Galapagos indtryk

Kirsten skriver fra Galapagos

Kære Roselina-rejsevenner

Fakta om Galapagos

• Galapagos er navnet på en kæmpeskildpadde her
• øernes samlede størrelse er 7.882 km2
• alle øer er vulkanøer, de ældste 3,25 mio. år, de yngste 750.000 år og stadig i udbrud
• 5 øer er beboede
• der er 1.000 km til nærmeste land Ecuador, som Galapagos hører under
• øerne er fredet siden 80erne
• indkomst: turisme, fiskeri, landbrug, det evige dilemma om at få penge fra turisme og bevarelse af naturen præger dagsordenen. Alle betaler 100 dollars i nationalpark-gebyr bare for at komme ind i landet, ofte en hel del mere undervejs
• øerne opdaget 1535, Charles Darwin kom i 1835, den største ø Santa Isabella er som Sjælland, ca. 18.000 mennesker bor her, ca. 60.000 turister pr. år og masser af endemiske dyr og planter

Virkeligheden overgår fantasien i natur, dyr og planter

Man tror, det er løgn, så nu får I bare det hele remset op i lind strøm.

Rejsebøgerne siger dit livs wild life oplevelse – indtil videre er det rigtigt!!!

 

Man kan næsten ikke undgå at falde over havleguaner, der er så grimme, at kun deres forældre kan synes noget andet, der svæver blåfodede suler om ørerne på os, 2 slags pelikaner, de eneste pingviner på den nordlige halvkugle tager bad i det samme havvand som os, bare 1 meter fra os står de og venter på vi bliver færdige med snorklingen, man kigger ind i de smukke øjne på sæler og søløver, som opildner til leg ½ m fra os, rokker duver adstadigt af sted under havoverfladen.

Nogle 200 kg ca. 120 årige skildpadder tager det helt roligt. Et sted så vi nogle i et refugium – de havde fået svedet noget af deres skjolde grundet vulkanudbrud. Jeg har taget billeder af white tipped sharks, der ligger og sover i en grotte. Hajer har ikke svømmeblære og må hele tiden holde sig i bevægelse, så når de skal hvile, finder de sig et roligt sted og synker til bunds. Det skal siges, jeg stod på land og kunne stikke mit vandfaste kamera ned under vandet og fotografere dem liggende 1 meter nede, medens sælerne nappede til dem og ville lege. Andre sort tippede hajer svømmer undersøgende rundt om båden.

Galapagos er biologisk isoleret og kombineret med dets vulkanske formationer, nogle som bølgende floder af lavaaflejringer, andre som skarpe klippestykker, har det givet nogle fantastiske forskellige endemiske dyr og planter. Fra gigantiske skildpadder til bittesmå fugle, det er et evolutionært vidunder. Ingen andre steder på jorden kan mønstre sådanne udvælgelser så klart, det gør dette levende laboratorium til et af planetens største skatte.

Når man kommer fra lille fredelige flade DK, imponerer det hver gang med vulkaner. Også med alle de dyr, der bare er så tamme – hvis vi ikke trækker dinghyen op om natten, er den fuld af sæler om morgenen, og hele tiden er der én, som udbryder: se den haj, pingvin, sæl etc.

Galapagos er fantastisk med dets særegne dyreliv, der lever på disse vulkanøer, alligevel er jeg mest fascineret af pelikanerne, og der er mange af dem. Der er to slags, og de ligner slet ikke Rasmus Klumps hvide pelikan. Den ene slags er gråbrun over det hele, den anden slags er lidt større og har et hvidt hoved og hals. De er store som svaner, men de har slet ikke svanens graciøsitet og hvide uskyld over sig. Jeg vil kalde dem havets ”Brian-typer”. Grovkornede, dystre i farverne, frække, allesteds nærværende og alle lemmer synes ude af proportion. Næbbet er noget for sig, det er langt og smalt, og alligevel kan de sidde og pudse og pleje sig over det hele. De flyver ligesom hejrer med halsen krum, men er mere kompakte. Det passer slet ikke sammen med, at de er fantastiske til at glide lige over havoverfladen med vingerne spredt ud, mindst 100 m kan de svæve uden at bevæge sig. Man hører nærmest krigstrommer i baggrunden og fornemmer fare og ufred, når de kommer susende. Man betages over deres overlevelsestaktik. Flot ser det ud, når flere flyver i formation og afsøger territoriet for fisk lige over vandlinien.

De har også andre fangstmetoder, fra stor højde styrtdykker de pludselig, rammer vandet med et stort plask og bremses med det samme af det store næb på vid gab, der skovles fuld af vand og spiles op som en kæmpepose, hvorefter fisken sies fra vandet og sluges. De har almindelige svømmefødder med hud mellem alle tæer, og alligevel formår de at sidde i træernes grene og klamre sig fast på bådenes søgelændere, og det uden bagudrettet tå ligesom andre fugle. Deres fødder er endda ikke ligeud rettede men peger lidt indad. Der er nok ikke nogen, der har fortalt dem, at det ikke skulle kunne lade sig gøre at sidde i træerne.

Der er et helt specielt sceneri ved havnens ”fiskeforretning”, den fine forretning er placeret direkte ved vandkanten, hvor de små fiskejoller lægger til og lander dagens fangst, fiskene lægges på et langt betonbord, der er overdækket med et tag af flade plader, der giver skygge, der er ingen sider på. Fiskehandler

Alle er parate til at få del i dagens fangst, husmødrene med en plasticpose og penge parate i den ene hånd og et barn i den anden hånd får sig en passiar med de andre koner. Mændene griner af vitser, som vist ikke egner sig til mit skole-spanske og ikke mindst pelikanerne er parate. De sidder på taget, i mangrove-grenene lige ved siden af, på bådene, i vandet. Fiskerne kan næsten ikke komme til for dem, der gerne fylder det hele, parate til at gribe det flyvende fiskeaffald. Det er helt utroligt, hvad deres næb kan rumme, hvis en fisk er blevet fileteret, og det er store fisk, der bliver det, får pelikanerne resten, og når de sluger fisken, kan man stadig se hele fisken aftegnet i næbbet og på vejen ned gennem halsen. De får et slag med en kæp en gang imellem, hvis de bliver for mange eller er lidt for meget i vejen. Nemme og praktiske skraldespande er de. Nogle gange skal de konkurrere med hejrer, sæler og søløver om resterne. Rengøringen er nem, fiskerne henter det desinficerende havvand lige nedenfor og spuler bord og gulv med nogle spande vand, mens pelikanerne skøjter hen over vandet nappende de sidste godbidder.

Nogle af os var til fodboldkamp på en lokal bar, da Ecuador spillede deres første VM-kamp mod Polen. Alle de lokale var udklædte og malede i nationalfarver: gul, blå og rød, flag, balloner og fest og farver over det hele. Begejstringen og nationalfølelsen var ikke svækket det mindste helt herude. Det vildeste var, at efter sejren 2-0 kørte alt, hvad der kunne køre rundt med alt, der kunne fragtes rundt i byens gader. Fodboldfest

Alle biler er pickup´er, de var fyldt til bristepunktet med glade, hujende mennesker, motorcykler fyldt med hele familien dvs. først mindste purk, så far, der som den eneste bar styrthjelm, et barn mere og så mor. Og så havde alle fri, det var en slags helligdag! Det kunne Danmark og Morten Olsen og co. måske lære lidt af….!

Den anden dag gjaldt det værtslandet Tyskland, og som I ved, tabte Ecuador 3-0 til Tyskland. Kl. 08.30 var alle mand af huse, og vi bænkede os på en bar med et stort fjernsyn. Udklædte, malede i ansigterne, med jokerhatte, flag og balloner var den lokale befolkning klar igen. Stemningen var ikke helt som ved de foregående kampe, for Tyskland havde allerede scoret det første mål. Der klappes og hujes, bare Ecuador har bolden, efter mål nr. 2 blev flaget sat på halv stang på byens torv og havnecentrum!

Onsdag, den 21.06.06

Nu kommer de sidste to gaster, så er vi fuldtallige til Påskeøen. Vi er Skipper Poul, Lars, Dirk, Sigurd og Karina (23 år og fra Horsens som jeg, læser i Århus) kom forleden dag. De, som kommer nu, er Dirks kusine Mikkeline, 17 år og Dirks ven Sofus, også 17 år. Det vil sige 8 i alt, 3 halvgamle og så de 5 unge. Vi gamle har snakket om at lave forældreafdeling og ”børneafdeling” for sig.

Endnu har vi ikke fået den samme ret mad to gange, i dag skal der serveres en elsket ret: pizza som velkomst til de nye.

Torsdag, den 22.06.06

Den sidste proviantering er gjort, f.eks. 10 kg havregryn, 5 kg rosiner, 20 l mælk, 30 kg kartofler, og i den størrelsesorden. Det tager tid at få det hele samlet sammen, i en taxa, dernæst slæbe det til havnekajen, bære det ud i en vandtaxa, sejle ud til båden, få det ombord, tjekke en ekstra gang for kakerlakker og stuve det på plads.

Lidt fra vores skib ligger et fragtskib, derfra er der ved at blive lodset forsyninger den anden vej, det er samme procedure bare i omvendt rækkefølge, selv pickup biler ses komme flydende på små pramme på vej mod land. Imens ligger søløver og sæler og dovner på bådenes agterperroner. De blåfodede suler holder øje med det hele og vores unge besætning er ude og opleve Santa Cruz øen, inden vi letter anker i morgen for at sejle til andre øer.

Tirsdag, den 27.06.06

Nu har vi været tre dage på Santa Cristobal og i dag sejler vi videre til Påskeøen. I går var vi alle på nær Lars ude at snorkle ved nogle høje klipper Leon Dormiendo, de rager 148 m op over havet, det var fantastisk, der var hammerhajer, rokker, galapagoshajer og 1.000 forskellige slags fisk, cirka!

Et andet sted badede vi med søløver, de tammeste vi har set, hvis vi ikke selv bevægede os nok, kom de og rørte ved os og nappede lidt til os. På et tidspunkt blev vores kådhed og leg med de unge søløve-fruer åbenbart for meget for fører-søløve-hannen, der lige var henne foran de unge menneskehanners dykkerbriller og ånde lidt på dem. Aldrig har jeg set nogen plane så hurtigt, og selv om de svømmede i OL-rekordtid, fulgte søløvehannen dem til dørs blot ved få rolige svømmetag.

Kirsten