Kun dem, som ikke har oplevet det lykkelige øjeblik vil tvivle på, at det er dét, vi er bestemt til.
Åh hvilken morgen! Jeg stillede til vagt klokken 7 i morges godt træt og irriteret over de mange lyde, der gennem natten havde holdt mig vågen. Skødeslæden slår lige over min køje, når sejlene tømmes for vind, og den uregelmæssige lyd er svær, til tider umulig at sove fra. Nå, men som sagt stillede jeg til vagt noget uoplagt. Første halvdel af vagten tilbragte jeg sammen med Linne. Der var ikke megen vind, så vi havde styrbordsmotoren kørende. Efter et kvarters tid gik Linne ned for at tage opvasken. Pludselig hører jeg et skumsprøjt fra styrbordssiden, jeg kigger til højre og en grindehval på vel omkring 4 meter i længden skyder op for at strække sin smidige krop i den smule morgensol, Biscayen har doseret os i dag. Jeg bliver helt vild, jeg er den eneste på dæk og må bare have nogle at dele dette med. Først én, snart to, og nu tre og fire grindehvaler viser deres ryg i rolige bevægelser over vandet. Jeg påkalder Troels, som ligger og sover nede i bestikket. Han viser sit lidt trætte ansigt, men så snart han får øje på hvalerne, kan man se han vågner og opdager, at dette er et helt specielt øjeblik. 3, 4 og 5 grindehvaler følger båden i måske et minut, hvorefter de sakker bagud, langsomt, roligt – men bestemt, vælger de ikke at følge bådens tempo. Det er som om de intet har at skulle have bekræftet af os.
Troels går til ro igen, men jeg står og følger hvalerne forsvinde ud i horisonten i op mod et kvarter. Jeg er fuldstændig opstemt, opløftet af disse væsners helt banale tilstedeværelse. Den dårlige nattesøvn fortoner sig, og jeg nyder bare denne morgenstund helt opslugt af bare at sanse.
Linne kommer op fra pantryet og jeg fortæller om hændelsen. Hun ærgrer sig selvfølgelig meget og spejder efter flere hvaler, mens jeg styrer. Vi ser en skyde ryggen op over vandet ude horisonten to til tre gange, og hun går lettere skuffet til køjs. Dirk kommer op og afløser hendes vagt. Efter at have svævet i en times tid har jeg knap fået plantet mine fødder solidt på skibsdækket igen, førend en flok delfiner viser sig. Først tre til fire ude ved styrbordsiden af båden kun omtrent tre meter fra fribordet. Snart svømmer op mod ti af disse modige og ivrigt legesyge delfiner langs vores smukke skib. Dirk har på dette tidspunkt roret, og jeg følger delfinerne op til stævnen. Vandet er krystalklart og pludselig dukker endda flere op – legende med båden. De ligesom leder Roselina fremad mod horisonten, de ved hvor vi skal hen. Jeg er helt oppe at køre, men skynder mig tilbage til roret, så Dirk også kan opleve denne helt særlige atmosfære. Jeg kan stadig følge dem, mens Dirk oppe i forstævnen hopper og danser af bar begejstring, ligesom jeg selv gjorde for blot et par minutter siden. Troels vågner igen over vores tumult på dækket, og vi spotter en anden flok godt to hundrede meter fra båden som laver et konkurrerende show. Dagens højdepunkt må være, da mindst 5-6 delfiner rytmisk springer på linie 200 meter fra båden og tegner en bue i horisonten. Jeg er ved at sprænges indvendig af ren begejstring.
Den samme stemning var der sådan set i forgårs og i går da delfinerne dansende legede med Roselina. Delfinerne er fantastiske væsner, og hvis genfødsel er mulig, er jeg superklar på en delfintilværelse eller to. 8-10 delfiner, der fletter sig ind i hinandens retningslinier; over, under, til siden, accelererende. Grindehvaler er lidt større end delfinerne, men det er ikke så meget deres størrelse, der adskiller dem fra delfinerne, det er snarere deres gemyt. Grindehvalerne virker så rolige, afklarede – lidt tunge i det, men alt i alt tilfredse med tilværelsen og dog med den smule nysgerrighed, der tiltrækker dem til vores smukke båd. Delfinerne er anderledes opsøgende, legende, glade. De er begejstrede og opstemte og virker mere sociale. De ligesom konkurrerer med hinanden i svømmekunsten, og endnu mere viser de sig overfor os mennesker. De havets fugle, når de svæv er gennem vandet og springer legende langs båden. Min dag er reddet. Tænk hvis dette ikke var sket… husk det, Lasse.