Atlanterhavet

Atlanterhavet d. 7. nov. 2005 kl. 0330

Jørn og Linne er på vagt nu. Det er en dejlig lun nat, og både vind og sø har lagt sig lidt. I går passerede vi 20 grader nord 20 grader vest, og vandtemperaturen er nu oppe på 23,2 grader.

Vi har desværre haft lidt problemer med sejlene. Først måtte vi tage storen ned, da den efter et par bagluftninger i løbet af forrige nat endnu engang havde sprunget slæder ud for sejlpindene. Desuden viste det sig, at sejlpindene – undtagen de to nederste – er knækket eller delamineret. Vi sejlede så sidste nat for fok alene, men den revnede et stykke op (ca. 1,5 m) langs forliget, fordi sjækkelen ved bunden var gået op. Herefter valgte vi at gå for motor. Det er lidt kedeligt, men der har været opløftende momenter.

I går fandt vi to flyvefisk på dækket, og de gør sig fint på rugbrød efter at være drysset med mel og stegt i smør. Og det ser ud som om, der er til hele besætningen i morgen til frokost, for en flok delfiner har jaget rundt med de små flyvere på hele Lasse og Dirks vagt i nat, så der ligger mange på dækket.

Lasse og Mia er dagligt i gang med at øve sig til Roselina-sangbogen, som forventes at udkomme snarest. Vi har investeret i en guitar og har fundet nogle tekster på nettet, som vi skal have printet ud, og så skal der ellers gang i fællessangen.

Og ud over det lidt enerverende ved motorsejlads går det ellers stadig godt, og vi regner med at ankomme til Sal i morgen formiddag (faktisk på vores tidligere ven AC’s fødselsdag), hvor vi skal checke ind og besigtige skaderne, inden vi fortsætter rundt på øerne.

Troels

Skriv et svar