Danskervisit
Vi har tilbragt den forgangne nat i vores helt egen bugt, Saga Cove, i Clarkes Court Bay ud for Hog Island på Grenadas sydkyst. Det er en meget fin ankerplads, som er åben for vinden, men helt beskyttet af rev.
Vi er nu på vej tilbage til Prickly Bay, hvor vi skal i gang med hovedrengøring, og Preben og jeg skal i gang med at få akselbremserne til at virke igen. I morgen tager vi i lufthavnen for at hente Trine, som er Rikkes søster.
Lørdag aften havde vi inviteret besætningen fra Noatun over på en drink. Natten forinden havde Phillip overnattet hos os, da båden var lidt overfyldt på grund af besætningsskift. Vi har ikke set så mange danske både, så det er rart at møde danskere, og faktisk havde vi været tre danske både i lagunen ved St. George’s, men Hans fra vores yachtskipperkursus sidste vinter, var desværre lige sejlet. Men fra Noatun kom Phillip og Lars sammen med Mia på tretten og ikke mindst Victor på fem, som legede fint med Ida og Rasmus. Vi fik også det seneste nyt om Muhammedhistorien, som vi har lidt svært ved at tage alvorligt, men det er vist anderledes hjemme. Da alle tre danske både lå i havnen, snakkede jeg med en englænder, som mente at vi alle sammen blev nødt til at tage hjem for at drikke mælk og spise ost.
Nå, men vi havde en rigtig hyggelig aften med skippers rum punch, som selv Lars, som angiveligt slet ikke kunne drikke rom, kunne få ned helt uden problemer.
Når vi har hentet Trine, regner vi med at tage af sted umiddelbart efter med kurs mod Trinidad og nye eventyr.
Troels