Kære Roselina-ven!
Nu er det godt en måned siden, at Roselina forlod de danske farvande.
Roselina med besætningen AC, Linne, Mia, Lasse og Dirk samt skipper Troels har tilbagelagt over 2.500 sømil på turen til Gran Canaria. Undervejs har de besøgt Portsmouth, Lissabon, Porto Santo, Madeira og nu De canariske Øer, hvor de har været på Isla Graciosa, Lanzarote og Gran Canaria. Vejret har vist sig fra sin gode side og har for det meste sørget for god vind fra det rigtige hjørne. Sejladsen har været spændende og afvekslende, her er et par citater fra besætningens beretninger:
Det første døgn på Nordsøen var godt nok helt forfærdeligt, bølgerne var enorme, jeg var søsyg og brækkede mig…
Solen skinnede om dagen og månen om natten, og livet var i det hele taget skønt ombord…
Vores hastighed gennem vandet lå på godt fem knob, men farten over grunden nåede op på 13. Der var nogle spektakulære strømhvirvler, som Roselina dog forcerede uden problemer, men det lignede lidt white water rafting i en 62 fods kajak. Pludselig holdt det op, og vi var nået ud i berygtede Biscayen…
Vi sejlede med god luft, rebede sejl og slæk på skøderne, og bølgerne var lange og regelmæssige. Når der rigtigt kom skub på, loggede vi næsten 12 knob…juhuuu…
Delfiner er bare de bedste…!
Pludselig rejste der sig en kæmpe Tsunami-bølge ud af det blå vand (det føltes sådan). …gummibåden surfede med god fart ind mod stranden, men den surfede sidelæns. Jeg hoppede i for at stoppe den… og jeg gled på en sten…… Da jeg var faldet, fik jeg af en eller anden grund Mia lige i hovedet, og vi blev 100% gennemblødte, det var vildt grineren…
Der er god stemning ombord på Roselina, og alle har klaret den første vanskelige etape til Gran Canaria med bravour. Grejet har også stået distancen, og de problemer der har været, har kunnet udbedres med skibets egne reservedele. Kun vores Inmarsat C har måttet få en ny antenne sendt hjemmefra.
Mens Inmarsat’en har været ude af drift, har vi ikke kunnet sende positionsrapporter hjem, men det er i orden igen.
Så tag et kig på hjemmesiden www.roselina.dk, læs beretningerne, se billederne og følg med i positionerne.
Med sejlerhilsen
S/Y Roselina