Små bølger – Store bølger
Nu ligger nisserne så ved dok tæt op ad andre skibe – faktisk meget tæt, og det er jo lidt mærkeligt, når nisserne har været så meget alene på den store tur.
Og nisserne må jo nok indrømme, at selv om de altid har været overbevist om, at netop deres skib er det smukkeste af alle, kan de jo godt se, at der også er andre fine skibe. Men på de meget fine både er der vist slet ikke tid til at være nisse og lege og sprede juleglæde med al den pudsen og poleren, der foregår.
I dag var store legedag for fire nisser, som tog ud for at lege med bølger i Halvmånebugten, som vender ud mod det store hav, som nisserne har krydset. Nu har bølgerne jo leget med nisserne på hele turen over havet, så nu vil nisserne helt ned i bølgerne, hvor nisserne jo har en chance for at drille bølgerne og kilde dem og få dem til at grine.
Og det gik også meget godt for nisserne, og de fik drillet nogle af de små bølger, som gav dem fine rideture, mens de grinede højt, men så pludselig kom der nogle meget store bølger, som vist var blevet sure. Og da nisserne begyndte at lege med dem, tog de simpelthen bare nisserne og løftede dem højt, højt op i luften, og så smed bølgerne de stakkels nisser hårdt ned på havbunden. Av, av sagde de små nisser, men susede straks ud for at se, om der var bedre held næste gang.
Nisser er jo ikke særlig smarte, men ih hvor de glæder sig til i morgen.