7. Nyhedsbrev

Status fra Caraibien og en plan for Stillehavet

Kære Roselina-ven!

Nu er det godt en måned siden, at Roselina kom til Caraibien efter en vellykket passage af Atlanten.

Det så en overgang ud til, at resterne af årets sidste hurricane Epsilon skulle krydse Roselina’s rute, men det skete heldigvis ikke. Så turen fra Cape Verde til Caraibien kan vist bedst betegnes som “magssejlads”.

Peter Linnet, som var gast fra Gran Canaria til Antigua, har skrevet en beretning om turen. Find rejsebrevet 4000 sømil under solhattens skygge på vores hjemmeside. Det er dejlig læsning!

Jul og Nytår blev fejret med manér på Antigua. Nytårsfesten var samtidig et farvel til næsten alle “Atlant-gaster” og velkommen til nye “Caraibien-gaster”. Af den oprindelige besætning fra Danmark er der nu kun skipper Troels og Dirk tilbage.

Efter 7.000 sømils sejlads hjemmefra ligger Roselina lige nu på Tortola i British Virgin Islands. Herfra går turen via US Virgin Islands ned til den anden ende af Caraibien, hvor der bl.a. er karneval på Trinidad. Opholdet i Caraibien slutter i maj måned på Antigua.

Der er stadig enkelte ledige gastepladser i Caraibien i april/maj på Antigua og på passagen til Panama.

Vi synes allerede, at vi har sejlet mange sømil, men hvis man ser på et verdenskort, så er Caraibien jo kun lige “rundt om hjørnet” i forhold til en jordomsejling. Og efter Caraibien kommer Stillehavet.

Vores sejladsplan for Stillehavet 2006 ser således ud:

uge 20 Panama
uge 21 Panama/Las Perlas
uge 22 passage Las Perlas-Galapagos
uge 23-25 Galapagos
uge 26-27 passage Galapagos-Påskeøen
uge 28-29 Påskeøen
uge 30-31 passage Påskeøen-Pitcairn
uge 32-33 Pitcairn og Gambier Islands
uge 34 passage Gambier Islands-Society Islands, Tahiti
uge 35-40 Society Islands
uge 41 passage Society Islands-Cook Islands
uge 42 Cook Islands
uge 43 passage Cook Islands-Tonga, Vavau Neifa
uge 44-47 Tonga
uge 48 passage Tonga-New Zealand
uge 49-19 New Zealand (her tilbringes cyklon sæsonen)

I Stillehavet er der ledige gastepladser i juni på passagen fra Galapagos til Påskeøen og igen fra oktober på Society Islands og til New Zealand.

Find flere detaljer om sejladsplanen, ledige gastepladser m.m. på hjemmesiden.

Og så må vi endnu engang takke for den store interesse, som I viser Roselina’s jordomsejling ved flittigt at besøge vores hjemmeside, hvilket ialt er sket 19.576 gange. Siden afsejlingen fra Ebeltoft er Roselina’s rutekort (den med den røde streg) blevet vist 8.453 gange.

Tak for det!

Med sejlerhilsen

S/Y Roselina

 

Skriv et svar