Turister på våde vulkaner
Så følger endnu en opdatering omkring vores tur rundt på Cap-Verde-øerne.
Søndag eftermiddag blev brugt på en kort taxatur op i bjergene på Santiago, hvor der var nogle fantastisk smukke udsigter. Ved solnedgang forlod vi Tarrafal og sejlede mod Fogo. Fogo er klart den højeste af øerne og udgøres af en enkelt vulkankegle, der når op i næsten 3 km’s højde. Vulkanen er stadig aktiv, og seneste udbrud var i 1995.
Vi ankom til Fogo omkring daggry, og satte fiskelinen ud. Efter en halv times tid gik hjulet. Lasse hoppede op fra cockpittet og prøvede at bremse hjulet, men det var en meget stor fisk, så den knækkede bare linen – surt, surt. Efter at vi havde ankret op i Vale de Cavaleiros, tog Peter og skipper ind for at indklarere. Det gik usædvanligt nemt. Havnepolitimanden var overordentlig venlig, og det hele var overstået på 10 minutter, men han bad os trække en line i land fra agterenden til en mole. Det gjorde vi så, og kl. 10 var vi 9, der var klar til en tur op til vulkanens krater, som er 8 km langt.
Vi havde skaffet en vogn med chauffør og guide, der var dog et par ulemper. Vognen var en pick-up med sæder, men uden sider til at læne sig op ad, så man skulle hel tiden holde sig godt fast. Dermed var der heller ingen ting til at montere en pressening på, og det viste sig at være virkeligt uheldigt. Turen gik først ind til São Felipe, som er en meget smuk by med ret velholdte huse og smilende mennesker. Vi stoppede for at købe lidt ind til turen, og så begyndte klatreturen i den gamle pick-up. Op og op gik det, og samtidig mærkede vi jo, at shorts og T-shirt er fint ved havoverfladen i troperne, men ikke oppe i de højder, som vi nåede. Det blev virkelig koldt, og alle frøs – undtagen AC, som havde gemt sig hos chaufføren. Vi måtte stoppe flere gange på vej op for at lade bilen komme lidt til sig selv og efterfylde køleren med vand. Vi nåede så op i skydækket, så pludselig regnede det også lidt – det hjalp ikke på humøret. Men samtidig med at den smukke udsigt forsvandt og det blev koldere, så vi nogle fantastiske klippeformationer. Vi fortsatte gennem næsten hele det 8 km lange krater, hvor det var tydeligt, at noget af den brolagt vej havde været ødelagt under det seneste udbrud. Vi stoppede et sted, hvor vi kunne købe lokalt dyrket kaffe og vin. Kaffen har vi ikke smagt endnu, men vi håber, at den er bedre end vinen 🙂 Det var egentlig meningen, at vi skulle op på den seneste vulkantinde, men vejret var blevet så dårligt, at vi blot vendte om og begyndte at køre tilbage. Vi regnede så med, at det værste var overstået, men det begyndte efterhånden at regne virkelig kraftigt. Vi krøb mere og mere sammen på ladet, og til sidst lå der en stor bunke sammenkrøbne forfrosne besætningsmedlemmer og delte den sparsommme mængde tilbageværende kropsvarme. Det var i og for sig meget hyggeligt, hvis det ikke var for de blå læber og den permanente gåsehud. Endelig begyndte det at blive lunere, og da vi kom længere ned holdt regnen faktisk op. Vi var faktisk næsten blevet tørre, da det begyndte at regne kraftigt igen. Totalt nederen, som Dirk ville have sagt.
Tilbage i byen nåede vi grøntsagsmarkedet, hvor der blev købt heftigt ind, og så kørte vi tilbage til båden. Hele turen blev noget kortere end aftalt, men ingen brokkede sig, vi ville bare hurtigst muligt ud på båden for at få noget tørt og varmt tøj på. Resten af dagen er folk gået rundt på dækket i termoundertrøjer, uldne sweatere og med halstørklæder – det ser lidt sjovt ud, når det er næsten 30 grader. Da de friskeste havde fået varmen, og skipper havde udklareret, tog vi ankeret op og tog ud på den kun 10 sømil lange tur fra Fogo til Brava, hvor vi tilbringer resten af dagen og i morgen med.
Troels