En uge mere på Antigua

Tirsdag d. 25/4

Skippers snak i går aftes om arbejde havde vist ikke gjort det store indtryk på besætningen, men ved 10-tiden var de da alle oppe. Efter morgenmad blev der så givet grundig instruktion i slibningens ædle kunst. Og sikke der blev slebet, og sikke fint det blev. Efter aftensmaden tog vi alle ind på Life Bar, hvor man ved køb af tre Mt. Gay drinks kunne få en T-shirt. Det lykkedes for os alle selv Sigurd, som ellers ikke drak alkohol, men han var så flink at købe til os andre 🙂

Onsdag d. 26/4

Dagen gik med lidt efterslibning. Ved 13-tiden fik vi besøg. Besætningen fra Lady Sunshine, fem fyre og én pige, kom forbi i dinghy og blev selvfølgelig inviteret om bord. Lasse og Morten er ejere af båden, en 55 fods Tayana, som de har købt i Ft. Lauderdale, og de er nu nået til Antigua efter en tur ned via bl.a. Cuba, Jamaica og den Dominicanske Republik. Det var rigtigt hyggeligt at have dem om bord. Ved halvfiretiden blev besætningen smidt i land med ordre om ikke at vise sig inden solnedgang, for nu skulle der lakeres. Da de kom tilbage var det forreste ruf færdigt. Om aftenen rørte Gitte dej sammen til fødselsdagsboller.

Torsdag d. 27/4

I dag er det Di-irks fødselsdag, hurra, hurra, hurra…. lød det ved halvnitiden. Skipper, der havde været oppe kl. 6 for at lakere færdigt, havde sat bollerne i ovnen, og så var det tid til morgenmad. Om bord har vi en halvanden flaske Gammel Dansk, og for at få noget af det udryddet var der bitter til morgenmaden. Det gav en fin morgenstemning. Dirk pakkede gaver ud. En venstrehåndssejlmagerhandske, lige hvad han ønskede sig, og ”chiller-T-shirt” uden ærmer til at hænge ud i på båden. Vi havde besluttet os for at fejre fødselsdagen med en grillaften på stranden. Vi ville også invitere besætningen fra Lady Sunshine, men de var væk hele eftermiddagen. Ved solnedgang var de dog tilbage, og Dirk sejlede over for at invitere dem. Han fik en rundtur på deres båd, og da han kom tilbage, blev han sammen med Sigurd sendt ind på stranden for at få gang i grillkullene. Det havde de ikke det store held med, lighteren var løbet tør, inden de havde fået gang i kullene. Men efter en tur på båden efter ild og lidt brændbart materiale, lykkedes det dem at få gang i et lille bål, som kullene blev lagt på. Lady Sunshine-besætningen kom forbi og blev inviteret på en rum punch, mens skipper færdiggjorde maden. Så tog vi ind til stranden, og grillen var blevet helt perfekt. Der blev stegt kylling og pølser, der blev drukket mere punch og også øl, som gæsterne havde med. Og så blev der snakket. Gitte og Marianne er begge eneste pige på hver sin båd, og de nød virkelig hinandens selskab. Hen under midnat tog vi tilbage til Roselina, for lige at snuppe den sidste 🙂

Fredag d. 28/4

Så skal vi endelig til at flytte os. Roselina er ellers næsten groet fast her uden for Pigeon Beach, men nu sker der endelig noget. Båden blev samlet igen efter lakeringsarbejdet, der blev ryddet op på dæk, solsejlet blev taget ned, og snart var vi sejlklar. Vi har besluttet os til at tage på en lille sejltur for at øve besætningen lidt inden den lange tur til Panama. Lige nu er der fyldt med både uden for Falmouth og English Harbour, da der er gang i træningssejladser forud for Antigua Sailing Week. Det var næsten som at sejle kapsejlads med alle de både. Vi krydsede lidt mod øst og havde en fin sejlads. Sigurd, som i hvert fald ikke hedder Søstærk til mellemnavn, havde dog lidt problemer med at holde morgenmaden nede. Snart var det dog overstået. Vi tog sejlene ned og sejlede ind til Indian Creek lidt øst for English Harbour. Her er en rigtig fin ankerplads, hvor der kun lå en enkelt båd. Vi smed ankeret, spiste linsegryde, og tog så på dinghy-udflugt. Bunden af Indian Creek er mangrove, hvor vi kunne sejle et stykke op og føle os lidt som opdagelsesrejsende i Amazonas. Derefter tog vi ud for at snorkle, og det var rigtigt fint, men noget grumset, indtil man kom lidt ud af bugten. Så tilbage til Roselina og op med storen, og så sejlede vi ud igen. Denne gang slog vi kun et enkelt slag ud og lavede en bomning, før vi sejlede ind i English Harbour, hvor vi lagde os tæt ude ved revet ved indsejlingen. Så lidt mad igen og så ind til fest med gratis rom ml. 18 og 19. Det var vi desværre ikke så gode til at administrere, så resten af aftenen henstår lidt tåget.

Lørdag d. 29/4

Meget stille på båden. Skipper sejlede ind for at checke mail og hente benzin til dinghy-dyret. Tilbage på båden var der ikke den store lyst til en sejltur, så vi blev hængende. En gang Spaghetti Carbonara til frokost og en grøntsagsret til aften kunne vrides ud af vores lager ombord, så vi ikke behøvede at proviantere yderligere, og så var det ellers tidligt i køjen.

Søndag d. 30/4

Så er det søndag. Efter morgenmaden tog skipper ind for at købe ”meat patties” hos bageren i the Dockyard, så der var til frokost. Der blev også købt gave til Gitte. Skipper har gentagne gange opfordret hende til at beskytte øjnene mod solen, som er meget skarp her, især når vi sejler, så der blev både købt sejlegnede solbriller og brillesnor, så de ikke falder i vandet. Der var også tid til at snorkle på ”Pillars of Hercules” lige uden for English Harbour. Det er nogle sandstenssøjler, der er dannet af vinderosion, som rejser sig lodret op fra havet. I vandet foran ligger store plader og blokke af klippe, hvorpå der gror koral, og der er et fint fiskeliv. Tilbage på båden blev der gjort klar til afgang. Vi satte sejl og slog lige et sving ud mod syd for at øve os lidt igen. Snart ankrede vi igen op foran Pigeon Beach, hvor ankret bare ikke er glad for at sætte sig ordentligt. Skipper gik i gang med lagkagebunde, og det gik fint, men der var dog lidt problemer med en utæt springform, så det bliver kun til to kagelag.

Mandag d. 1/5

Så blev det Gittes tur til at holde fødselsdag om bord. Hele morgenen var der gang i pantryet, og efter fødselsdagssangen, udsat for rent mandskor – uden at det nu lød særlig rent – var der morgenboller. Den nystartede tradition med Gammel Dansk er blevet stoppet allerede, for Gitte ville gerne ud og sejle en tur på sin fødselsdag. Så efter lidt proviantering i land og de obligatoriske netcafébesøg lettede vi anker. Der var købt mørbrad til fødselsdagsmiddagen, men allerhelst ville vi jo have friskfanget fisk, så da sejlene var kommet op kom vores to snører ud med det samme. Og efter under 2 sømils sejlads var der bid. En superlækker tun på knap et par kilo. Sushi, sagde Dirk med det samme, og så var menuen ændret. Kort tid efter var der bid endnu en gang. Tilsyneladende en meget større fisk, for den ”leader”, som er en stålwire, der er placeret lige foran blinket, knækkede eller blev bidt over omgående.

Vi sejlede ca. 5 sømil mod sydvest og så atter mod nord tæt forbi Cades Reef og ind i Morris Bay ved ét af Antiguas mest eksklusive resorts. Egentlig havde skipper planlagt en snorkletur ud til revet, som er kæmpestort, men vejret driller lidt. Det har været meget stille det meste af dagen, men nu er det blæst op, og det begynder også at regne. Vi kigger straks anklagende på Gitte, men beslutter os dog til at lave fødselsdagslagkage til hende alligevel. Skippers bunde bliver smurt med Dirk og Carstens lagkagecreme, og så bliver der fyldt skiver af banan og melon på. Vi undlod at pynte med den fløde, som Carsten havde pisket, da smør og kærnemælk ikke ser så godt ud på lagkage. Og mens regnen trommede på ruffet, nød vi lagkagen med varm chokolade og hyggede igennem under dæk. Da fadet var slikket, var regnen drevet over, og vi satte storen og lettede anker. Vinden var igen blevet svag, så mesanen og genuaen kom også i brug. Snart kom der dog en ny sky ind over os, og den havde en del vind i sig, så snart havde vi vand på dækket, mens vi gik helt tæt til vinden. Skøn sejlads. Vinden blev dog ved med at være lidt for kraftig, så snart tog vi mesanen ned og rullede genuaen ind, før vi vendte. Så rullede vi fokken ud i stedet, og snart gik det derudad igen. Vinden blev ved med at være kraftig, mens himlen blev mørkere og mørkere. Snart var alle iført regntøj, og der kom temmelig meget vand ned. Men det var fin sejlads, og da vi nåede indsejlingen til Falmouth Harbour døde vinden helt, og det blev nemt at bjærge sejl.

Tilbage på plads, og det er virkelig vores plads, for nu har vi fire gange ankret op på den samme plet sand, der maks. er 10 m i diameter, gik skipper i gang med at filetere den fine tun. Der blev uddelt smagsprøver, men rå tun er overraskende fersk. Snart var der fire fine fileter, der blev skåret i strimler sammen med en gul peber. Der blev kogt ris med eddike og sukker, og tangpladerne blev fundet frem. Snart var alle gaster beskæftiget med at rulle ”California Rolls” efter anvisning fra både skipper og styrmand. Så blev der lavet en ingefær-/hvidløgsdressing med jordnøddeolie, og tunrogn blev rørt med mayonnaise, hvidløg og lime. Det tiloversblevne tunkød blev rørt med løg, tomat og peberfrugt, krydret og overhældt med olie og friskpresset limesaft til en lækker tuntartar, og så var der ellers gjort klar til en overdådig fødselsdagsmiddag, og vi fik oven i købet rødvin til. Verdenssituationen blev vendt et par gange efter maden, men vi nåede desværre ikke at løse alle problemerne, inden vi blev for trætte 🙂

Troels

Skriv et svar