Et studie i landgangsteknikker
Dinghy’en er en ca. 5 meter lang gummibåd bestående af 2 gummipontoner og en fast bund af glasfiber og dertil en velfungerende Johnson påhængsmotor. Udover dinghy’en har vi en mindre gummibåd som alene er forsynet med rugbrødsmotor.
Her på Kap Verde øerne ligger vi ikke i marina eller havn, men ankrer op på “passende” ankerpladser ud for kysten. De passende ankerpladser er så som så for nogle af dem har været meget urolige med vind og dønninger.
Når vi sådan ankrer op er vi selvfølgelige afhængige af vores 2 småbåde, når vi skal i land i vores forskellige ærinder. – Denne beretning vil forsøge at beskrive nogle af vores oplevelser i småbådene.
Første gang vi landede på Kap Verde, på øen Sal, skulle vi alle i land for at indklarere hos de lokale myndigheder. På daværende tidspunkt var vi 10 personer med normal dansk gennemsnitsvægt. Selv om der er meget luft i pontonerne på dinghy’en, har den det med at ligge lavt i vandet, så det er bare med at sejle langsomt, så alle ikke får sig en våd rumpe mv.
Første sted vi landede, var der en rimelig trappe at lægge til ved og stige i land. Eneste bemærkning var, at de lokale fiskere brugte trappen til at slagte og rense deres friskfangede fisk på trappen, så der var et sandt søle og en god stærk lugt af fisk.
Vi sejlede senere ned sydpå på øen Sal, og her ankrede vi op ud for kysten, hvor der er begyndende turisme. Et nydeligt sted med en lille by og nogle superstrande. Adgangsforholdene med dinghy’en var derimod ikke de bedste. Fra ankerpladsen sejlede vi ind til en høj bro, hvor man fra vandoverfalden skal kravle op ad en høj meget rusten jernstige. Når man så tror at problemerne er overstået, skal man ind af en lang bro, hvor man med løs hånd har placeret nogle planker, som man kan træde på. Hvis man skal lade dinghy’en ligge er det en god idé at alliere sig med en af de lokale og betale ham for at holde øje med dinghy’en. Det kan vise sig at være en god investering.
Hvis havet er roligt, er det ingen sag at sejle 10 personer ind og ud i dinghy’en men i dønninger er det en helt anden sag, Og dønninger er der næsten altid! Så mangen en gang er vore bagdele og andre legemsdele blevet våde af skvalp, der er kommet over siden på dinghy’en.
Gummibåden har vi indtil nu kun brugt en enkelt gang, men det blev også til et flot stunt. Jeg tror, det var ved ankomsten til øen Maio, at Troels og Jørn skulle ind for at indklarere. De tog ind på stranden og kom gennem brændingen uden de helt store problemer. Ved tilbageturen var Jørn blevet sat af, og skipper Troels skulle prøve lykken ud gennem brændingen alene mand. Vi kunne se det fra Roselina, og det endte med en spektakulær 360 graders vending og vådt tøj, indtil nogle unge mennesker på stranden kom og forbarmede sig over den stakkels skipper og hjalp ham ud gennem brændingen. Turen gennem brændingen blev ikke forsøgt igen – vi fandt en stejl og glat trappe at lande ved, og alle kom frem og tilbage uden de helt store problemer.
Vi tog tilbage til Sal for at hente AC, der vendte tilbage til Roselina efter et ophold i DK. På dagen for tilbagekomsten var det er herrens vejr med kraftig vind fra en forkert retning og med rimeligt store dønninger. Godt nok ikke så store som ude på det store Atlanterhav – jeg har oplevet mine største bølger nogen sinde på turen hertil, og endnu har vi ikke haft sådan rigtigt blæsevejr. Nå, tilbage til dønningerne ved sydspidsen af Sal, som er en halv til en hel meter høje, men det er alt rigeligt set fra bunden af en dinghy. AC ankom til SAL ved 1 tiden om natten, og ved 10 tiden skulle Linne og Troels af sted for at hente AC. Jørn og jeg sejlede dem ind til den stejle jerntrappe i buldermørke og mellem en masse opankrede fiskerbåde og -liner. Ind kom vi og også tilbage igen. Aftalen var så, at de skulle ringe, når de var klar til at blive afhentet. Jørn og jeg håbede, at de fandt sig et hotel i land, så vi slap for en ny tur den nat. Men nej, ved 3-tiden ringede min mobiltelefon, og selv om jeg forsøgte at lade som ingenting, endte det med en samtale, hvor Troels bestilte afhentning. Jørn og jeg tog af sted, og det blæste om muligt endnu mere end tidligere på natten. Vi kom ind og fik samlet de 3 personer op ved jernstigen med ACs 3 store tunge tasker indeholdende nogle få personlige ejendele samt en hel masse ting og sager til Roselina. Vi kom tilbage til Roselina i forholdsvis god ro og orden og gjorde klar til ombordstigning. Ombordstigningen foregår ved, at man står og balancerer på en af pontonerne på dinghy’en, og når den så er på toppen af en dønning, springer man op på en fenderliste på Roselina og derfra videre ombord. Det plejer at gå godt, men lige netop den nat gik det lidt galt for Jørn. Pludselig mistede han fodfæste og hang i armene i søgelænderet uden noget at støtte fødderne på. Der hang han så et stykke tid – nok kun nogle få sekunder – men jeg følte det som meget lang tid. Jeg forestillede mig allerede at skulle til at lave mand over bord øvelser i det oprørte bælgsorte hav, men heldigvis besluttede Jørn sig for at holde fast i søgelænderet og inden længe var han og vi andre trygt om bord på Roselina. – Der gik lidt tid inden pulsen kom ned og vi kom til køjs.
På øen Santiago lå vi første sted ud for en større havn, men adgangsforholdene var nu af den grund ikke særlig fremragende. Vi benyttede mest en mole, hvor der var en meget rusten trappe. Det nederste af trappen var en del af tiden under vand og derfor glat og slimet. Trappe er sådan set også lidt meget sagt, fordi en stor del af trappetrinene manglede, men selv i mørke efter en hyggelig bytur, kan det altså lykkes og komme frem og tilbage. Men glem nu ikke, at vi nu er 11 personer, så når alle er om bord i dinghy’en er der ud over vores kroppe ikke meget over vandoverfladen.
Efter indtagelse forleden af en hyggelig middag om bord på Roselina, hvor vi også delte et par flasker rom, fandt den yngre del af besætningen ud af, at de ville til byen for at fyre den af, som det vist hedder. De spurgte ud i salonen, om der var nogen, der havde lyst til at sejle dem ind til trappen uden trin og ikke mindst tilbage igen, når de var færdige med deres bytur. Der blev helt stille blandt personerne i salonen. Lige indtil AC – kaldet morfar af de unge – forbarmede sig over dem og sagde, at det skulle han nok tage sig. Jeg har ikke hørt noget om dramatik på hen- og tilbageturen, men de unge mennesker var meget stille og trætte dagen efter – om det så har været dinghyturen frem og tilbage eller oplevelserne i land, skal jeg ikke kunne sige.
Nu er vi ved en hyggelig bugt på nordenden af Santiago. Vi ankom ved solnedgang og har endnu ikke været i land. Det har vi til gode til i morgen. Og gad vide, hvad turen i dinghy’en vil bringe med sig denne gang. Vi får se, men indtil nu har vi taget alle oplevelser med grin og godt humør, så det lover godt for morgendagen og de kommende dage.
Peter