Farver i Caribien

– og det er der – skønne farver både i naturen og på befolkningen

I mandags var ingen undtagelse. Vi sejlede fra Petit Martinique til Sandy Island.
Vi – ja det er skipper Hans og Lone, Dirk, Yu Linn (6 år), Li Li (2½), Petter, Gitte, Nanna (2½), Preben, Helle, Linn (2½), Ib og Jette.

Sandy Island var med sin hvid-gule strand og få palmer omkranset af havet i farverne stærk blå, turkis og blågrønne farver. Himlen var sart blå og på den anden side af øen sejlede en krydstogt fuldrigger for fulde sejl.
Vi kom i land og de små børn legede i sandet og fandt spændende ting. De satte sig i vandkanten og hvinede af fryd, når vandet plaskede over dem – det var lykke. Yu Linn var med nogle af de voksne ude at snorkle, hun er som en fisk i vandet.

Vi kom tilbage til Roselina og alle var netop kommet ombord, da vi uventet fik en gæst og det var den næste stærke farveoplevelse den dag.
På siden af Roselina lå en båd og i den stod en meget sort mand med kulsort hår, et stort grin, kridhvide tænder og med en lobster i hver hånd – det var et flot syn. Det eneste han havde på var en åbenstående knaldgul regnjakke, der ikke skjulte hans fornøjeligheder. De små piger kiggede på ham med den største naturlighed, vi andre var nok lidt målløse. Dirk sagde, at nu smed han også snart tøjet – det gjorde han nu ikke, men det gjorde vores fiskerven. Da han så vores fotoapparater smed han jakken og samlede sine lobster op igen og stod med det største grin og så op på os – det var noget af et syn.
Vi købte de to lobster for penge og to øl. Petter slagtede dem – og Gitte og han lavede dejlig middag til os.

Næste gang jeg går hen til Torbens fiskevogn på Neels Torv i Dragør og køber rødspætter så tror jeg nok, at jeg får nogle synsforstyrrelser – så vil jeg tænke på vores fisker ved Sandy Island.

Mange varme hilsener til alle Jer fra alle os
Jette

One thought on “Farver i Caribien

Skriv et svar