Brev fra varmen

16. dec. 2001

Så er Roselina med besætningen stadig nogenlunde intakt nået til Caribien. Finn har mistet et par tænder, tæt på i hvert fald, idet han havde et uheldigt sammenstød med en skødeblok og måtte ind og repareres hos en tandlæge på Cap Verde.

Skipper Palle havde åbenbart fået lidt for gode søben, for næppe havde han sat fødderne på landjorden på Martinique, før han forvred sin ankel knækkede et par ledbånd så anklen hævede til dobbelt størrelse straks. Men ellers er alt stadig vel her ombord, vi havde en god tur fra Cap Verde til Caribien, det tog 13 døgn + 5 timer med ankomst d. 4. dec. kl. 0945 til Martinique. Preben vandt væddemålet om ankomsttidspunkt så han giver drinks til alle. Ulla og Ida, der stod af på Gomera for at flyve over Atlanten, stod og vinkede med danske flag på kajen. Herligt med fast grund under fødderne igen, herligt at kunne indtage et måltid uden at gryder og tallerkner suser rundt om hovedet på en, og herligt at sove roligt i sin køje igen.

I Fort de France fik vi shoppet og set os omkring inden vi sejlede over til en badevenlig turistbugt, hvor vi fik fundet snorkeludstyr og andet badegrej frem.

Efter nogle dage her satte vi kurs mod St. Lucia, Rodney Bay, hvor også alle ARC ( Atlantic Rally Cruise) sejlere ankommer til i løbet af december måned. De første store både ankommer i dagene 5-6. dec. Her er alle faciliteter til rådighed, byen Castries ligger 15 min. herfra.
Fra Rodney Bay til Marigot Bay, en eftertragtet bugt, da man ligger mægtig godt beskyttet for vind og sø. Bugten er charmerende lille, med en lille bitte klat strand og et par hoteller og spisesteder og et par gode rev at snorkle på i nærheden.

Anse la Raye. Herfra laver vi en vandretur til et af de mange vandfald, der er på St. Lucia. En spændende, varm og våd tur, hvor guiden Snakeman også kaldet Jokerman fortæller og synger en masse undervejs. Vi bader i vandfaldet, der er et smukt syn og på vejen smager vi på kakaobønner og appelsiner, som vi selv plukker fra træerne. Vi kommer hjem med tasken fuld af kokosnødder, der spises som slik, børnene er vilde med det.
Efter et par dage her tager vi videre ned langs kysten til Pitonerne, to kegleformede klipper der side om side rager højt op af vandet. Et af de smukkeste syn på øen. Ankerpladsen er meget urolig, så nydelsen begrænses. Vi nøjes med en nat her, så vælger vi at sejle op til Marigot Bay igen, for at ligge sikkert og godt. Desuden skal vi sætte Preben og Finn af her på St. Lucia om et par dage, så vi sejler fra Marigot til sydenden af øen, hvor lufthavnen ligger. Preben og jeg tager på juleshopping i Castries og kører med bussen ned gennem øen til Vieux Fort, mens de andre sejler ned langs kysten.

Farvel til et par gode måneder med Finn og Preben og velkommen til Anna og Jens, der skal hold jul sammen med os. Christian og Birgit skulle også have været her, men måtte desværre melde afbud i sidste øjeblik.

Vi tager til Cumberland bay, en meget stille og næsten ubeboet lille bugt. Vi møder Stevens, der har en restaurant og er blevet anbefalet at besøge. Han har i sin have et stort appelsintræ, plantet af de første danskere, der kom til øen, og han kan fortælle historier om Captain Bligh, der sejlede på de store have for mange år siden. Og selvfølgelig ligger han inde med netop en flaske Captain Bligh Rom, som vi må købe. Han har en lille strandrestaurant, der endnu ikke er færdigrepareret efter den sidste hurricane for et par år siden, hvor det halve hus blev ædt af havet. Så vi sidder under et halvtag i en bambushytte, gekkoerne kravler på væggene og husets generator forsøger at lave strøm nok til huset. Det går ikke, vi får udleveret et par stearinlys, senere kommer strømmen igen. Dagens ret er på grillen udenfor, så den burde ikke lade sig mærke med den svigtende strøm. Men noget er gået galt, kyllingerne er næsten rå, og grønsagerne minder om gammel italiensk salat på tilbud. Desserten er dog ok, et par stykker frugt i sukkerlage, men det kan vel næsten heller ikke gå galt.

Så når vi til Young Island på sydenden af St. Vincent, en smuk, privatejet sandø med nogle luksusbungalows. Smukt sted, vi laver en tur til hovedstaden Kingstown. Så går turen til Bequia, som vi kan se i det fjerne, kun ca. 10 mil herfra. I Bequia ligger allerede flere kendte både, bl. a. vores norske venner fra Dvina, med Konrad ombord, som Tobias ser frem til at lege med. Vi slår os ned på Bequia i både jul og nytåret, da vi ligger perfekt, stranden er fin og her er sjove butikker, gode cafeer med vidunderlig is og kager – og rompunch og maritime shops med diverse bådudstyr. Hvad kan vi forlange mere….

Så er både jul og nytår vel overstået på Bequia, hvor vi lå i 10 dage. Juleaften holdt vi på båden på danskeravis, og nytårsaften mødtes vi med en del andre langturssejlere til nytårsgrill på stranden, så det var festligt. For nogle endte natten dog mindre festligt, da de var udsat for forsøg på røveri, med en kniv på struben og krav om “Give med your wallet”. De slap dog fra det med både strube og tegnebog i behold, men med en stor forskrækkelse og en erfaring rigere.

Vi lettede anker d. 2. jan. og sejlede til Mystique, øen der er berømt for at huse personligheder som Mick Jagger og andre kendte. Mick Jagger opholdt sig på øen da vi var der, og blev set dansende på den kendte Basils bar kun få 100 m fra hvor Roselina lå for anker!.
Mystique er et privat foretagende, en meget velplejet og civiliseret ø med store, imponerende “sommerhuse”, der er placeret diskret af vejen for pøblen. Noget helt andet end resten af Grenadinerne, der er langt mere ydmyg og fattig.

Vi opholdt os et par dage på Union Island og et par dage ude på Tobago Keys, et smukt hesteskoformet koralrev med et par små sandøer strøet i det smukke turkisblå hav. Her er fisk og koraller i massevis, så her kan man bruge flere dage på bare at snorkle rundt og kigge. Det blæste rigeligt. så vi foretrak at sejle videre efter et par dage, da vi senere på sæsonen kommer forbi igen. Vi sejlede ned til Carriacou og Sandy Island, hvor man også kan svømme blandt tusindvis af smukke fisk – og mindre smukke, vi så et par barracudaer, de ser ikke venlige ud og er heller ikke helt ufarlige.

Efter disse oplevelser kom vi til civilisationen på Grenada, hvor vi nød diverse faciliteter som yachtklubben kunne tilbyde. Vi lå til kaj i flere dage, en luksus herovre, og kunne tage alle de brusebade vi havde lyst til og købe næsten alt i supermarkedet.

Vi forlod Grenadinerne og sejlede mod Tobago d. 15. jan. En tur på 13 timer, vi sejlede om natten, det var en streng tur med modvind og meget sø. Ulla, Palle og unge Thor stod ved rattet mens andre lå brak (læs bræk) under dæk med småfolkene.

Tobago, Charlotteville, er et meget smukt og fredfyldt sted, fyldt med pelikaner, der skræppende vækker os tidligt om morgenen, hvor de sidder lige ovre på klipperne ud for stranden og slår mave efter dagens første måltid. De dykker lodret ned i vandet med en voldsom fart og kommer lynhurtigt op igen med en godbid i det store næb. En imponerende fugl. Her i bugten huserer også mindst én havskildpadde, vi møder den af og til når vi sejler i dinghyen ind mod land. Bugten tæt af grøn bevoksning, kakaotræer, mangotræer, brødfrugttræer, kæmpebambuser og mange andre grønne planter. Pt. udgør befolkningen i både byen og bugten af ca. 40% danskere, her ligger 3 danske både og på land er Mrs. Cholsons Chalets beboet af lutter danske turister.