Nye gaster – og kanalprocedure
Fredag den 19. maj
Roselina og besætning ankommer om morgenen til Colon, efter et par dejlige dage på San Blas øerne. San Blas øerne er et meget smukt sted hvor man nemt kunne bruge mange måneder på at udforske de mange små øer med det klare vand og rige undervands liv.
Den nye skipper Polle og Kirsten kommer ned til båden om formiddagen efter nogle dage i Panama City og nogle uger i Costa Rica. Panama City er noget af heksekedel sammenlignet med Costa Rica.
Skipper Troels skal hjem efter ca. 9 måneder på søen, hvor han har sejlet med mange forskellige gaster.
Det er ikke altid det rene afslapning at være skipper ombord på Roselina, og man kan sikkert føle sig godt brugt engang imellem. Der er mange praktiske ting der skal ordnes når der skal skiftes besætning, så fredagen går hurtigt
Lørdag den 20. maj
Pga weekenden holder alle kanalmyndigheder for lyst både fri. Dette gør, at vi først kan komme i gang med kanal proceduren når det bliver mandag, så vi kan lige så godt slappe af, og de gaster, der skal afmønstre, kan få pakket i ro og fred.
Om aftenen ankommer de nye gaster hjemme fra Danmark.
Lars Åby, der efter 30 år igen skal igennem Panama Kanalen på sit eget smukke skib.
Hans Natorp, en af vores sidste nye medejere. Hans har gjort et stort arbejde for at denne tur er blevet en realitet. Hans`s søn Dirk har været ombord i nu snart 9 måneder, og er efterhånden ved at være en ung sømand, med mod på livet og hvad det nu fører med sig.
Søren, Anne-Line og Mads er alle fritidsdykkere, der regner med at få sig nogle gode dyk på Galapagos.
Børge, der er tømmer, er også sammen med sin voksne søn Sigurd, så man kan vel sige at det er en rigtig familietur vi skal på.
Kirsten og jeg var taget ud til lufthavnen for at tage imod de nye gaster. Der bliver forhandlet en pris for en minibus til Colon, ca 1,5 times kørsel derfra, og alle kommer godt ombord på Roselina efter den lange rejse.
Søndag den 21. maj
Efter en nattesøvn hvor søvnen er så som så, er alle de nye gaster klar over, at de er kommet til et land hvor det er meget fugtigt og varmt, så det er lidt af en omvæltning at komme til Panama.
Humøret er højt for i morgen skal vi i gang med alle kanal myndighederne. Der bliver snakket meget om, hvor hurtig vi kan komme igennem kanalen, heldigvis er det ikke høj sæson lige nu, så hvis vi er heldige kan vi vel slippe igennem kanalen med kun få dages ventetid.
Den nye skipper har fødselsdag, så vi må jo nyde et par kolde øl på dækket af Roselina. Om aftenen er hele flokken inde at spise på den lokale restaurant inde i yacht klubben.
Mandag den 22. maj
Alle er tidlig oppe for nu skal vi i gang med imigration og kanalmyndigheder.
Jeg har kontraheret med Mr. Stanly, der er sådan en slags agent, der tjener lidt penge på at hjælpe sådan nogle sejlere som os. Mr Stanly kan åbenbart mere end sit faderhvor, for han lover os ”before wedensday you are gone”, så nu bliver det sjovt at se om vi kommer hurtigt igennem.
Vi må ud at skaffe 4 stk. trosser på hver 125 fod, samt nogle ekstra fendere, så alt i alt løber udgifterne for forarbejdet op i 125 USD. Selve prisen for at få Roselina igennem kanalen er 850 USD, samt 850 USD i depositum, såfremt vi gør nogle skader, eller skal slæbes igennem.
Humøret er højt og aftensmaden, der bestod af lagsange med både boblevin og rødvin, smagte dejligt. Jeg er sikker på at vi nok skal få en god tid med den ny besætning. Det bliver spændende at få Roselina ud i Stillehavet til nye eventyr. Det er jo egentlig et fantastisk priviligeret samfund vi lever i, når man sådan kan rejse ud i den store verden i længere tid, uden at spekulere så meget på lille Danmark.
Polle