21. december 2005

Nu med helgen

Atter en gang sejler nisserne om natten, og hvilken nat, der er både måne og stjerner og stjerneskud og Guadeloupe.

Men først havde nisserne dog lidt problemer. Da de sejlede ud fra de små øer, kom de til at sejle hen over en fiskebøje, og de små nisser må jo nok indrømme, at det vist er gået lidt ud over julehumøret hos den fisker på Guadeloupe, hvis line de fik i skruen. Det var for mørkt til at nisserne kunne se, hvor slemt det faktisk var, så de måtte bare skære linen over, og så vente til morgengry. Da de var kommet frem til Antigua hoppede Svenskernissen, som oven i købet havde fødselsdag lige som hans ven Langenissemads, i vandet, og hurtigt og elegant blev skruen befriet igen, og det var den virkelig glad for, og snart snurrede den igen, og alle nisserne var glade.

Nisserne ankrede op lige ved siden af et dejligt rev, hvor de igen kunne kigge på fisk under vandet.

Langsskægsskippernissen tog atter en gang Næsten Sankt Peter med ind til immigrationsmyndighederne, og atter en gang fik nisserne lov til at komme i land og sprede juleglæde, der var dog det lille minus, at nisserne ikke kunne få plads ved dokken, så de bare lige kunne hoppe i land, og det er ærgerligt, for så bliver der bare spredt mindre af det gode julehumør.

Sankt Peter gjorde et sidste – og viste det sig – afgørende forsøg på at opnå helgenkåring ved at servere boblevin for nisserne ved solnedgang. Og hvor blev nisserne glade, boblevin gør lige så godt i maven som risengrød, og da det nu var St. Peters sidste aften, er det OK med det nye navn, synes nisserne, som bestemt kommer til at savne ham, og det er ikke kun pga. slik og boblevin.

Efter et ikke særligt nisseagtigt afskeds- og fødselsdagsmåltid med en stor oksemørbrad tog nisserne i byen, og sikke sent det blev – særligt for en enkelt nissepige.

Skriv et svar