Den 21. september 2005
Helenes beretning om turen til Portsmouth
Man kan ligeså godt springe i det som gå. Med en sejlerfaring, der begrænser sig til, at jeg som temmelig lille havde succes med at sætte en optimistjolle på grund i Ebeltoft Skudehavn, bestemte jeg mig for at sejle med Roselina ud på Nordsøen.
Og nu, hvor det er godt overstået, og jeg sidder varm og med nyvasket hår herhjemme, er jeg rigtig glad for, at jeg fik muligheden for at sejle med i en uge.
Det første døgn på Nordsøen var godt nok helt forfærdeligt, bølgerne var enorme, jeg var søsyg og brækkede mig, og et enkelt sæt uldent undertøj var ikke helt nok til at opretholde min foretrukne kropstemperatur. Søsygen var mindst oppe i den friske luft, og det var langt hen på aftenen, før jeg havde fået mig overbevist om, at det ville være mere behageligt at ligge nede i køjen end at sidde og klamre sig til rækværket. Det viste sig heldigvis, at da først afstanden fra lugen og hen til køjen var forceret, virkede den før så ubehagelige vippende bevægelse som en blid vuggen, der snart fik mig til at falde i søvn. Plastikposen, jeg sov med om håndleddet, fik jeg ikke brug for – men det tager nok lidt tid, før jeg (og vist også det meste af den øvrige besætning) igen får lyst til gulerodssalat.
Efter det første døgn lagde vinden sig, og resten af turen til Portsmouth foregik overvejende for motor, hvilket var meget behageligt. Solen skinnede om dagen og månen om natten, og livet var i det hele taget skønt ombord. Der var overskud til både at følge med på kortet og spise nybagte muffins, og ret hurtigt blev det første blæsevejr et fint lille minde, der dels gav besætningen en fælles hukommelse og vore egne sejlerhistorier, og dels gav mig en følelse af at have sejlet ’rigtigt’.
Tak til AC og Kirsten, Mia, Linne, Lasse, Dirk og ikke mindst Troels selvfølgelig for godt selskab, vi ses om 25 dage.
Kærlig hilsen Helene