Godt sejlervejr og gode oplevelser
Lad mig fortælle jer om vores sidste sejltur – turen fra Hao til Fakarava. Vi lettede anker fra Hao først på eftermiddagen den 23. august. Hvis jeg på stående fod kunne, ville jeg fortælle jer, hvilken ugedag det var, men dagene flyder sammen herude på det store ocean, så jeg ved det faktisk ikke.
Inden vi tog af sted, gik jeg en sidste tur langs kysten ved ydersiden af atollen. Alle de små øer, vi har besøgt, har haft et paradisisk udtryk med palmer og blåt vand. Og alligevel har de alle hver haft deres særlige stemning, forskellig fra de andre øer. Hao skiller sig ud ved det nu øde militæranlæg, hvor franskmændene under atomprøvesprængningerne havde deres administrative hovedkvarter. Dette forladte anlæg ligner en spøgelsesby og giver en melankolsk og trist stemning. Trods melankolien kunne jeg på min sidste gåtur på øen ikke lade være med at nyde at være der. Ikke fordi jeg var midt i et forladt militærområde, men fordi jeg var på en lille, smuk og isoleret ø midt ude i Stillehavet, fordi solen skinnede og vinden blæste mig frisk i ansigtet, fordi jeg følte mig heldig over at få lov mulighed for at opleve steder som dette og fordi jeg var spændt på hvad, der ventede os efter vores næste rejse.
Jeg ved, drengene ombord har fortalt, hvor slemt det kan være at sejle – og jeg tilstår gerne, at min sejlerglæde ikke har været særlig meget større end deres. Når Peter kan kalde selv en strid modvind og øsende regn for godt sejlervejr, se er jeg uforstående, og drømmer mig i stedet til en palmelund. Men på turen fra Hao skete der noget. Tanken “Det her er godt sejlervejr” kom til mig og det gik op for mig, at jeg faktisk sad og nød den lune natteluft og stjernehimlen, mens Roselina vuggede sig frem over bølgerne.
Efter to nætter til søs kom vi til en øde atol, Tepoto. Jeg hoppede i bølgen blå med snorkel, maske og svømmefødder klar til at inspicere koralrevene og den nærmeste sandstrand. Under vand var der fantastisk flot – aldrig har jeg set fisk i så mange farver! De svømmede ind og ud i mellem koralerne, og mindede mig mest af alt om fiskene i tegnefilmene “Find Nemo” eller “Den Lille Havfrue”, hvor de lever i deres eget lille samfund der under vandet. -Jeg vil ud og snorkle igen i morgen, for det er simpelthen forunderligt, hvad man kan iagttage under havets overflade.
Senere på eftermiddagen ved Tepoto så vi to hvaler svømme tæt forbi båden. Flere gange var de oppe i vandoverfladen og pustede vand ud af deres åndehul. Mere interessant blev det lidt senere, da en enkelt hval kom endnu tættere på beden. Vi kunne høre den ‘synge’ længe, og se den mange gange omkring skibet. Til sidst besluttede drengene og jeg at hoppe i vandet for at få et glimt af den i fuld størrelse. Under vand kunne vi tydeligt høre den ‘synge’, og det var nervepirrende ikke at vide, om den om et øjeblik ville dukke op i det store blå, som omgav os. Men desværre var hvalen på vej væk, og vi se den ikke igen.
Om aftenen sejlede vi videre mod Fakarava, hvor vi forventede at ankomme i løbet af den følgende dag. På vores vej til atollen – kun få meter fra indsejlingen til lagunen mødte vi en flok delfiner. De hoppede flere meter op af vandet og svømmede hurtigt hen til stævnen af skibet, hvor de fulgte os et par minutter. Se stoppede de op og fulgte ikke længere båden. Til gengæld hoppede nogle af delfinerne et par meter op af vandet og drejede flere gange om sig selv. Det så fantastisk ud, og jeg tog mig selv i – i ren begejstring – at klappe i mine små hænder.
Nu er vi se på Fakarava. Atollen her er berømt i Polynesien for sine gode dykkermuligheder, så Thomsen og Mads – de af drengene, som ikke i forvejen havde dykkercertifikat, er gået i gang hermed. Hver dag bruger de formiddagen på spændende dyk og kommer hjem til båden og fortæller om hajer, rokker og stimer af fisk, de har mødt. Jacob, Rasmus og Polle har været med under vandet i dag, og det er vist også planen i morgen.
I mens nyder vi andre landjordens glæder. I søndags var vi til gudstjeneste. Kirkegangen er god måde at møde de lokale på, og få en opfattelse af, hvordan det er at bo et sted som her. Befolkningen her er primært katolikker, og her, som på Påskeøen, har de et ritual under gudstjenesten, hvor alle holder personen ved siden af sig i hånden, mens de synger en sang. Efterfølgende vender de sig rundt og hilser med håndtryk og eventuelt kindkys på de nærmeste på rækkerne foran og bagved. Det ritual synes jeg godt om, fordi vi – selvom vi er fremmede – bliver inddraget ceremonien. Vi holder også i hånden og hilser på de lokale bagefter, og det er rart at føle sig velkommen på trods af, at jeg ellers ikke forstår, hvad der bliver talt om.
Fakarava er vores sidste stop inden Tahiti. Vi har besluttet at blive her til på torsdag den 31. august. Hvis vi – for en gangs skyld – skulle have syd-øst passaten med os, er vi fremme ved Tahiti på lørdag.
Karina