Børges beretning fra Panama
Kære Roselina ven!
De ti meter høje porte er ved at glide i bag os, Vi ligger som i en kæmpe vaskebalje med høje beton vægge, hvor nu enderne er lukket med kraftige porte. Der ville være begsort nat, hvis ikke det hele var illumineret som en fodboldbane til en landskamp. Alle lineholdere er på plads, der er kontakt til land, de lokale hjælpere har lagt linerne over pullerterne og strammet godt til. Nu sænker der sig en intens koncentreret stilhed over båden. En enlig koksgrå pelikan undersøger på stive vinger området for noget spiseligt. Det er som alle venter på dommerens fløjte.
Og pludselig sker det, vandet fosser op fra bunden af slusen, ud af hundrede store huller vælter vandet ind, det skaber voldsom turbulens, Roselina rykker godt i linerne og alle mand er fuldt beskæftiget med at holde os ude midt i bassinet. Lars står ved roret, som for tredive år siden da han sejlede Kraka igennem. Det er første gang Roselina skal ud i Stillehavet, så det er lidt af et historisk øjeblik.
Efter cirka tyve minutter er de ti meter høje vægge skrumpet ind til kun en meters højde, og portene til den næste sluse bliver åbnet. Proceduren gentages, og efter en times tid er vi igennem de tre sluser, der bringer os syvogtyve højdemeter op til Lake Gatún, som er begyndelsen på Panamakanalen.
Efter en halv times sejlads fortøjer vi til en bøje og gør klar til at overnatte. Vores “pilot” bliver hentet og aftaler, at påmønstre igen klokken seks næste morgen.
Hele projektet med at sejle gennem kanalen er ikke noget man gør på egen hånd, der er fuld kontrol lige fra den første tilladelse og til vi er gennem den sidste sluse og stævner ud i Stillehavet. Vi har hele tiden lods ombord når vi sejler og man må overhovedet ikke gå i land på turen.
Det er faktisk ikke første gang jeg kommer gennem kanalen. Aftenen før lå Dirk, Sigurd og jeg ved den samme bøje, ombord på den dansk sejlbåd “Sol”. Kim og Kirsten er alene ombord og man skal være mindst fire mand udover skipper for at sejle igennem og vi havde lovet, at hjælpe dem med det lille problem. Det var en let tjans, for vi lå på siden af en stor sejlbåd i sluserne og skulle kun styre en line. Men det var sjovt, og vi blev rigtig godt forkælet med lækker mad og kolde drikke. Og så var det jo skægt at være blandt de erfarne, da vi gik igennem med Roselina.
Da vi tidligt næste morgen sad og spiste morgenmad, kom der en krokodille svømmende. Det lignede mest en træstamme, men med kikkert så man tydeligt næsebor og øjne, og savtakkerne på halen. Havde der været stemning for en morgendukkert, var den pludselig forsvundet.
Omgivelserne er ellers meget idylliske med tæt regnskov, hvor brøleaberne holder morgenkoncert godt hjulpet på vej af et gigantisk fuglekor. Det er som at side midt i et jungle-symfoniorkester. Nogle steder stikker rester af gamle træer op. Det er skove helt tilbage fra 100 år siden, da de oversvømmede området, og på bunden skulle der stå rester fra små landsbyer.
Efterhånden kommer vi ud i selve kanalen og det bliver snævert når vi passerer de gigantiske containerskibe, der besejler kanalen i en lind strøm. Ved fjortentiden forlader vi den sidste sluse og Stillehavet ligger åbent foran os.
I skrivende stund, ligger vi godt krænget over for styrbord halse, med en fart på 7 knob, cirka 200 sømil fra land. Men det er en helt anden historie som I kommer til at høre mere om en anden dag.
God vind!
Børge