Vi er nu på vej fra Tobago Cays til Bequia
Pragtfuld sejlads på bidevind for rebet storsejl og fok (genua III). Og om lidt sætter vi sikkert også mesanen.
I går aftes havde vi en aftale med Laston (lokal fyr med flot hår og rastahat) og Jonas fra Lysekil. Jonas tilbringer sommeren i Sverige og vinteren her – det bliver han nødt til, nu har han jo fået familie begge steder! Laston har været gast på et skib fra St. Lucia til Sverige, og har også besøgt Danmark. Han får et meget drømmende udtryk i øjnene, når han fortæller om Skagen.
Laston og Jonas lavede Lobster til os inde på stranden. Dyrene blev hentet samme dag på Petit Martinique, hvor lokale dykkere havde været nede for at fange dem. Ved middagstid kom Laston og Jonas forbi Roselina for at vise middagen frem.
Vi tilbragte dagen med dykning på ydersiden af revet, der går ned til 20 m. Det er bare flot – fisk over det hele og fantastiske koralformationer. Og der blev snorklet og badet. Det er umuligt at bade her, uden at skulle hilse på et par fisk og måske en skildpadde.
Kl. 17 tog vi ind på stranden, hvor Laston og Jonas var klar. De havde grillet fisk og lavet tilbehør. Nu manglede de kun at grille vores Lobsters, der stadig var i levende live. Så er det man er glad for at være endt som noget andet end en Lobster. Først bliver tentakler knækket af. Derefter bliver de simpelthen flækket med en stor kniv og en kølle fra hovedet og bagud. Behøver jeg at skrive, at de ikke udviser udelt begejstring for behandlingen…….. Først da de har ligget på grillen i 5 minutter, holder de op med at sprælle. Efter at være blevet vendt et par gange, bliver de smurt med hvidløgsolie og er klar til servering. Næste akt er også en massakre, men det er mere i bestræbelserne på at få kødet ud af alle hjørner. Vi blev hurtigt enige med Laston i, at Lobster bedst spises med fingrene, så den ender med at blive “completely disintegrated”. Hold da op, hvor det smagte godt!
I morges var jeg ude at snorkle med Yu Linn for at se på skildpadder. De kommer ind på lavt vand om morgenen for at spise af søgræsbankerne inden for revet. Der gik ikke lang tid, før vi spottede den første. Yu Linn blev nærmest forvandlet til et snorklende piskeris, men skildpadden græssede bare videre lige under os på 3 m vand. Af og til kom den op for at ånde. En gang lige for næsen af os og en gang næsten mellem Yu Linns ben. Vi svømmede og dykkede med den i en ½ time, og Yu Linn sikrede sig hele tiden med pege- og OK-tegn, at jeg også kunne se den. Skønt!
Nu ligger vi som sagt på bidevind mod Bequia, og jeg kan høre, at besætningen er ved at sætte mesanen. For lidt siden blev der råbt FIIIISK. Der var vild opstandelse og bid på en af vores snører. Jeg røg op på dækket og så Dirk i gang med spole hjem på fiskestangen, mens det føg med gode råd om ørerne på ham. “Gå i vinden” råbte Dirk. “Nej, jeg vil ej!” svarede Ib (Dirks bedstefar), der stod ved roret. Dirk har vist ikke den rigtige autoritære udstråling endnu! Skipper fik overdøvet forsamlingen og sagt, at de skulle klappe i og gøre som Dirk sagde (han har trods alt fanget flest fisk). Kræet, som viste sig at være en fin tun, blev kyndigt halet op i styrebrønden. Her meddelte Dirk, at han var fiskefanger – ikke fiskeafliver. Så skipper blev udstyret med kniv og instrukser, og har nu sin første tunfisk på samvittigheden. Jeg skal hilse og sige, at den kæmper – den har gode muskler!
Fiskelinerne er ude igen og fiskeaffaldet smidt ud – det skulle ifølge fiskefangeren tiltrække flere fisk.
Og i aften skal vi have sushi.
Hans