Brev fra Skotland
Nu er der allerede gået næsten 1 måned siden vi forlod Danmark. Besætningen har indtil nu bestået af Polle, Ulla med deres børn Ida og Thor, Christian Løche, medejer, samt doktor Jens Knudsen, gast ombord og ven af Palle og Lone.
Turen startede med stille sejlads op til Anholt, det var for storsejl og motor, den smule vind vi havde var imod. Vi ankom ved 20-tiden, hvor vi blev modtaget af Ida og Thors farmor og farfar samt fastrene.
Da vi forlod Anholt var det standsmæssigt med alle sejl sat lige uden for havnen. Ankom til Hals sent søndag aften hvorfra vi skulle videre tidligt næste morgen da vi havde en aftale med Mathis om at tage båden ud af vandet mandag formiddag. 2 timer tog det at skifte loggen så var vi igen flydende. Videre til Thyborøn hvor vi fik tiden til at gå med at besøge Kystcentret, et helt nyt og spændende sted med marinebiologi og andet, der kunne Tobias tilbringe hele dagen hvis han fik lov, mens vi ventede på godt vejr at sejle over Nordsøen i. Vi var i Thyborøn i 2-3 dage, og så stak vi afsted.
Vi (Lone) havde nok lidt sommerfugle i maven, det var jo første gang vi skulle prøve at sejle hele familien i Roselina i flere dage uden at se land. Det tog kun 52 timer, ind i mellem var det nogle lange timer. Turen forløb godt, men var kedelig da der var ringe vind og det der var var lige i næsen, vi prøvede til adskillige gange men hastigheden var hurtigt under 2 knob 45grader ude af kurs. Så vi har været glade for motorerne. På aften- og nattevagten så vi delfiner, 2 gange, de fulgte båden i en times tid. Det var flot og spændende at se.
Der var en del dønninger så både Tobias, Anna og Lone var søsyge en nats tid. Så vi var glade da vi så Skotland. Vores første møde med landet var byen Fraserburgh, en fiskerby, grå og kedelig, uden lystbådehavn, så vi lå i fiskerihavnen. Vi fik et dejligt bad i den lokale svømmehal, Ida, Anna, Tobias og Lone. Eftersom Fraserburgh ikke kunne byde på andet, var vi næste dag klar til at sejle videre til Inverness.
Vi ankom til byen sent på eftermiddagen efter en flot tur gennem fjorden.
Inverness er en fin og hyggelig by, der var selvføgeligt sækkepibemusik, tartan-værksted, det er der hvor de skotske kilter bliver til.
Vi var i byen 3 dage, hvor både børn og voksne fik travet ture, løbet på løbehjul, tog en tur i en dobbeltdækkerbus og fik set hele byen.
For Ullas og Lones vedkommende er der straks gået sport i at finde byens net-café, andre kigger mere efter lokale pub’s. En dag lejede vi en minibus med chauffør en dag og kørte ad den såkaldte whiskyrute, hvor vi besøgte Glen Fiddich destilleri mm. Det regnede desværre hele dagen, men ellers var det en flot tur.
I Skotland regner det i det hele taget FOR meget. Men her er meget smukt og vi har set sæler både i vandet og liggende på klippesten samt og nogle få delfiner. Den første sluse var ikke den nemmeste da der var stærk sidevind. Turene op og ned gennem sluserne gik stille og roligt da de fylder og tømmer i et adstadigt tempo. De folk som skriver guidebøger har ret når de fortæller at juli er en meget våd måned. Der har været ganske få gode sejladsdage men vi er dog kommet frem. Der har været for lidt vind og altid i gal retning. Men det var meget, meget smukt at sejle ned af den Kaledoniske kanal og over søen Loch Ness. Og så fik Loch Ness uhyret Annas sutter. Så det er slut med dem nu, og Anna savnede dem kun i 2 dage. Vi brugte i alt en lille uge på kanalsejlads. Vi ville have besteget Ben Nevis, det højeste bjerg i Skotland, men pga af dårlig sigt og regn, manglede lysten da vi kom forbi. Men det dårlige sommervejr har i det mindste givet os mange hyggelige timer med god rødvin til diverse kreative måltider. Og vi får spillet kort og andre spil i massevis.
Vi har besøgt nogle fine øer, bl.a. var vi på øen Mull, Skotlands 3. største ø, havnefronten var sjov med mange forskelligfarvede huse, og de havde deres egen lille chokoladefabrik. Og selvfølgelig også et WHISKY distilleri. Det har hver eneste lille flække næsten her i landet. Dem har Palle prøvesmagt nogle mærker af.
Forleden var vi inde og se en gammel borg, der lå på vores sejlrute. Det var lidt uhyggeligt, synes børnene, der var fangehuller og mange etager med fine gamle ting fra en af de gamle skotske klaner. Men det sjoveste synes Anna, var nu en tyk gammel kat, der lignede en hund som lå og solede sig i borggården.Den dag var vejret virkeligt flot, vi havde en af det bedste sejladser indtil nu, en af de dage hvor vinden var perfekt.
Vi har fundet os godt tilrette på båden sammen med Ulla, Polle, Thor og Ida, den faste besætning sammen med os. Vi skulle jo lige vænne os til hinanden og at der er lidt mindre plads her end vi alle er vant til derhjemme. Det gælder om at holde orden på den plads vi har. Vi skiftes til at lave mad og vaske op og Anna og Tobias hjælper med alt muligt, især at bage chokoladekager.
Så har vi haft Doktor Knudsen her ombord i snart en måned, han går rundt og brummer lidt og driller og sover meget. Det er nok fordi han drikker øl. Vi havde også besøg af hans kone Anna, der havde taget nogle dages ferie for at besøge os.
I går d. 2. aug. havde vi en sur sejlads i regnvejr og modvind og modstrøm. Tobias og Anna sov næsten hele dagen, for vi blev lidt søsyge. Lone måtte styre en del for ikke også at blive søsyg, men så gik det. Og så blev der spillet lidt game-boy, og vi læste historier og sang. Men vi fik også en kæmpeis, da vi endelig nåede til en by, Stranraer, hvor vi skulle kaste anker for natten. Her skinner solen lige nu, vi var i byens fine svømmebad i formiddags, vi har efterhånden besøgt nogle stykker, for offentlige bad og toiletter ved havnene har skotterne ikke altid. I eftermiddags har vi været i en park med legeplads og vi tog en rundtur med et lille tog. Tobias har fået et par nye løbesko, så han ligger her i køjen ved siden af og tager en slapper med dem på!. Og Anna fik for resten sit livs første Barbie, da hun holdt op med at bruge sut, så den leger hun meget med nu.
3. aug.: Nu er vi så klar til at forlade Skotland i morgen tidlig og sejler mod Howth , Dublin i Irland. 114 mils sejlads fra Stranraer i Skotland. Det glæder vi os til og håber på at være lidt mere heldige med vejret dér. I Dublin skifter vi besætningsmedlemmerne Dr. Knudsen og Christian ud med Else Laulund fra Århus, og farfar kommer. Vi glæder os til at se dem begge to. Og så er Polle blevet kaldt på job igen, så han rejser på tirsdag.
Båden er ved at være i topform, dog mangler vi stadig at få lakeret ruffene. Har fået lavet en dejlig bænk agter. Vores nye gummibåd er fantastisk men motoren er måske lidt lille, men det går. Komfuret virker perfekt også det nye slingregrej. Der er sat spectra liner i alle rebene. Snorene til spilerstagen er skiftet. I Dublin bliver der god tid til små sysler.
Mange hilsner fra Palle og Lone, Tobias og Anna