En ubeboet atol på vej til Pitcairn
På turen fra Påskeøen til Pitcairn lykkedes det at gøre holdt på Ducie.
Vi startede med at sejle fra Påskeøen d. 25/7 med en flot solnedgang i horisonten og stille og roligt vejr. Vi så alle frem til en lang og spændende sejltur, med mange nye og positive oplevelser, vi havde jo hørt om den dominerende østlige passatvind, som ville blæse os hele vejen til vores mål. Men så gik det stødt ned ad bakke, vejret blev elendigt, solen så vi ikke mere til, fryseren gik i stykker, lokumstanken stoppedes midt under hele bådens fiskeforgiftning, generatoren satte ud og vi brækkede os.
Kære familie og venner
Vi er nu endelig kommet til Fransk Polynesien, nærmere betegnet Gambier ø-gruppen.
Turen fra Galapagos til Påskeøen var for mig det værste, jeg kunne forestille mig ud af hele denne tur på 8 måneder i Stillehavet. Højt sat kunne den vare fra mellem 14 – 18 dage i store søer uden mulighed for at komme af, tænk hvis jeg fik klaustrofobi, blev alvorlig syg eller bare fortrød hele turen!
…og det blev helt anderledes…
Kære Roselina ven!
Som du sikkert har bemærket er Roselina velankommet til Rapa Nui, også kaldet Påskeøen.
Vejret er nok ikke noget jeg kan prale med, det svarer til en dansk sommer, der er ved at blive til efterår – eller blot en dansk sommer, når den ikke er helt god. Glæder mig derfor til at komme hjem til varmen (lyder meget underligt og er lidt svært at tro, at det virkelig er sådan det forholder sig). Håber blot at vejret i Danmark ikke skifter lige når jeg kommer hjem.
Jeg tror jeg har en skriveblokade lige nu. Noget der svarer til at være mundlam. Jeg ved i hvert fald slet ikke rigtig hvad jeg skal fortælle, for der er så meget. Hele tiden nye indtryk der skal bearbejdes.
Jeg er blevet spurgt, om jeg ikke ville skrive en beretning om vores sejlads her til Påskeøen. Og det vil jeg gerne, for jeg har min historie at fortælle – en historie om mange oplevelser, som har været helt nye for mig. Nye oplevelser er nye udfordringer, og de kan være spændende, og forventningens glæde kan være en lykkebrus, som kan fylde hele kroppen. Men nogle gange kan det faktisk også blive lidt for udfordrende, når man bevæger sig ud på stier, man tidligere ikke har betrådt.