nu er alle vore gasflasker fyldt – en dejlig fornemmelse. I Hiper Y fik vi provianteret i stor stil, og kørte så atter tilbage. Derefter tog Dirk med skipper til Carrefour, som også er et virkelig imponerende supermarked. Her blev der købt de sidste basisvarer – kaffe, mel og øl, og så susede vi atter i lufthavnen. Her stod Kristine og Henrik faktisk og ventede på os, da flyet var ankommet for tidligt – virkelig overraskende. ”Hjemme” i Fort de France igen blev bilen tømt og parkeret, og vi tog så ud med de nye gaster. Det var allerede blevet mørkt, så vi ville ikke tage til Anse Mitan for at møde Find og Dianna. Skipper prøvede at kalde dem på VHF-radioen, men uden held. Efter en velkomstøl lavede Dirk og Carsten Spaghetti Carbonara. Sigurd nåede lige at rejse sig efter maden, inden han dejsede om i køjen, og Kristine og Henrik var heller ikke kommet sig helt over deres jetlag.
Tirsdag d. 4/4
Kl. 0830 tog vi ind for at aflevere bilen, købe vand og for at finde en solhat til Henrik. Han har haft lidt problemer, især med ørerne. Skipper tog til Sea Services for at checke ud, og så sejlede vi sammen ud i gummibåden med vand, men uden solhat.
Kl. 0930 lettede vi anker for at sejle til Anse Mitan, så vi kunne sige farvel til FaiDaTe og få os en dukkert. Vi ankrede op nær et lille rev, hvor der er rimelig god snorkling, og mens Jesper, Estrid og Skipper tog dinghy’en for at tage på besøg, hoppede de andre i vandet med snorkleudstyr. Preben ville ingen af delene. Han har helt mistet stemmen på grund af en forkølelse. Nogle mener dog, at det er fordi han har overanstrengt den, på grund af de mange nye gaster, der skal have gode råd 🙂
Vi kunne desværre ikke finde FaiDaTe, men håber meget at møde Find og Dianna igen.
Kl. 1100 lettede vi atter anker og påbegyndte turen til Dominica. Vi havde en frisk vind ud af bugten, men snart kom vi i læ af den centrale del af øen igen. Efter en god times motorsejlads, hvor vi også fik skyllet dækket, blev motoren stoppet og for genua og fuldt storsejl gik det derudad, først med ca. 6 knob, men efter at vi havde passeret Martiniques nordspids fik vi god passatvind og vi sejlede ml. 8 og 9 knob. Det var virkelig dejligt, men de nye gaster skal vist lige vænne sig til bådens bevægelser.
Der var planlagt ankomst omkring solnedgang, og lige inden ankerpladsen syd for Roseau stoppede vi båden og nød en meget smuk én af slagsen. På vej ind kom Pancho – en af de lokale boat boys – og ville hjælpe os med at tage en line i land. Der var ikke flere fortøjningsbøjer, men det var vist heldigt nok, for i løbet af natten er der kommet nogle kraftige dønninger, og nu ligger vi godt med næsen mod bølgerne.
Troels