Kong Neptun på besøg

Mandag den 5. juni, erfarer jeg, er 2. Pinsedag og Grundlovsdag i Danmark, således en ganske speciel dag, men det er også en helt særlig dag her på Roselina: Børge har fødselsdag, og vi passerer ækvator.

Døgnet starter med, at Lars og jeg har nattevagt fra 00.00 – 03.00. Morilden glimter os klukkende i møde hvirvlende rundt i det mørke havs skumhvide champagnebrus. Stjernerne er med på lidt af hvert, mens månen ganske lunefuld kommer og går, som det passer den. Bølgernes taktfaste skvulp dirigeres af rattet. Festen kan snart begynde.

Børge vågner op til en dejlig solskinsdag, den første fødselsdagsgave er i “hus”, snart følger der hastigt flere: ikke mindre end fire tun bider på krogen i den tidlige morgen, han fanger glædestrålende de fleste. Jeg har aldrig set tun andet end på dåse, dette er unægtelig et andet syn. Hele havets farvespektrum af blå er samlet i denne kønne fisk, om bugen er den sølvskinnende, op mod ryggen blander turkis sig i paletten sluttende af med dybblå øverst, hvor dens bølgeformede ryg ender. Den strutter af liv, skønt den nu ligger død, fast og buttet i kødet.

Noget er på færde, skipper og Lars går listige og underfundige rundt og spreder forventning om, at der er noget særligt i gærde. Vi kredser alle utålmodige rundt om kompasnålen og GPS´en, hvornår er vi ved ækvator? Nogle hvisker med en anelse bæven om kong Neptun.

Lige efter frokost kommer den første fanfare, med en sagte hvislen rører fiskelinen på sig, så trommer vores hjemmelavede kæderaslende fisk-på-krogen anordning øredøvende på søgelænderet, alle mand på dæk , en kunstpause opstår, og åndeløse hører vi svirpet af sprungne violinstrenge, linen kækker og en kæmpestor sværdfisk danser tango hen over bølgernes brus og tilbage til stilheden.

Har vi vakt kong Neptuns vrede ved at nærme os hans rige? Mens vi alle stadig står på dækket, sker der pludselig noget. Vi hører buldren og brusen og fra dybet stiger selveste kong Neptun og hans viv op. Vi ænser ej at kalde på Skipper og Lars, som er som sunket i jorden.

Statelig og stiv i ryggen … nej i stiveste puds kommer først kong Neptun til syne, på hovedet bærer han en rigtig kongekrone med treforkens logo nedfældet med blå ædelstene ind i det pure guld som tegn på hans ædle byrd. Han ryster havskummet af det prægtige skæg, slynger fiskenettet på plads med en kraft så en lille kry krappe mister taget deri og plumper sidelæns tilbage i det blå ocean, dernæst slår han med kappen og kommer nærmere med sin prægtige trefork, bådshagen, der i den anledning gør sit bedste, knejser med hagen og breder sin lille fork ud for tre, revnefærdig af stolthed over æren.

Tre små skridt efter majestæten tripper Neptuns frue, kronen på sned i det nyklippede fint tilbagestrøgne hår, denne mindre krone bærer også diamanter og logo. En vovet og “luftig” mundering omkrandser hendes spænstige liv, net ser hun ud med netop et sådant slængt om de vuggende hofter og en muslingeformet BH nødtørftigt dækkende de kvindelige attributter!

Kong Neptun brøler os i møde og fruen gentager hvert et ord, så vigtige er de. Vi prøver at være høflige, byder gæsterne velkommen og beder dem tage plads på agterdækket. Det må have taget pusten fra Hans kongelige Højhed at indtage vore luftlag eller er det fruens kokette vrik og blodrøde læbestiftsforførende smil, der sætter hans blå blod i kog? For han sætter sig til rette og indtager noget medbragt havsprøjt sammen med madammen.

De viser sig nu at være ganske skikkelige og ligefremme, da de hører, “at vi gerne vil videre over ækvator, nu da vi er kommet så langt, og det går os så godt” så udbryder kongen ganske som menneskene på jord: “men inden en al for hastig beslutning tages må, er det vist bedst sig en lille skraber at få!”

Fru Neptun afbryder ham koket med et lille puf i siden og blinker til gemalen, nej lillefar, det må vi have til gode til en anden gang, her er vigtige ting at ordne, folkene skal døbes!

En efter en knæler besætningen ned for de kongelige. Fruen har et godt øje til en af ungersvendene, Sigurd, han får som den første sit fiskenavn: Havørred, kåd dypper hun hele hans hoved ned i pøsen, som skummer af stolthed over endelig at blive brugt til noget vigtigt. Ceremonien afsluttes med en tangfarvet mystisk og stærk drik til den døbte.

Efter tur døbes vi alle, nogle navne vidner om, at havets majestæter har sat sig ind i vores verden, således døbes jeg (Kirsten) Hornfisk, sikkert fordi mine forslåede ben og forstuvede lilletås blå farve er blevet grøn som hornfiskens ben. Unge Anne-Line får det indlysende navn Sild, Dirk hedder Flyvefisk, Børge kaldes Hvalfisk, Søren får forståeligt nok navnet Københavneren eller Ulken, Mads tildeles Ål, og til sidst gives Hans navnet Kuglefisk. Til slut får vi at vide, at dokumenter til minde om denne specielle begivenhed vil blive uddelt af skipper ved aften-dinner´en.

Pludselig er det hele forbi, og Neptun og frue forsvinder i dybet. Det varer ej længe før Skipper og Lars kommer op fra pantry´et, de ærgrer sig rigtig over ikke at få hilst på en gammel bekendt, som de selv stiftede bekendtskab med for mange år siden, da de døbtes.

Om eftermiddagen serveres fødselsdagsboller og chokolade for Børge. Inden dagen går på hæld får han sin sidste gave: to albatroser kipper med vingen og ønsker til lykke.

Lars og jeg har vagt fra kl. 14.00 – 18.00, derfor skal vi lave aftensmad foruden at styre. Hans vil hellere end gerne overtage roret, for Roselina flyver af sted med over 10 knob for trimmede sejl, det er lige noget for en rigtig sejler.

Fødselsdagsmiddagen består af flødestuvede kartofler a la dente, stadig her på 8. dagen frisk salat og med tun steaks til, i sandhed et fint måltid. Stik mod sædvane til søs garneres det hele efter diplom-uddelingen med et enkelt glas rødvin, som går os alle til hovedet, og da bølgerne ikke forstyrrer vores mave i denne gode vind, får også røverhistorierne ekstra fart.

Trætte af dagens mange og fine oplevelser tørner flere af os ind kl. 20.30. Lars og jeg skal på vores sidste nattevagt for denne gang kl. 03.00 – 06.00, inden vi når Galapagos.

I skrivende stund tidlig tirsdag den 06.06 er morgenen fuld af blidhed og nærhed. Nattevindens sidste pust har kysset Roselina godmorgen, bølgerne klukker på skrogsiden, og sanserne skærpes, jeg kan snuse noget anderledes: LAND! En ny og anderledes krydret duft svæver over til os fra klipper, der blege toner op fra det hvide glitrende hav. Solen sætter liv og glød i alting. Så blander der sig en ny duft: friskbagt brød, som Dirk har gjort klar aftenen i forvejen, nattevagten bager det kl. 06.00.

Herligt med frisk brød hver dag og en kop dampende kaffe. Børge er klar med kameraet på agterdækket, Hans trimmer sejl, fredelige snorkelyde fra Lars og skipper og Søren står og styrer, mens han synger “What a wonderfuld world”. I sandhed så sandt så sandt!

6. juni 2006
Kirsten