Dominica sætter sine spor

Ømme lægge, hoveder og følelser

Onsdag d. 5/4

Pancho kom tidligt og hentede Kristine og Henrik, som skulle ud og dykke. Ved titiden kom Pancho tilbage og hentede, Dirk, Gitte, Carsten, Jesper, Estrid og skipper sejlede os ind til dokken, hvor Corneil tog i mod os. Vi blev læsset ind i hans minibus. Sightseeingturen begyndte dog med et besøg på havnen i Roseau, hvor Customs & Immigration holder til. Det gik nemt og smertefrit, og snart var vi af sted.

Corneil var virkelig behagelig at køre med, da han kørte langsomt, stoppede ofte og fortalte os meget om plante- og dyreliv på øen. Vegetationen på Dominica bærer stadig præg af ødelæggelserne, som blev forårsaget af orkanen David i 1979. Den ramte øen med vinde på op til 240 km/t. Mange huse og en stor del af øens større træer blev væltet, og Roseau-dalen, som før var centrum for citrusproduktionen på øen, blev efter ødelæggelserne omdannet til boligområde for de mennesker, der var blevet hjemløse. Turen fortsatte op og op, og vi kom forbi et vandkraftanlæg, som sammen med andre anlæg af samme type står for ca. 40 procent af øens strømproduktion.

Vi stoppede ved Titou Gorge, hvor der var et vandløb og et lille varmt vandfald. Vi skiftede til badetøj og gik ned i vandet. Den virkelige attraktion ved stedet krævede dog en svømmetur. Titou Gorge er en sprække på mellem 2 og 10 m i bredden og en dybde på mellem 10 og 40 m, og man skal svømme et par minutter, for at komme op til et ret stort vandfald. Det var virkelig en oplevelse, lyset er helt fantastisk, og svømmeturen mod strømmen var virkelig spændende. Vi nød synet og badede i vandfaldet, men snart blev det dog for koldt, og vi svømmede tilbage og varmede os under det lille varme vandfald. Så gik turen mod Trafalgar Falls, som er to ret store vandfald, der er placeret virkelig smukt. De ligger i nationalparkområdet, så på vej op stoppede vi ved en lille restaurant for at købe indgangspas til parken. Det koster 2 US$ pr. mand, og samtidigt bestilte vi frokost, som ville være klar, når vi kom tilbage.

Da vi nåede op til den nærmeste parkeringsplads, begyndte det at regne. Det er nu ikke så overraskende, for det er jo en regnskov, og det regner i gennemsnit over 25 mm om dagen her i bjergene. Der var kun en kort vandretur til en lille pavillon, hvor der var en fin udsigt til begge faldene. Da regnen aftog lidt gik vi videre, og via nogle meget store sten var det faktisk muligt med lidt besvær at nå helt op til bunden af det største fald. Det var spændende og smukt, og der blev virkelig taget billeder.

Frokosten blev så indtaget på River Rock Cafe & Bar, som nok må have de smukkeste omgivelser at indtage en frokost i, man næsten kan forestille sig. Der blev dækket op på en veranda, som nærmest voksede ud i regnskoven på kanten af en slugt, hvor floden løb i bunden. Vi nød udsigten, og snart blev der serveret rum punch, som ejeren kraftigt anbefalede. Dem, der prøvede, fandt ud af, at man sagtens kan blive beruset af en enkelt drink, bare den er stærk nok. Maden var også god, så mætte, let berusede og veltilfredse satte vi os ind i minibussen igen.

Vi var egentlig også mætte af oplevelser og vel mest stemt for at køre direkte hjem. Men Corneil kørte os gennem den botaniske have. Ud over nogle store og meget imponerende gamle træer er hovedattraktionen en skolebus, der vel højst er 1,5 m høj. Den ligger under en stor gren fra et baobabtræ, som knækkede i orkanen David, men der var da heldigvis ingen børn i bussen. Om eftermiddagen aftalte vi med Pancho, at han skulle hente os kl. 0630, så vi kunne starte tidligt på turen til den kogende sø.

Torsdag d. 6/4

The Boiling Lake er den næststørste kogende sø i verden, men den ligger i et uvejsomt terræn, så det er en temmelig lang vandretur. Lidt over halv syv dukkede Pancho så op, og hele flokken undtagen Preben, som stadig ikke er helt frisk, og Jesper, der frygter for klumpfod, blev taget med ind, hvor Archie tog i mod os. Archie er rasta med et utroligt langt hår.

Atter en gang satte vi os ind i en minibus for at køre til Titou Gorge. Denne gang var tempoet dog et helt andet. Archie susede af sted på de fedtede og regnvåde veje, og snart var vi ved stiens begyndelse. Det var begyndt at regne kraftigere, og den første del af turen foregik sådan set på en sti, men den var blevet omdannet til et vandløb af den kraftige regn. Vi var totalt gennemblødte efter et par minutter, og vi forstod snart, at det ikke var en almindelig vandresti, vi var kommet på.

I starten gik vi i tæt regnskov, og det jævnt opad og der var ofte trin udhugget i klippen eller groft tildannet af træ. Efter en kort nedtur og en tur over et kraftigt vandløb gik det atter opad og opad. Archie gik ubesværet foran iført gummistøvler, men snart blev flokken spredt, og flere gange måtte der ventes. Men han forklarede på spændende vis om planter og dyr i området. På et tidspunkt stoppede vi på en bjergryg og havde en storslået udsigt over bjergene.

På Dominica har de nogle papegøjer, der er udryddelsestruede, men netop her så vi flere eksemplarer, der fløj, men dog på temmelig lang afstand. Inden vi alle var samlet, var Archie gået lidt i forvejen. Da vi indhentede ham igen, bredte der sig en sødlig duft bag ham af røgen fra en joint. På det tidspunkt havde vi længe kunnet lugte svovl i luften, og vi regnede med, at søen var lige om hjørnet. Det var dog ikke tilfældet. Archie sagde, at vi var næsten halvvejs, og turen fortsatte op og op igen. Efter yderligere 3 kvarters vandring nåede vi toppunktet på ruten, hvorfra vi kunne se røgen fra den kogende sø og The Valley of Desolation.

Nedstigningen fra toppunktet var fantastisk lang, men der var tildannede trin næsten hele vejen. Først nær bunden gik der et vandløb, som vi fulgte det sidste stykke ned mod Håbløshedens Dal. Det er et ret fantastisk sted. Bevoksning er der næsten ikke noget af, da kun nogle få plantearter kan klare sig i den kraftige svovlatmosfære. Jordskorpen er utroligt tynd her, så tynd at man, når man hopper, kan mærke jorden gynge under sig. Overalt er der steder, hvor svovldampe slipper ud, og der, hvor vandet fra vandløbet løber ned i kanalerne, bobler og syder det. Visse steder kan man stille sig og få et dampbad, og det var virkelig dejligt, for vi frøs noget på trods af den hårde vandretur, da alt tøj stadig var gennemblødt. Da hele flokken atter var samlet, gik vi videre, for der var stadig 3 kvarters vandring tilbage til søen. Efterhånden var der ikke mere bevoksning, og det sidste stykke var nærmest stenørkenagtigt.

Ankomsten til søen var noget skuffende. Man kunne nemlig ikke se andet end damp. Hele søens overflade dampede tilsyneladende så kraftigt, at man ikke kunne se ned til den. men snart kom der et vindpust og en stor sø med en diameter på 50 m åbenbarede sig for os 20 m nede. I midten bulderkogte søen og kraftige svovldunster fyldte luften. Søen er over 15 m dyb, så det er lidt af et kogekar. Vi nød synet, og der blev flittigt trykket på kameraerne. Archie var dog lidt utålmodig. Turen op havde taget lidt for lang tid, så snart begyndte vi tilbageturen og indså vist da, hvor langt vi havde at gå. På det tidspunkt var vi vist allerede godt trætte, og forskellige forslag til, hvordan man kunne få helikopterredning, blev bragt frem.

Efter en halv time stoppede vi ved det, som Archie kaldte et naturligt spabad. Egentlig var der to plateauer med hver sit lille varme vandfald og et bassin med en diameter på 4-5 m. Her lå vi så og flød i det svovlblandede varme vand og nød livet. De trætte muskler fik nyt liv, men inden vi blev alt for afslappede, var det på med skoene igen og så af sted. Nu ventede ingen mere på hinanden med undtagelse af Archie, som tog sig af bagtroppen. Og af sted gik det. Faktisk klarede vi alle turen tilbage hurtigere, men det var en meget træt og lidt slidt flok, der efterhånden samledes ved Titou Gorge.

Kristine og Henrik var gået glip af Titou Gorge i går på grund af dykning, så de hoppede i vandet. De var angiveligt ikke kærester, inden de kom om bord, men de har vist skiftet mening. Det så i hvert fald ud som om de hyggede sig i hinandens selskab, da de svømmede op til vandfaldet sammen og badede under det lille varme vandfald senere 🙂

Der var vist ingen af os, der virkelig vidste, hvad vi gik ind til, da vi startede vandreturen. Vi havde kun fået vand med, men ingen mad, og efterhånden var det over 7 timer siden, at vi havde fået en meget let morgenmad. I bilen på vej tilbage blev der fantaseret om burgere, fritter og cola, og mundene løb i vand i et tempo, der konkurrerede med de omkringliggende vandfald. Dagens tapperhedsmedalje gik til Dirk, der på trods af en endda meget stor vable og et lidt lavt blodsukkerindhold, klarede hele turen, og næsten uden at brokke sig 🙂

Nu ligger vi pludselig fire danske langturssejlerbåde med få hundrede meters mellemrum. Ud over os er det Epoke, Noatun og Malte 2.

Sidst på dagen tog Estrid, Jesper og skipper over for at besøge Epoke. De var ikke hjemme, men i stedet stoppede vi ved Malte 2, en 32 fods Engholm, som lige som de tre andre danske både, er bygget af stål. Per og Inger Marie inviterede os straks om bord. De gav øl, og snakken gik livligt. Vi fik også en rundvisning under dæk, og båden er virkelig fint indrettet.

Oprindeligt havde de planlagt også at gå gennem Panama-kanalen, men efter et par år til søs har de besluttet i stedet at tage tilbage til Danmark. De regner dog med at bruge endnu et par år på at komme så langt, men snart lægger de båden op i Trinidad og tager hjem på ferie i nogle måneder til en imponerende stor flok børn og børnebørn. Vi havde det virkeligt hyggeligt sammen, og vi fik ønsket god tur og held og lykke videre.

Tilbage på båden havde Preben, Kristine og Henrik maddag, og uden at fornærme nogen kan man godt sige, at vi nåede et kulinarisk lavpunkt på turen 🙂

For at få lidt gang i benene igen valgte Estrid og skipper at gå en aftentur for at checke mail. Jesper gik med, da han hørte, at computeren var placeret nær baren på det nærmeste hotel. Baren lukkede dog tidligt, så vi gik en tur en km mod syd, hvor der var levende musik. Det var ret hyggeligt, men dagens strabadser sad i benene, så snart vendte vi trynen hjemad.

Fredag d. 7/4

Av, av, av. Læggene er stenhårde og ømme. I forvejen er det ikke særligt nemt at komme ud af skipperkøjen, men i dag er det da virkelig besværligt. Men der er ingen vej uden om. I dag skal vi videre.

Skipper tog over til Ida og Torben på Epoke. I går var deres dinghy kommet i klemme under en dok og var punkteret. De lokale havde forsøgt at lave en midlertidig ”lappeløsning”, som tilsyneladende fungerede. Men i løbet af natten var den ene ponton atter tabt pusten, og det havde sammen med ret kraftig vind fået jollen til at kæntre, så motoren var kommet under vand. Surt, surt. Nå, men de havde da tid til at vise lidt rundt på Epoke, som også er fint indrettet til langturssejlads. Vi fik en hyggelig snak, og med ønsket om fortsat god vind sagde vi farvel.

Så tilbage til Roselina, hvor Gitte, Carsten, Dirk og Estrid tog med for at proviantere i Roseau. Da vi nåede derind, fortøjede vi bag fiskemarkedet, som også var det første sted vi besøgte. Vi fandt en fin tun på omkring 5 pund, som vi fik renset og parteret efter alle kunstens regler. Pris alt inkl. ca. 70 kr. Vi skiltes så, og Estrid og skipper tog på grøntsagsmarkedet. Dagens scoop – en hel klase bananer med måske 50 stk. – 5 EC$ svarende til en 13-14 kr.

Hjemme igen gjorde vi klar til afsejling. Ved 14-tiden lettede vi anker. Vind er der ikke meget af, men vi sætter da storsejlet, og får lidt hjælp. Da vi nærmede os bugten kom én af de mange boat boys os i møde. Vi hilste pænt på, men jeg forklarede, at vi plejer at benytte Jeffrey, så han sejlede igen.
Ved 17-tiden ankrede vi op ud for Coconut Beach Hotel i den sydlige del af Prince Rupert Bay. Jeffrey kom snart forbi for at spørge, om vi havde brug for noget. Vi aftalte en tur op ad Indian River lørdag kl. 1000. Han advarede os om problemer med sikkerheden i området og anbefalede, at vi flyttede båden op i den nordlige del af bugten, som bliver patruljeret af Jeffrey og de andre boat boys.

Dirk, Carsten og Gitte havde maddag og blev på båden, medens vi andre sejlede ind for at nyde en kølig Kubuli, den lokale – og meget velsmagende – øl i hotellets bar. Her blev vi atter advaret om sikkerhedssituationen, og vi besluttede så at sejle op og lægge os i den nordlige del af bugten. Der var blevet købt ind til fest om bord. Et par flasker af den lokale rom og forskellige slags juice. Dirk blandede pina coladas og stillede sit højttalersæt op.

Senere på aftenen, da festen var i fuld gang, brokkede folkene fra en fransk båd nær os sig over larmen. Det var dog vist ikke på grund af Dirks højttalere, men snarere lidt højrøstet tale. Efter midnat løb vi tør for sprut, og snart fandt vi ud af, at det var helt nødvendigt at tage til byen, hvorfra bankende soca-rytmer nåede ud til os.

Vi sejlede ind til det sted, hvorfra musikken lød højst. Det viste sig at være et meget lokalt diskotek. Der var faktisk ingen andre turister end os. Men vi hyggede os meget, i hvert fald indtil Estrid fik sin tegnebog stjålet. Hun råbte op og ville slås, og snart blev musikken slukket og lyset tændt. Jeffrey gik op og forklarede situationen i højttaleren. Stemningen var temmelig spændt for at sige det mildt, og snart besluttede vi at fortrække. Dirk og Sigurd var væk, men vi fandt dem sovende i dinghy’en, og snart sejlede vi tilbage, og det var ikke en gang blevet lyst endnu.

Troels