– er et fantastisk sted!
Jeg har aldrig ligget i en havn, hvor der svømmer hajer rundt om skibet. Godt nok er de ikke ret store ½-1 m, men en haj er nu engang en haj. Der er en naturlig respekt afstand. Og når der ikke lige er hajer, så er der sikkert et par søløver. De små er enormt legesyge, og skal hele tiden op og kigge og vise sig frem. De store hanner er majestætiske, og giver sig ikke af med leg og pjank – kom ikke for tæt på dem!
Pelikanerne er nogle underlige fugle. De ser noget tunge ud, når de står på land eller svømmer, men vent bare til de letter. En pelikan i flugt er fantastisk – den glider ganske ubesværet, hurtigt og elegant gennem luften helt tæt på havoverfladen. Og skulle der ligge en fisk lige på den anden side af vandspejlet, ja så var det bare ærgerligt for den, at pelikanen lige kom forbi.
Kombinationen af pelikaner og søløver hos den lokale fiskehandler er et show i sig selv. Når søløven har møvet sig for langt op af kajtrappen og næsten kan nå fiskene, får den en spand vand i hovedet, så den fortrækker lidt igen. Det udnytter pelikanerne til at gøre et udfald mod godbidderne. Og søløven skal nok vide at komme igen, når det er pelikanerne, der skal kyses.
Det vrimler med dyr, som vi normalt ville forvente at møde i en tegneserie, men ikke i virkeligheden, og slet ikke i så stort et antal. En vandretur ind i parkområdet er et sandt sansebombardement. En sti fører os gennem en, tja – det er vel en kaktuslund – ned til vandet, hvor en lang hvid sandstrand byder os velkommen. En pelikan tager et elegant svæv frem og tilbage langs klinten for lige at markere, at vi er lidt klodsede med vores trasken og pusten.
Stranden afløses af lavaklipper, hvor havleguanerne holder til. Først ser man dem ikke – de ligner lava, men pludselig er de overalt. Nogle er vagtsomme, nogle bevæger sig (lidt), nogle bevæger sig overhovedet ikke, nogle varmer sig i solen, mens andre ikke er i nærheden af sol – de ligger nemlig nedenunder et par andre leguaner, der syntes vejen henover i stedet for uden om var lettest, og så er de gået i stå på halvvejen.
Jeg tror, at Dirk og Sigurd følte sig godt tilpas med leguanerne, som er gode til at “chille” og næsten har en teenageagtig måde at “klaske sammen” på, når der skal hviles. Mange leguaner ligger simpelthen som om understellet er kollapset under dem, og så kan man jo lige så godt blive liggende 🙂
Jeg vandrede lige forbi den flotteste hejre, der stod og gjorde sig til uden at jeg overhovedet så den. Men jeg kom da tilbage til den, selvom den havde sat en noget fornærmet attitude op. Vi tilbragte lang tid i Turtlebay sammen med et par nydelige boobies. Og nej, det er ikke….., det er en fugl, som er blevet skabt den dag Vorherre havde vittig stund. En boobie har knaldblå fødder med svømmehud mellem alle tæer. Den har også blåt næb, og så har den gråt/hvidt strithår – øh fjer. Den bærer også det danske navn “blåfodet sule”, men det lokale navn boobie lyder af mere underholdning. Vores boobie-par sad mindre end en meter fra os i den halve time, vi sad og nød udsigten og en kiks. De var der jo først, så hvorfor flytte sig? Generelt er alle Galapagos dyr meget lidt sky.
Senere i Darwin centeret fik vi set store skildpadder og landleguaner. Det er begge truede arter. Landleguanerne er allerede udryddet på flere af øerne pga. vilde hunde og katte, som ikke er en naturlig del af Galapagos’ fauna. I mellemtiden har man så sørget for at udrydde de vilde hunde og få kattebestanden under kontrol, men skaden er jo allerede sket. Skildpadderne savner deres kaktustræer, som bliver fortrængt af andre aggressive og nye plantearter. Så sent som i 80’erne har man indført nye planter på Galapagos med katastrofale følger for de oprindelige planter. Sammenligner man billeder fra 70’erne og op gennem tiden til nu, kan man tydeligt se hvordan vegetationen har ændret sig.
Skildpadderne har haft et hårdt liv på Galapagos siden mennesket fandt øerne. Først fandt søfarende ud af, at skildpadder er et glimrende proviantforråd. De kan nemlig ligge på ryggen i et år uden at dø – så er der jo frisk kød så længe – trist skæbne. Senere blev deres reder opsnuset og ødelagt af grise, der var sluppet fri på øerne, og deres skjulesteder blev “græsset” væk af bortløbne geder. Og nu forsvinder deres kaktustræer. Skildpaddebestanden er skrumpet med 90% fra oprindeligt ca. 250.000 dyr.
Vi fik hilst på “Lonely George”, som er den absolut sidste han af en Galapagos skildpaddeart. Selvom han bliver præsenteret for den ene sprøde skildpaddedame efter den anden, gider han ikke gøre noget ved sagen, så han forbliver den sidste. Måske kan jeg godt forstå ham – han nærmer sig trods alt de 150 år……
Men heldigvis er der nu meget fokus på at bevare Galapagos oprindelige fauna – og den er bestemt værd at gøre en indsats for.
Og boobies og søløver kan til enhver tid få smilet frem hos tilskueren.
10. juni 2006
Hans