Stramme nissehuer (igen) og nye gaster
Så er julen endelig forbi på Roselina.
Det har været en hård december måned med alt for mange om bord. Om natten har man hørt lyden af træsko på dækket, og vi bruger jo ellers ikke sko om bord på skibet. Ind i mellem er der blevet set små menneskelignende skikkelser i røde dragter og med huer, og der er sket mærkelige ting om bord. Men nu er vi tilbage til virkeligheden. Efter jul dukkede der dog pludselig nogle nisser op. Skuffede var de, over ikke at ha’ fået gaver. De besluttede sig for at drukne sorgerne en sidste gang, og sikke de gik til opgaven. Boblevin i flaskevis lige fra morgenstunden fulgt op af lokal frugtjuice med andet end frugtsmag. Det var virkelig noget, der kunne få nissehuen til at stramme næste morgen, så mon ikke nisserne vælger at holde jul i Danmark næste gang.
Vi er dog stadig for mange om bord. I går tog vi til Deshaies på Guadeloupe, hvor vi samlede Lars, Ulla, Sofie og Rasmus op. Det betyder, at Mads og Max må fortrække til dækket, og skipper besluttede på bådens vegne, at der på grund af overbelægningen blev givet middag i land, og vi fandt en dejlig fransk restaurant i strandkanten, hvor vi fik god mad, men snart begyndte trætheden dog at melde sig hos de nyankomne, som havde været oppe kl. 4 om morgenen. Heldigvis er det kun nogle få dage, hvor vi skal være så mange, for vi kan ikke engang være i det trofaste dinghy-dyr, så vi må sejle to gange, når alle skal afsted.
I morges vågnede vi til en fantastisk dag. Det havde regnet lidt om natten, så de to på dækket var krøbet i ly på dørken i agterkahytten. Men morgenen var rigtig fin. Skipper tog ind for at indklarere, og Jørn hentede lækre friske baguette til den sultende horde. Efter et større indkøbsraid i anledning af Rasmus’s fødselsdag gjorde vi båden klar til afgang. Det var ikke det store problem, for med forventningen om meget lidt vind i læ af Guadeloupe, lod vi solsejlet blive oppe. Vi satte genuaen på vej ud af bugten ved Deshaies, men der var altså ikke meget vind. Så det blev mest til motorsejlads ned til Pigeon Island, der angiveligt er et rigtigt lækkert dykkersted, som blev købt og fredet af Jacques Cousteau. Vi lagde til ved en bøje – der er ankring forbudt for ikke at skade revene – næsten ubehageligt tæt på land, men der er virkelig smukt, og der blev snorklet lystigt og blandt andet set flere havskildpadder. Sidst på eftermiddagen sejlede vi over mod Guadeloupe til en bugt, hvor vi ligger bedre for natten. Den dykkende del af besætningen tog ind på stranden og bestilte dyk til i morgen, og så blev der ellers nydt sundowners på agterdækket med udsigt til en forrygende – fotografisk veldokumenteret – solnedgang bag Pigeon Island.
Troels