Hjemve og rejsefeber

Galapagos-Påskeøen

Jeg er blevet spurgt, om jeg ikke ville skrive en beretning om vores sejlads her til Påskeøen. Og det vil jeg gerne, for jeg har min historie at fortælle – en historie om mange oplevelser, som har været helt nye for mig. Nye oplevelser er nye udfordringer, og de kan være spændende, og forventningens glæde kan være en lykkebrus, som kan fylde hele kroppen. Men nogle gange kan det faktisk også blive lidt for udfordrende, når man bevæger sig ud på stier, man tidligere ikke har betrådt.

Sådan startede min tur med Roselina på Galapagos – en kilderen i maven for den forestående rejse, som for mit vedkommende varer helt til Tahiti. Og faktisk var vi ikke engang sejlet fra Galapagos, og jeg have kun været ombord i 3 dage, da den kommende sejlads synes som for stor en udfordring for mig. Mine erfaringer til søs strækker sig til et par ture i midthalvfemserne med Vognmandsruten og en kanotur på Gudenåen, så pludseligt at stå foran den sejlads jeg i over et år har glædet mig til, syntes så overvældende, og mest af alt havde jeg lyst til at bakke ud. Hvis jeg havde kunnet, havde jeg spændt et par vinger på ryggen og selv, hurtigst muligt foretaget flyturen hjem til DK.

Jeg talte med Polle og Kirsten her ombord, og med min kæreste, min mor og min far over nettet, og det hjalp, og mit mod til at forsætte mit eventyr steg. Således gik jeg den sidste dag på San Cristobal rundt i byen med Mikkeline og provianterede godter til sejlturens nattevagter med sommerfugle i maven, glædeligt spændt på hvad de næste cirka 14 dage på havet ville bringe mig.

Jeg forventede, at der ville være gode dage og dårlige dage. Jeg forventede, at jeg ville blive søsyg og tabe 10 kg – eller i hvert fald min lille topmave (den de fleste kvinder selv synes de har, selvom mange mænd ikke kan finde den). Jeg forventede, at havets åbne vider sommetider ville fylde mig med en følelse af frihed, muligheder og lyst til at erobre verden. Men at samme vider også ville kunne føles som en mur, som ville holde mig inde på skibet og væk fra omverden og friheden.

Jeg prøvede nogle gange at mærke efter, om ikke sådanne følelser var der, men det var de ikke. Og søsyg var jeg heller ikke (næsten) – takket være et plaster bag øret de første 6 dage. I stedet gik dagene bare; med at spise, sove, læse, nyde solen, bade og bare være. Aktivitetsniveauet var for alles vedkommende meget lavere, end når vi er i havn, og dagenes enkelte gøremål blev en stor begivenhed. Eksempelvis er en hårvask faktisk en flerdagsaktivitet, idet det tager 1-2 dage at tage beslutningen og derefter en dag at udføre hårvasken. Pludselig var der gået 8 dage på denne måde – og mere end halvdelen af strækningen var tilbagelagt. Den dag, da jeg skrev dagbog, skrev jeg: ”Og jeg kan faktisk godt lide at være her”, og da jeg havde skrevet det, læste jeg det igen, tænkte mig godt om og vidste, at det faktisk var rigtigt. Den udfordring, som syntes uoverkommelig på Galapagos, var – nu, hvor jeg stod i den – bare dejlig at være i. Siden da har turens oplevelser grebet fat i mig og gjort indtryk på mig. Som en sen eftermiddag, hvor jeg på havets overflade så en delfin springe. Vi blev alle opmærksomme og så, at hele det hav, som omgav os, var fyldt med delfiner. Så langt vores øjne rakte, kunne vi se delfiner springe sammen i flokke af 3, 7, 12 og måske endda flere. Det var et fantastisk syn! De kom fra alle retninger lige imod vores båd og ville hen og springe ved siden af den og vise sig frem. Jeg ville have taget mit kamera og foreviget oplevelsen, men jeg var så betaget af synet og bange for at gå glip af bare et øjeblik, at jeg blev på dækket og fulgte hele seancen. Heldigvis fik både Dirk og Kirsten nogle gode billeder, så I derhjemme kan få et lille glimt af, hvad vi oplevede.

Vi så delfiner et par gange mere på turen hertil. Og en enkelt nat fik vi selskab af en ensom fugl, som mange hundrede kilometer fra noget land havde brug for et hvil. På land er det jo ingen sag at se fugle, men så langt til vands er det imponerende, at de stadig kan holde sig i luften. I stiv kuling anløb vi for en lille uge siden Påskeøen. Det var fantastisk at se land igen. Denne gang et meget mere grønt og frodigt land, end det vi var taget fra. Jeg tænkte, at det var smukt og jeg glædede mig til at udforske det nye land, vi var kommet til – som Thor Heyerdahl og Troels Kløvedal før mig har gjort det.

Sådan har min tur til Påskeøen været. Jeg har udeladt meget og sikkert også glemt meget, men i det store hele har det været, som her beskrevet. Og jeg synes, det har været en succes, fordi jeg i løbet af turen er blevet glad for at være ombord og glæder mig til de udfordringer, som ligger foran mig.

Mens vi har været på Påskeøen, er Roselinas besætning blevet forøget med 3 ungersvende – just udsprungne studenter fra Århus, som skal med hele vejen til Tahiti. Vi har allerede været en del rundt på øen og har planlagt en tur på hesteryg, men oplevelserne her på øen, må I læse om i en senere mail.

Karina

Skriv et svar