Bål og fællessang
Vi ligger nu for anker ud for en dejlig sandstrand ved den sydlige ende af øen Huahine. Efter nogle dage ved “hovedstaden” Fare, sejlede vi indenfor revet ½ t sydover. Vi havde besluttet os for at lave bålmad på stranden, til afveksling for de lækre gryderetter med lam, okse og alverdens grønsager, der har stået på menuen de seneste 14 dage.
På torvet i Fare købte vi en 5 kg. tun og Annette lavede ovnkartofler med peberfrugter, oliven og feta + en tomatsalat. Sidst på eftermiddagen lavede resten af besætningen et godt bål, mens Annette og jeg, der havde madtjansen sørgede for at gøre tilbehøret færdigt.
Vi blev 12 til spisning, da et par (Danielle og Sel) fra en sydafrikansk båd, blev inviteret med.
Det blev en rigtig hyggelig aften, hvor også guitaren kom frem og folk sang med på 80´ernes lejrbålssange.
Dagen derpå var de fleste trætte. Vi var jo kommet sent i seng (22-23) og nogle læste, andre snorklede, mens Kirsten, Annette, børnene og jeg tog ind på stranden. Vi badede, lavede bål, flettede i bananblade, fældede bambus til kopper og kogekar til ris. Kirsten havde i fordums dage i Thailand prøvet at koge ris i et bambusrør over bål. Det lykkedes fint. Risene smagte salt pga. det høje saltindhold i havvandet de var kogt i. Men heldigvis kom en af områdets unge forbi med 2 kokosnødder, der meget kunstfærdigt blev skåret fri af skallen og åbnet. Sikken et festmåltid med saft fra kokosnødderne, frisk kokos og salt ris.
Til slut vil jeg fortælle om en musicals oplevelse nogle af os havde i en katolsk kirke på Moorea sidste søndag. For en gammel hammondorganist og nuværende kirkemusiker var det sjovt at høre rytmeboksen blive startet, før keyboard med stringers og elorgel satte ind. Så sang menigheden 2-3 stemmigt eller vekselsang, mens en guitarrist i bedste jazzstil sad og vævede et spind af toner rundt om det hele. Sangene var til at synge med på (fransk) efter et par vers, og der var mange gentagelser. Det var meget smukt. Katrine faldt i søvn efter 1 time.
Vi har bestemt os for at blive her én dag endnu, da vi har hørt om en udflugt med polynesisk dans på “vores” strand i aften. Derefter sættes kursen mod Bora Bora, hvor vi samler AC op d. 7.okt.
Poul