Ilha do Sal, Porto de Palmeira, Cabo Verde

Preben Heide skiver gæstebrev

Torsdag 15. november 2001

Begrebet vandret er en velkendt størrelse. Tag et watterpas, læg det på, læs boblens plads i glasset og du kan se, at nu er det vandret. Vandret kommer af at vand altid stiller sig vandret. Troede jeg.

Men nu viser det sig at i hvert fald på Atlanterhavet gælder den såkaldte kaosteori. I tilfældet vandret betyder den, at vandret er alle mulige retninger på skrå, kryds og tværs. Og at det skifter næsten hurtigere end man kan tænke. Denne påstand er resultatet af eksakt videnskab, der som bekendt går ud på at afprøve terorier i praksis og derudfra forme en påstand, der skal kunne gælde som forudsigelse for resultatet af kommende afprøvninger.

Teorien om vandret contra vandret blev afprøvet for tre dage siden cirka 400 sømil efter afsejlingen fra La Gomera. Ikke langt fra Krebsens Vendekreds. Jeg have med dristig selvovervurdering nappet tjansen at lave varm middag til den halve snes storspisende langturssejlere om bord på ”Roselina” og ladet det rygte sive, at man kunne se frem til en herlig sammenkogt ret med ox og svinekød samt en ovnbagt kartoffelmos og hertil frugtsalat med basis i fint snittet hvidkål. På det tidspunkt jeg påtog mig opgaven, gik vi for maskine i vindstille, og derfor var alle ting på rette plads hele tiden.

Formiddagen (vi tager dagens hovedmåltid klokken 14, eftersom mørket indtræder ca. 18. 30) oprandt, og jeg skulle i gang. Men nu blæste det frisk agten for tværs, og skibet rullede som en sejler på vej fra julefrokost. At det ruller og vipper har vi forlængst vænnet os til, men madlavningen med tre-fire gryder samt køkkenbordene fyldt med poser og urter og værktøj har man det lidt sværere med.

Projektet blev gennemført i let reduceret udgave. Det tog fire timer, alt hvad der hed slingregrej på komfuret samt slingremåtter på bordpladerne var i brug for at få tingene til at blive, hvor jeg ønskede. Men alligevel lykkedes det et hvidkålshoved samt to løg at undfly deres skæbne. Jeg slap hvad jeg havde i hænderne og kastede mig ned på dørken i en vild jagt på vegetabilierne, der imidlertid slog sig løs i en vild fandango for at fejre friheden. Bordet i salonen er af egetræ, solidt egetræ skal jeg hilse fra min hovedskal og sige. Men de blev indfanget og kom under kniven, som jeg svang med den ene hånd, mens jeg med den anden holdt fast i slingregelænderet, med den tredje støttede på håndlisten, med den fjerde disciplinerede nogle glas med tørrede krydderier og med den femte greb en flaske vand, som skulle dæmpe min dampende sved. (Det var 27 grader ude, 37 i kabyssen, vil jeg tro). Med et ben støttede jeg mod skabssoklen, et andet stak bagud for at holde fra, og med det tredje og fjerde krabbede jeg frem og tilbage mellem vasken og madskabet.

Det var totalt kaos, men man er jo en gammel sej asparges, og nåede i mål med den modifikation, at kartoffelmosen blev til løskogte ris, der ligesom kinesere finder sig roligt i at være mange sammen på snæver plads.

Men ellers gik det godt, kaos blev til orden, maden serveret på agterdækket mens vi susede af sted med 8, 1 knob og tårnhøje dønninger agter. Og dog, lidt mere kaos indtråedte, da lange Finn ”Beton” Jensens klapstol kom i skred og han tog fra med arme og ben med det resultat at en cola blandede sig med saltvandet på dækket og opdækningen forkubbede sig, så Anna (4 år) måtte se sin zoologiske have forvandlet til Monty Hemdorfs Flying Cirkus. åh nej! åh nej! lød det fra storbror Tobias. Ikke fordi han ville være deltagende over for ødelæggelsen af lillesøsters formiddagsleg, men fordi han ”døde” i et spil Game Boy. Hvor vi andre synes, at hverdagsagtige ting som at lave mad, få den frem til de spisende, holde den og os selv fast under måltidet giver mere end nok af spænding i hverdagen, ja, så kigger han distræt og med et skævt, delvis tandløs smil på sine fortumlede medsejlende. Hvad er en overhaling på Atlanten mod et nederlag på Game Boy’en?

Øjebliksbilledet af en formiddag på Roselina er ikke fuldkommen uden et snapshot af Polle (manden af den kendte skolelærer-slægt Boisen fra Anholt) der for Poseidon ved hvilken gang sætter en snøre i havet med en krog garneret med kulørte plastikstrimler og klar, barnligt glad forventning om den helt store fangst (vi har endnu ikke fanget en eneste fisk). Resultatet er fiskerihistoriens største sammenfiltring af nylonline, som beslaglægger flere frivagter fra start til slut med udredning. Andre ville klippe plastikspaghettien af, lade den gå over bord og begynde forfra. Men ikke ”Pollemand”.

Den usynlige mand om bord er unge Boisen, også kaldet Thor, der uden varsel forvinder ind i eventyrets verden – med andre ord sætter sig med næsen i en tyk, tyk bog fuld af en anden slags virkelighed. Så opslugt er han, at han ganske glemmer, at han også skal lave skolearbejde. Dog kun indtil han på en mørk nattevagt bliver konfronteret med Finn i rollen som lærer. Nu skulle de lære om ”det nye komma”, og det blev til fire timers koncentreret terperi, mens Orion hørte på fra sin sorte tropehimmel. Han idol er skibets anden læse-sø-hest Thomas Løche, der hensætter os andre i undrende eftertanke over, hvad en forstmand (kommende) vil på disse træløse vidder, der bølger sig mellem Kanarieørne og Cabo Verde. Han studerer trofast skovøkølogi, resultatoptimering og den slags svære sager afvekslende med Anders And Jumbo, Yatzy og Game Boy.

Så mangler vi chefen og chefens chef. Førstnævnte styrer sandynligvis. Om ikke skibet så diskussionerne om vind, sejl, både, havsejlads plus alt andet, og har udviklet en form for skarphed i hørelsen, der ellers kun kendes fra Tante Møghe i Matador: Er helt opslugt af sit eget indtil en anden lader en bemærkning om sejlads falde. Så hører han det omgående. Og tanken kommenteres med høj, klar stemme. Skipper øser gerne af sin ubegrænsede, ja, nærmest leksikalske viden og går ikke af vejen for at vinde et væddemål med den naive gast, der tror at kunne kende en Hallberg Rassy fra en Moody.

Lone læser ”Livlægens besøg” og lægger op til en af de tilbagevendende samtaler om litteratur, der også hører til togtet på Atlanten. Skibet har et ikke kun godt, men endda meget godt og alsidigt bibliotek, der dækker enhver smagsretning herfra til Bounty Land. Og så er hun blandt mange andre gøremål (mor til to, PC-ekspert, pantryets gode fe) Roselinas skibsfotograf. Digitalt naturligvis. Til PC-bearbejdelse. Og med dette rejsebrev.

Turen på 850 sm fra de turistede Kanarieøer til Cabo Verde er godt afsluttet. Vi er gode til at sejle, har smagt langfartens eventyr med flyvefisk på dækket og delfiner for boven, og vi bliver brunere og brunere.

Alt vel på 16 grader nordlig bredde melder den gamle gråskæg (på grund af det hvide tøj kaldet ”der Maurer”) liggende ganske, gammeldags vandret for anker i bugten ud for havnebyen Palmeira, nydende for første gang i seks dage et lille glas af den røde, spanske drue. Skål i skibet.

Preben