Sejlskift, hvaler, social rang og kællingesløjfer
Det har som overskriften antyder været et meget begivenhedsrigt døgn.
I går morges startede med lidt for lidt vind, så der var atter basis for lidt motorsejlads. I lidt diset vejr nåede vi om formiddagen til Ile d’Oussant, som er en ø ud for Bretagnes vestspids og dermed Frankrigs vestligste punkt. Der var meget smukt med et fantastisk fyrtårn tilsyneladende placeret midt i vandet, men det mest fantastiske var nu strømmen i løbet mellem Ile d’Ouessant og fastlandet. Vores hastighed gennem vandet lå på godt fem knob, men farten over grunden nåede op på 13. Der var nogle spektakulære strømhvirvler, som Roselina dog forcerede uden problemer, men det lignede lidt white water rafting i en 62 fods kajak. Pludselig holdt det op, og vi var nået ud i berygtede Biscayen.