Om skuder og skønne forventninger
Det var lidt af en Odysse vi drog ud på fredag morgen… Bluffhansa- maden var en prøvelse, men vi nåede da til Frankfurt – kun for at få konfiskeret det meste af vores håndbagage… Vi havde ikke lige fattet helt hvor hysterisk man er blevet med sikkerheden ombord – havde da i hvert fald ikke forestillet os, at mascara og læbestifter kan udgøre sådan en trussel for flysikkerheden… Men ak – alle nyindkøbte luksusshampooer, make-up og højfaktor solcremer etc., røg ned i en stor balje. Av av.
En tandbørste, en fodfil og et par præservativer (man er vel optimist) – stod jeg tilbage med… Helt ærligt!
Nå, men så havde vi jo lidt at få tiden til at gå med i Los Angeles – (hvor man dog mærkeligt nok var udgået for tandpasta…). Tiden blev også brugt på at skaffe Brit indrejsetilladelse til Tahiti… Som ikke-EU borger viste det sig nemlig, at hun skulle have en gyldig udrejsebillet, hvilket hun jo ikke havde, da vi sejler herfra. Ingen kære Mor… – så hurra for Visa kort – (men New Zealand Air har lovet, at den kan refunderes, fraset servicechargen…)
Efter en ualmindelig behagelig flyvning med ovennævnte selskab, landede vi grytidligt på Tahiti lørdag morgen. Solen var ved at stå op under indflyvningen, så både Moorea og Tahiti lå som frodige høje vulkanøer i lilla morgendis. Flot. Vi blev hentet i lufthavnen af Skipper Polle, og susede ned til Taina Marina med den lokale offentlige transport Le Truck (lastbil med overdækket lad, og et par sæder på langs) – Roselinas dinghy lå og ventede på os – så humøret var højt da vi stilede mod lagunens smukkeste skib i morgensolen.
Ombord var Kirsten (som har været ombord siden maj), og Tove og Klaus (som har været med i en lille måned).
Roselina er en ualmindeligt smukt, og funktionelt skib. Der er god plads, både på, og under dæk – ståhøjde overalt – skurede trægulve, og lak man kan spejle sig i overalt på skabe og døre – i sandhed den rene fryd for øjet. Vi venter spændt på om den også kan sejle… Det er planlagt, at vi letter anker i morgen – efter laaang tid her på Tahiti. Båden har været her siden den 1. september grundet stor udskiftning af besætningsmedlemmer. I begyndelsen af denne periode, lå Roselina alongside i inderhavnen i Papeete, tæt på begivenhedernes centrum, i dette Stillehavets Las Vegas. En nat var der sørøvere ombord. Mens 3 unge mænd sov på dækket, og resten lå fordelt i diverse lukafer, var der ubudne gæster, som formåede at stjæle punge og kameraer fra befolkede køjer. Siden da har Roselina ligget for svaj, i en bugt lidt udenfor Papeete.
Der kom nyt folk til i går – en familie Poul og Anette (partsredere), og deres 2 små søde piger Clara og Kathrine, på 4 og 2. Vi har det rigtig hyggeligt.
Planen er at sejle til Moorea i morgen. Immigrationskontoret var lukket i går og i dag, så vi håber det lader sig gøre i morgen. Kryds fingre.
Tahiti, og Papeete har nemlig ikke imponeret. For fransk, ikke specielt interessant, og ikke specielt smukt. Der køres i kæmpestore 4wd i tæt trafik på de få veje. Der er et ok marked i byen, hvor der sælges wholesize mahi-mahi, frugt og grønt, og souvenirs i form af bastskørter og polynesiske tattoos og den slags. Og der er et lille Gaugain-museum, som var interessant – men så er vi også ved at være der.
Man kan dog bruge en del tid på at betragte lokalbefolkningen. Den moderne Polynøse må vist være langt fra forne tiders sømandsfantasier… De er enorme! Vi er de rene dansemyg i forhold til de maskiner af begge køn, som udgør den gennemsnitlige Tahitianer. Vi kan ikke rigtig gennemskue, hvad der går galt. De er yndige som børn, pæne (om end noget overvægtige) som teenagere, men bliver grove og kæmpestore som voksne. Man får en anelse, når det åbenbares, at McDonald’s synes at være det ultimative søndagsudflugtsmål.
Noget andet som er interessant, er den underlige særlige kønsidentitetsopfattelse, som kendetegner Polynesien. Det er ikke ualmindeligt, at drenge opdrages som piger, Mahu kaldes de. Sådan har det været siden før de europæiske opdagelsesrejsendes tid. De opdrages, og lever deres voksne liv som kvinder, men det er lidt uklart, om der er tale om en social foranstaltning, eller om der også er seksuel identitet med i billedet. Det er vist mest det første. De er nemme at spotte, og især at finde på restauranter og i nattelivet – og skulle efter sigende også udgøre langt hovedparten af glædes”pigerne”.
Der er en vidunderlig flora. Nerierne er høje som etagebyggerier hjemme. Bourgainvillaerne vælter ud over hvert et fremspring. I øvrigt opkaldt efter den store franske navigatør Bourgainville, der blot et lille år efter englænderen Wallis, – og før denne var nået hjem til England for at fortælle om sit fund, – som den anden europæer, satte foden på Tahiti, i 1768. Den overmåde venlige manér, de blev modtaget på, af især kvinderne, blev overleveret af de måbende sømænd – og drømmen om den frimodige og skyld-og skamløse Vahine synes stadig at være i live.
Nå, tilbage til blomsterne. Nationalblomsten Tirae, bærer man bag øret. Der er tale om en gardenia, – og har man den bag venstre øre, viser man, at man er optaget, og bag højre, signalerer man, at man er ledig… (det virker ikke – skulle vi hilse og sige…!). Man kan købe disse skønne duftende blomsterhoveder i voldsomme mængder på markedet.
Vi har været lidt ude og spise – og en typisk lokal ret er poisson cru – rå citronmarineret mahi-mahi e.l., serveret i kokossovs med fintskåren tomat og agurk. Lækkert! Derudover en del anden rå fisk i form af sashime og tun carpaccio. Vi har fået uru – som vist nok er breadfruit (grunden til at Captain Bligh i første omgang kom herud med Bounty, var at medtage disse planter til Caribien, hvor det skulle være slaveføde). De kunne heller ikke lide det…Roselina, er som skrevet, en skøn skude. Dagligdagen er skemalagt, og her hersker nærmest militærisk disciplin. Vi er 4 madhold, og hver dag har man enten toilet- eller dørk- eller dæktjans. Så her er i sandhed nydeligt. Vi er løbet tør for ferskvand, så det hentes i land indtil vi under sejlads, igen får gang i skibets watermaker. (Kan lave saltvand til ferskvand – med lidt snilde kan den måske også klare vand til vin?)
Fryseren virker igen – så nu er der provianteret i rå mængder til de forestående ugers sejlads. Her er dyrt! Kun frisk rovfisk er billigere end hjemme… Men øllet (Hinano) er godt, og vi mangler i det hele taget ikke noget. Det lader til, at vi har fået samlet os en ægte gourmetbesætning – så det lover godt! I går stod den fx på lynstegt frisk tun med lime (thaistyle). Vi sidder på dækket og spiser, da det bliver en kende beklumret med så mange folk i kabyssen i denne temperatur og fugtighed.
Brit og jeg sover på dækket, under åben himmel, så vi rigtig kan ligge og betragte denne formidable stjernehimmel. Mælkevejen er malet på med bred pensel, og vi har fundet Sydkorset!
Dagen i dag er i øvrigt gået med at blive fuldgyldige dinghy-førere – og vi drøner frem og tilbage fra Roselina til land, med folk til og fra bytur, indkøb, stranddag og vaskedag. Dinghy’en er netop kommet tilbage i mørket med nogen, som har været på bananskud…
Vi har snorklet, og selv her i en tilfældig bugt, var der koraller, og masser af fisk i vilde former og farver. Det lover godt for de små mere uberørte øer, som Roselina nu (forhåbentlig) stævner ud imod. Vi håber at se hvaler igen.
Planen er at sejle via Moorea og Huahine til Bora Bora, hvor vi skal være omkring den 7. oktober, hvor AC – endnu en partsreder, træder til. Derfra går det mod Rarotonga (Cook Islands) via små bitte spændende øer. Vi har haft søkortet bredt ud på spisebordet, ”Tonga to Archipel des Tuamotu” er unægtelig noget andet end ”Sundet, Mellemste del”. Der er dybder på 5-7 kilometer – og små øer med eventyrlige navne.
Man kan se Roselina’s position her på hjemmesiden, (klik på logbog på hjemmesiden – og klik derefter på den ønskede dato).
Nu skal der vind i sejlene… Om dette – og meget mere – senere…
Mette Marie